Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Krimi: Arkitektens trøst


Krimi: Arkitektens trøst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ensformig krimi bliver rost til skyerne.

Det er jo ikke altid, man kan læne sig op af, hvad en bog præsenterer sig selv som på forside, flap og bagside. "Kvinden før" bliver omtalt som "den perfekte thriller", "mesterligt udført", "overlegen psykologisk spænding", men skal jeg ikke bare være ærlig og skrive, at jeg faktisk kedede mig ret meget undervejs?

Ikke, at den ikke er velskrevet, men den har en monotoni over sig, som man enten må holde af eller holde i udstrakt arm.

Jane flytter ind i en topmoderne lejlighed i London. Arkitekten har lavet alskens hi tech-finurligheder og har tilmed udstedt et påbud om, at den nye lejer skal opfylde en række krav for at få fingre i denne lækre bolig. Dette indfrier Jane, og hun får allernådigst lov til at indlogere sig i denne drøm af en bolig. Men hvad rummer hendes nye tilværelse i virkeligheden?

Jane begynder efter indflytningen at undre sig over den tidligere lejers tilværelse i den eftertragtede lejlighed. Emma, som hun hed, ligner af type Jane: smuk, sund, slank på den tynde måde og fuld af vellyst. Hun dør på tragisk vis, og nu former livet sig videre for både Jane, arkitekten og deres sociale omgangskreds. Men lejligheden har indtaget deres sjæl. Fortiden kan ikke forties, men må rulles op som et garnnøgle, der danner et sandere mønster, en helt ny trøje.

På en måde er dette en klassisk krimi. Kvinde opdager uregelmæssigheder i elskerens fortid, dykker ned i det plumrede vand efter svar og kommer op med en sejrspokal, der ikke kan bruges til noget.

Der er meget underliggende sex i J.P. Delaneys roman. Den er tæt på at være en femikrimi og giver undervejs en kildrende nysgerrighed efter, om der dog ikke måtte ske lidt andet end kapitelvekselvirkningen mellem den fortidige lejer og den nuværende. Højdeplottet mangler, men dæmonen er på jagt.

Denne krimi præsenterer et scenarie, der er oplevet før. Og det er altså ret enerverende hele tiden at skulle skifte mellem tiden før og efter Emma og Jane. Grundidéen er måske godt skabt, men handlingen står i inertiens tegn.

Krimi: J. P. Delaney: "Kvinden før"

Oversat af Kim Langer, 400 sider, Lindhardt og Ringhof