Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Professor ikke i tvivl: Energikonge er "utvivlsomt inhabil"

Professor i selskabsret ved Copenhagen Business School, Søren Friis Hansen, er ikke i tvivl om, at Ewii-direktør Knud Steen Larsen ved en samhandel med Munck Gruppen vil være inhabil: - Ved en sådan samhandel er Knud Steen Larsen som medlem af ledelsen i Ewii-koncernen derfor utvivlsomt  inhabil. Det er ganske uden betydning i denne sammenhæng, om investeringerne karakteriseres som "private", skriver Søren Friis Hansen til Avisen Danmark i sin vurdering efter at have nærlæst sammenhængene mellem Ewii-direktørens og Munck-direktør Hans Christian Muncks investeringer. Arkivfoto: Torben Glyum

Professor ikke i tvivl: Energikonge er "utvivlsomt inhabil"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Søren Friis Hansen, professor i selskabsret på Copenhagen Business School, fastslår, at Ewii-direktør Knud Steen Larsen er inhabil ved energiselskabets samhandel med Munck Gruppen, hvis direktør han har lavet private investeringer sammen med.

Sagen kort
Avisen Danmark afslørede fredag, at den administrerende direktør i den jysk-fynske energikoncern Ewii, Knud Steen Larsen, som formand, medejer og investor i to private investeringsselskaber er havnet i en dobbeltrolle, hvor han kan have sammenblandet energiselskabets interesser med sine egne private investeringer.I det ene private investeringsselskab, Othania Invest A/S, har han selv investeret knap fire millioner kroner, mens direktør Hans Christian Munck fra den fynske Munck Gruppen, der er en af Ewiis største leverandører, er største investor i selskabet med omkring seks millioner kroner.

Også en af Ewiis kunder og samarbejdspartnere, direktør Jørgen Holm Westergaard fra Energi Danmark, hvor Knud Steen Larsen er næstformand, har investeret en million kroner i Othania Invest A/S, der sammen med Othania Capital A/S har Knud Steen Larsen og hans to sønner som stiftere.

Knud Steen Larsen skal på det kommende bestyrelsesmøde i Ewii-koncernen stå til ansvar for, om han sammenblander energiselskabets interesser med sine egne private investeringer.  
Hvis Knud Steen Larsen måtte have deltaget i behandlingen af aftaler mellem Ewii-koncernen og Munck Gruppen, vil disse aftaler i yderste konsekvens kunne blive ugyldige som følge af inhabilitet.
Søren Friis Hansen, professor i selskabsret på Copenhagen Business School.

Energi: Presset vokser på den jysk-fynske energikonge Knud Steen Larsen fra forsyningskoncernen Ewii, efter at Avisen Danmark har afsløret, at han er havnet i en dobbeltrolle med sine privatinvesteringer.

På det kommende bestyrelsesmøde i koncernen skal han stå til ansvar for, om han sammenblander energiselskabets interesser med sine egne private investeringer, hvor han har investeret sammen direktøren for en af Ewiis største leverandører, Hans Christian Munck fra Munck Gruppen, samt direktør Jørgen Holm Westergaard fra Energi Danmark, hvor Knud Steen Larsen selv er næstformand.

- Utvivlsomt inhabil

Professor i selskabsret ved Copenhagen Business School, Søren Friis Hansen, har nærlæst og vurderet Knud Steen Larsens dobbeltrolle, og han er ikke i tvivl om inhabiliteten:

- Isoleret set afskærer Hans Christian Muncks investeringer i Knud Steen Larsens private selskab ikke Larsen fra at være direktør i Ewii-koncernen. Men henset Muncks status som største investor i Knud Steen Larsens private selskab, vil Larsen ved samhandel mellem Ewii-koncernen og Munck Gruppen, der er Ewii-koncernens største underleverandør, have en væsentlig interesse, der kan være stridende med Ewii-koncernens interesser, fortæller Søren Friis Hansen i sin skriftlige vurdering og tilføjer:

- Ved en sådan samhandel er Knud Steen Larsen som medlem af ledelsen i Ewii-koncernen derfor utvivlsomt inhabil. Det er ganske uden betydning i denne sammenhæng, om investeringerne karakteriseres som "private". Dette betyder, at Knud Steen Larsen ikke på nogen måde må deltage i behandlingen af aftaler mellem Munck Gruppen og Ewii-koncernen, forklarer han og konkluderer:

- Hvis Knud Steen Larsen måtte have deltaget i behandlingen af aftaler mellem Ewii-koncernen og Munck Gruppen, vil disse aftaler i yderste konsekvens kunne blive ugyldige som følge af inhabilitet.

I må ikke udtale jer

Avisen Danmark forsøgte fredag at få en kommentar fra de 17 medlemmer af koncernbestyrelsen i Ewii, der består af en række forbrugervalgte repræsentanter fra Trekantområdet.

En række af medlemmerne vendte ikke tilbage på henvendelserne, andre var tavse og henviste til bestyrelsesformand, Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm (S), der fredag formiddag advarede bestyrelsesmedlemmerne mod at kommentere sagen:

- Det skal understreges, at ifølge vedtægterne er det kun bestyrelsesformanden og den administrerende direktør, der udtaler sig til pressen. I må derfor ikke udtale jer og alene henvise til mig ved eventuelle henvendelser fra pressen, lød beskeden fra Steen Dahlstrøm i løbet af fredag formiddag til bestyrelsesmedlemmerne.

Kun et enkelt bestyrelsesmedlem, tidligere direktør Jørn Limann fra Fredericia, forholdt sig til sagen i generelle vendinger.

- Jeg vil ikke udtale mig om den konkrete sag, fordi jeg endnu ved for lidt om den. Men generelt er min indstilling, at der ikke må være noget privat mellem en direktør og en leverandør. Det skal ikke være nogen afhængighed, så der må ikke være noget imellem den. Det går bare ikke, sagde Jørn Limann.

Ingen udtaler sig

Næstformanden i bestyrelsen, den pensionerede vicepolitikommissær Carl C. Poulsen fra Kolding, var et af de bestyrelsesmedlemmer, der fulgte Steen Dahlstrøms ordre om at tie stille:

. Det er formanden, der udtaler sig, og det er det, jeg vil sige, sagde han.

- Det holder vi inden for de fire vægge. Jeg har ingen kommentarer, sagde Bent Klindt Andersen fra Fredericia.

- Jeg har ingen kommentarer, fastslog John Kaare fra Vejle.

Næsten samme melding fra det socialdemokratiske byrådsmedlem og tidligere borgmester i Kolding, Per Bødker Andersen:

- Det er formanden for bestyrelsen, der udtaler sig. Det er god selskabsskik, at det er ham, der udtaler sig, sagde den tidligere borgmester

Afviser beskyldningerne

Bestyrelsesformand Steen Dahlstrøm (S) har fastslået, at han mener, at sagen er Ewii "uvedkommende".

Ewii-direktør Knud Steen Larsen har også blankt afvist beskyldningerne om inhabilitet og sammenblanding af sin virksomheds interesser og sine private investeringer.

- Der er ikke noget i den sag, og der er ikke en sammenblanding af interesser, lød hans kommentar i fredagsavisen.