Luk vindueVælg abonnement

Tilbage
Åben shoppen i et nyt vindue
Tilbage til artiklen
frdb.dk
 Torben Hansen og High End Sport/KeepRunning-forretningen i Prinsessegade har lavet en ny form for løbeklub, der skal være med til at lokke de kunder, der normalt køber løbeudstyr på nettet, med rabatter og arrangementer. Foto: Nikolaj Primdahl
 Når man køber et par løbesko i forretningen, følger der altid en fodanalyse og en løbetest med i købet, så Torben Hansen kan finde det rigtige par sko. Foto: Nikolaj Primdahl
 I forretningen står et løbebånd med et kamera placeret bagved, så løbetests kan ses i slowmotion. Dermed kan de forskellige sko også analyseres bedre. Foto: Nikolaj Primdahl
 Torben Hansen og High End Sport/KeepRunning-forretningen i Prinsessegade har lavet en ny form for løbeklub, der skal være med til at lokke de kunder, der normalt køber løbeudstyr på nettet, med rabatter og arrangementer. Foto: Nikolaj Primdahl

Løbeforretning laver en moderne løbeklub

Publiceret: 11.01.2017 19:56
  • Del
    • Facebook
    • Twitter
    • LinkedIn
    • Email
  • Print
Af Nikolaj Primdahl Petersen
Løbeklubber findes der mange af. Men i Prinsessegade er en ny og utraditionel løbeklub opstået.

Det er High End Sport/KeepRunning-forretningen, der står bag en ”moderne løbeklub”, hvor det ikke er løbeture, men rabatter og arrangementer, som skal lokke medlemmer til. ”Klub KeepRunning” er skudt i gang fra årsskiftet med et kontingent på 500 kroner for et år.

- Vores idé er at lave en ny slags butik, hvor vi får en masse medlemmer, der egentlig betaler driftsomkostningerne. På den måde kan vi sælge varerne til billige priser, så vi kan konkurrere med nettet. Man får 40 procents rabat på løbeudstyr, og derudover får man en masse events, arrangementer og kurser med kost, ernæring og styrketræning, så vi får en aktiv butik med en masse medlemmer. Det er ikke en sportsklub, hvor man mødes hver torsdag og løber. Det er et supplement til løbeklubberne, og køber man bare et par sko til 1500 kroner, så har man stort set sparet kontingentet, siger ejer Torben Hansen, der har arbejdet med tankerne siden 2011.

Skoen skal være rigtig
Han åbnede forretningen i 2001, fordi han ikke selv kunne finde et par ordentlige sko, da han skulle løbe et maraton.

Det primære fokus dengang var, at folk skulle gå ud af døren med de helt rigtige sko, som passede til deres krop, og i dag følger der stadig en løbetest og fodanalyse med i købet.

- Jeg er begyndt at snakke mere med folk om løbestil. Det har ændret sig til, at man skal løbe mere midtfodsløb. Det er mindre skadeligt, når man kommer længere frem på foden. Der skal være kortere skridt og højere kadence, så man får mindre belastning. I gamle dage tog man lange skridt og landede på hælen, og det giver en kæmpe belastning op i kroppen. Vores naturlige bevægelse er heller ikke at lande på hælen. Alle børn løber også på forfoden, siger Torben Hansen.

En løbetest følger med
I forretningen, som i folkemunde kaldes High End Sport, foregår en test i korte bukser og bære tæer, så Torben Hansen kan vurdere benene og fødderne ordentligt.

Først skal man stå på et ben for at tjekke balancen og trykket på foden, og derefter tager man nogle knæbøjninger på ét ben for at se, hvordan knæet fungerer. På den måde kredser Torben Hansen nogenlunde ind, hvilke sko der kan komme på tale. Derefter kommer man en tur på løbebåndet med et par sko. Løbet bliver filmet og tjekket i slowmotion, og hvis ikke skoene fungerer, prøver man igen, indtil den rette sko er fundet.

- Jo bedre teknik og muskelstyrke man har i hele kroppen, desto mindre betyder skoene. Men for langt størstedelen betyder skoene rigtig meget. Der er få personer, der kan løbe i ingenting, og hvis de personer får sko med hæl og støtte, kan de komme til skade. Så det er ekstremt vigtigt, at man er meget omhyggelig med den her løbetest, siger han.

Længden har betydning
Men Torben Hansen understreger, at hvis man kun løber lidt, er det ikke lige så vigtigt, om man har de helt perfekte sko på.

- Hvis man løber to gange fem kilometer om ugen, så er belastningen ikke så stor, som hvis man løber 50 kilometer om ugen. Det er klart, at jo flere kilometer man løber, desto vigtigere er det, at det virkelig fungerer. Men det er også vigtigt, når man ikke løber helt så meget. For hvis det driller lidt, når man løber en smule, kommer man i hvert fald aldrig til at løbe mere, siger Torben Hansen, som selv løber 30 kilometer i snit om ugen.

De køber i butikken
High End Sport lever i høj grad på den vejledning, som man kan få i den fysiske butik, men Torben Hansen oplever ikke, at der kommer særlig mange forbi, som får gode råd hos ham for derefter at gå hjem og købe skoene billigere et andet sted.

- Hvis man får en test her, betaler man for den, hvis man ikke køber sko. Jeg vil gerne lave test, men jeg gør det ikke gratis. Jeg støder ikke rigtig på problemet. Det er heller ikke en strøgbutik, så dem, der kommer, gør det for at købe. Det er under fem personer om året, der får lavet en test og køber et andet sted. Men alle mennesker har jo en privatøkonomi, der skal hænge sammen, og nettet er jo billigere end fysiske butikker, fordi de ikke har samme omkostninger. Det kan vi nok ikke ændre på, men så må man finde en måde, hvor alt harmonerer. Og det forsøger vi med den nye klub. Nu er vi med på prisen, og så må kunderne betale pengene på en anden måde, siger han.

Erfaringen tæller
Selvom flere andre sportsforretninger i lokalområdet og andre omkringliggende byer også er begyndt at lave løbetest, er det ikke noget, som Torben Hansen føler sig presset af.

- Jeg har 15 års erfaring med at lave de her test, så jeg kan se ganske små ting, når jeg kigger. Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre, men det tager nogle år at opdage og lægge mærke til de små ting. Ofte kan kunderne ikke se det, før jeg kører videoen helt i slowmotion. Det er ren erfaring efter at have kigget på så mange fødder, siger Torben Hansen.

Mildt vejr giver kunder
Og året er begyndt godt i High End Sport, hvor han allerede har fået de første medlemmer i den nye klub og solgt en del sko på grund af vejret.

- Når der er godt løbevejr som nu, har vi som regel en god januar måned i butikken. Vi har også haft januar-måneder med sne og sjap, og så kommer folk heller ikke i gang i februar. Så med mindre de går i fitnesscentre for at løbe, er det godt for folks sundhed med en mild januar, så de får gang i deres nytårsforsætter. Men jeg har solgt mange sko allerede i år. De tre første dage havde jeg meget mere travlt, end der plejer at være. Og vejret er jo fint, selvom det er lidt koldt. Så sælger vi bare lidt varmere tøj oveni, siger Torben Hansen med et smil.

Seneste web-tv


    Seneste gallerier