Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


At bryde ud og bryde ind


At bryde ud og bryde ind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Biskop på Fyn Tine Lindhardt
Billede
Debat. 

Forleden ryddede jeg op i haven og ville fjerne en plasticsæk med haveaffald fra sidste år. Den var sprækket, og formuldede blade og ukrudt væltede ud. Mens jeg stod og ærgrede mig, opdagede jeg tre små kastanjetræer, der strunkt voksede op og ud af affaldssækken. Kastanjer fra naboens kastanjetræ er åbenbart faldet ned i affaldssækken, hvor de er spiret hen over vinteren.

"Det er forår, og alting bryder ud", nynnede jeg med en let omskrivning af Povl Dissing med Benny Andersen. Ud af puppen, ud af knopperne, ud af affaldssækken, ud i solen og lyset. Dét er forår og påske. Grokraft og styrke og livsvilje og lys og håb.

Men sådan er det ikke for alle, eller altid. Nogle gange er det simpelthen forsvundet - det overskud og den styrke der skal til, for at man af sig selv kan vende sig mod lyset og foråret og livet, rejse sig - ja, bryde ud, enten det er i sang eller ud af sin ensomhed eller forladthed.

Så måske skulle vi ikke kun bryde ud. Måske skulle vi også bryde ind. Og nej, jeg opfordrer selvfølgeligt ikke til ulovligheder, til indbrud i huse og hjem, blot så det er sagt.

Men måske skulle vi indimellem turde "bryde ind" hos hinanden.

Banke på hos hinanden, engagere sig i hinanden. Invitere ud og invitere med -  spørge om ikke man skal følges ad ned i byen, hen til bageren, om i kirken, ud til koncert. Simpelthen være opmærksom på hinanden, måske ikke mindst på ham og hende som af én eller anden grund har det svært. Ja, give af sin tid og sig selv også uden at være blevet spurgt om det.

Jamen er det ikke at trænge sig på? - Måske.

Man skal jo ikke sådan blande sig. - Skal man ikke?

Folk kan vel selv komme ud og tage kontakt hvis de vil. - Kan de?

Vi siger tit til én, som er ked af det: "Du kan bare komme forbi. Min dør er åben. Kom hvis du har tid og lyst".

Og den anden har måske både lyst og tid. Men han og hun kommer alligevel ikke. Det er, som om fødderne vender den forkerte vej.

Undertiden kan man ikke selv komme sig oven på et tab, komme ud af mørke og dødens skygge. Der skal nogen til at åbne døren. Billedligt og konkret.

For år tilbage ville man have sagt, at vi skal komme hinanden ved.

For endnu længere siden ville man have sagt, at vi skal kere os om hinanden.

Men det er sådan set ligegyldigt, hvordan vi siger det, bare vi gør det.

 

 

Men måske skulle vi indimellem turde "bryde ind" hos hinanden. Banke på hos hinanden, engagere sig i hinanden. Invitere ud og invitere med -  spørge om ikke man skal følges ad ned i byen, hen til bageren, om i kirken, ud til koncert. Simpelthen være opmærksom på hinanden, måske ikke mindst på ham og hende som af én eller anden grund har det svært. Ja, give af sin tid og sig selv også uden at være blevet spurgt om det.