frdb.dk
Vejret10 º C

Parterne tager pause i energiforhandlinger

Publiceret: 20.03.2012 06:00
Ritzau

Klik her for at se samtlige annoncer

200.000 danske husstande tvinges til at udskifte oliefyret? Skal der bygges én eller to havvindmølleparker? Og hvad skal afregningsprisen for biogas være?

Efter fire timers forhandlinger mandag aften deler de spørgsmål fortsat regeringen og Venstre og De Konservative.

Parterne har nu besluttet at gå hvert til sit og mødes igen tirsdag klokken 10 for at fortsætte forhandlingerne.

- Vi er gået i tænkeboks, lyder det fra en af forhandlingsparterne.

Parterne mødtes mandag aften klokken 20 i Klima- og Energiministeriet, men måtte altså gå hvert til sit kort efter midnat.

På forhånd var der ellers optimistiske toner i forhold til at nå en aftale om hovedlinjerne mandag aften. Håbet er dog fortsat, at man kan nå en bred aftale - måske allerede tirsdag.

Ifølge Ritzaus oplysninger er alt fortsat i spil. Parterne vil med andre ord ikke lukke én del af aftalen, før man er enig om alle dele.

På forhånd har der dog været forlydender fra flere af forhandlingsparterne om et muligt kompromis.

En løsning kan være, at regeringen får sit opfyldt sit krav om to havvindmølleparker, mod at Venstre får opfyldt sit krav om, at danske husstande ikke skal tvinges til at udskifte oliefyret.

Under alle omstændigheder ventes energiaftalen til knap fire milliarder kroner at blive godt nyt for miljøet, men den vil til gengæld gøre det dyrere at være dansker.

Regeringen har lagt op til, at aftalen skal bane vejen for, at al energi i Danmark i 2050 vil komme fra vedvarende energikilder som eksempelvis vindmøller. Det skal hjælpe på Danmarks CO2-regnskab.

Til gengæld skal de danske husstande og de danske virksomheder indstille sig på en højere energiregning. Stigende priser på el og varme skal nemlig finansiere blandt andet én eller to nye havvindmølleparker.

Selvom regeringen skulle blive enige med Venstre og De Konservative om en aftale natten til tirsdag, er den dog ikke endelig på plads.

Regeringen skal nemlig først forelægge aftalen for Dansk Folkeparti og Enhedslisten for at se, om de to partier kan tilslutte sig resultatet.