Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fast parforhold trods en enkemager i garagen


Fast parforhold trods en enkemager i garagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er biler, og så er der ikoniske biler. Blandt de ikoniske er Porsche 911 nok blandt de største. Modellen afløste den fine gamle Porsche 365'er i 1963, og den bygges stadig. Der er sket meget med designet siden 1963, men stiller man en ur-911'er ved siden af en fabriksny, er familieskabet tydeligt. Det er en bil, man kan samles om og beundre. Og de gamle eksemplarer med det oprindelige design er altså smukke. Det synes ægteparret Kurt og Anni Andersen, som vi møder på side 4, også.

 

De mødte hinanden i en motorklub i 1973 og ejer en Porsche 911 Targa fra 1976 med den dejlige raspende, luftkølede boxermotor. Det er i sig selv smukt og, hvis man er i det humør, også enestående. Forskellige Porsche 911'ere har fået tilnavnet enkemagerne, især de gamle og nyere specialmodeller uden elektroniske støttepædagoger. 911'eren har jo den tunge motor bagerst, hvilket kan sammenlignes med at kaste en hammer med skaftet forrest, når man skal frem.

 

Det er et træls udgangspunkt, og det kræver sin chauffør at køre en gammel Porsche 911 til grænsen. Banker du speederen i bund for tidligt i et sving, eller bliver du bange, slipper speederen og motorbremser, kan du godt regne med, at bagenden skrider ud. Lige netop i det sekund afgøres det på god darwinistisk vis, om du er en dårlig kører og skilles fra, eller om du er dygtig og dermed overlever. Det er ikke til at vide, om diplomingeniørerne fra Zuffenhausen har udtænkt det med vilje for at understrege, at deres biler ikke er for amatører.

 

Vi har da både Kurt og Anni blandt os endnu, hvilket tyder på, at de to har tjek på det og viser den fornødne respekt for bilen. Parret kører nemlig ræs, men på den mere adstadige måde i FDM Dasu Classic. Kurt kører, og Anni læser kort. Kortlæsning kræver hurtighed og talent, mens den hede boxermotor ånder én i nakken, og Kurt kræver besked om ruten og, om de er på rette vej i stedet for at ende på Herrens Mark. Det hedder sig, at kan man klare tre orienteringsløb sammen, er man klar til at blive gift. Anni må være velsignet med en skarp navigatørhjerne.

 

Vi er mange, som forlængst har lagt kritisk navigationssans på hylden, taster adressen ind på bilens navigationssysten og gør, som den monotone stemme kræver. Selv skulle jeg for nylig til et møde i Randers, tastede adressen ind og endte langt pokker i vold uden for byen, før jeg vågnede fra Felix Mendelssohns violinkoncert og erkendte, at det her da slet ikke kunne passe. Det er lidt sølle at indrømme, når jeg nu godt vidste, at mødet var på en adresse inde midt i byen.

 

Måske har vi smidt en fin måde at samarbejde på over bord, da navigationssystemerne kom. At være tålmodige med hinanden og tilgive fejl på ruten kan være en smuk ting. Det kan være, at køreture uden navigation er god parterapi. Hvem ved? Kurt og Anni har da holdt sammen siden 1973.