frdb.dk
Vejret12 º C

Søvndal advarer mod EU traktatændringer

Publiceret: 19.04.2012 06:00
Ritzau

Klik her for at se samtlige annoncer

Villy Søvndal (SF) har benyttet det andet møde i en ny EU snakkeklub anført af hans tyske kollega til at advare mod at tro, at man kan genskabe dynamikken i EU ved at lave en ny traktat.

Søvndal har torsdag eftermiddag været til frokost med ni af sine EU-kolleger, der i marts blev håndplukket af Tysklands Guido Westerwelle til at tænke store tanker om EU's fremtid set i lyset af den økonomiske krise.

- Jeg sagde fra dansk side, at jeg syntes, vi skulle bemærke, at sidste gang, vi ændrede traktaten, tog det 10 år. Vi er ikke i en situation, hvor det ser lettere ud, siger Søvndal til Ritzau.

- Hvis man rejser den debat, risikerer dem, der vil fremskridt på det område, i virkeligheden et tilbageslag, siger Søvndal efter torsdagens møde, der fandt sted på slottet Val-Duchesse uden for Bruxelles umiddelbart efter Natos udenrigsministermøde.

Det vakte en del undren, da Westerwelle i marts lancerede sin kontroversielle møderække i København, hvor han betegnede Søvndal som en af sine "ligesindede" i debatten om Europas fremtid.

Ikke mindst fordi han lancerede snakkeklubben med en erklæring om, at tiden var inde til en rigtig EU-forfatning og en folkevalgt præsident.

Søvndal mener, det er for tidligt at konkludere, at de kontroversielle idéer er skudt ned. Men han mener selv, at EU's aktuelle udfordringer kan løses inden for rammerne af de eksisterende traktater.

Søvndal kom i dansk modvind for at melde afbud til første møde. Og flere af de lande, der ikke er inviteret, har kritiseret selve det, at møderne finder sted, uden at samtlige 27 EU-lande har adgang.

Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel er det blandt andet Sverige og Irland, der mener, at Westerwelle på den måde risikerer at skade samarbejdet i EU.

Ud over Søvndal og Westerwelle deltog også udenrigsministrene fra Belgien, Østrig, Italien, Polen, Holland, Spanien, Luxembourg og Portugal i torsdagens møde. Frankrigs Alain Juppé havde meldt afbud.

Næste møde i kredsen finder sted 15. maj. Villy Søvndal regner med at deltage, medmindre der kommer "noget højdramatisk" i vejen.