Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Dannelse for dannelsens egen skyld


Dannelse for dannelsens egen skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Sognepræst, Lynge-Uggeløse Marie Høgh
Billede
Debat. 

Dannelse - og ikke mindst mangel på samme, nemlig dannelsestab - er ved at være fyldord i kulturkampen. I kampen om Danmark. Både den ene og den anden fløj afklæder deres politiske og ideologiske modstandere som udannede. Sådan slår man hinanden lynhurtigt og effektivt hjem i Ludo og i den offentlige debat. Kan man tage en udannet meningsdanner - eller politiker - for den sags skyld, alvorligt? Næppe.

Men al den tale om dannelse vidner netop om, at dannelsen er tabt. Og vi har opdaget, at vi mangler de,n og vi skal finde ud af, hvad vi mangler. Derfor har sikkert velmenende politikere gennem de seneste 10-15 år talt og skrevet stolpe op og ned om dannelseskanoner, demokratisk dannelse, medborgerskab, politisk dannelse og opdragelse til samfundsduelighed. Altsammen meget fint og vigtigt, men også alt sammen noget, der har et konkret formål. Men det er med dannelse som med kærlighed: Man tager ånden ud af det, når man skal begrunde hvorfor, hvad det nytter, og hvad det skal bruges til. Dannelsens formål er ikke konkurrencesamfundets nyttetænkning, spørgsmålet om bruttonationalprodukt og for den sags skyld heller ikke at bekæmpe radikaliseret islam eller islamisering af samfundet. Nej, dannelse er altid for dannelsens egen skyld. Dannelse har sit eget udgangspunkt: Det udspringer af menneskets væsen - uden at det som sådan kan bruges til noget.

Dannelse er det, der gør én til et menneske i verden. Det er ikke bare at blive opdraget til at være kritisk og blive udstyret med en bestemt ideologi at være kritisk med. Nej, dannelse begynder med forundring over livet selv. Det handler om som menneske, at være "forundringsparat" - et udtryk, højskoleforstander Jørgen Carlsen har lanceret som en erstatning til managementverdenens krav om, at vi skal være forandringsparate. Havde Grundtvig levet i dag, havde han sikkert været grøn af misundelse over, at han ikke selv havde fundet på udtrykket "forundringsparathed". For Grundtvig drejede oplysning, et ord, han foretrak frem for dannelse, sig om, at mennesket er skabt med himmelvendte øjne, men lysvågent for alt skønt og stort hernede. Det vil sige, at vi forstår os selv som skabte, som himlens og jordens samavlede børn - som guddommelige eksperimenter af støv og ånd.

Derfor længes vi efter det, der allerede er lagt i os fra skabelsen - ånd og eventyr, poesien og musikken - troen, håbet og kærligheden derigennem skal vi vokse og dannes til større klarhed over livet - og over os selv. Men mennesket er ikke kun ånd, men også støv, som ånden er forbundet med. Derfor skal vi kende vores slægts, folks og lands historie for at blive sat ind i en sammenhæng, der er større end vores egen. Evnen til at forstå, at man er en del af en sammenhæng, der er større end en selv.

Ligeså meget som Grundtvig sikkert havde hånet og latterliggjort PISA-undersøgelser og internationale tests, ville han have taget sig til hovedet over, at folket skulle dannes eller oplyses alene for samfundets eller demokratiets skyld. Grundtvigs drøm var selvfølgelig, at alle samfundslag skulle blive i stand til være samfundsduelige dvs. at deltage i samfundet som ansvarsfulde medborgere. Og bag hele højskoletanken lå, at skolen skulle udvikles i forhold til samfundsudviklingen, så eleverne fik indsigt i og blev rustet til at tage stilling til den verden, de var sat i. Her er det nationale selvfølgelig også en hjørnesten. Men udgangspunktet var, at oplysning er "Livets Øje" - det vil sige, at det, der bevirker, at man får øje på livet. For menneskelivets skyld. Og det fører ikke til et bestemt resultat, man kan se i samfundet eller i en eller anden undersøgelse, men det fører mennesket derhen, hvor det forunderes og opsøger, hvor det lytter, modtager og samtaler. Og måske lærer noget af sin modstander, selvom man selvfølgelig nødig vil indrømme det.

Derigennem bliver vi først dueliggjort og dannet som mennesker, der lever med og mod hinanden gensidig respekt og i agtpågivenhed overfor sandheden. Det er det, der gør os til gode demokratiske medborgere, duelige og dannede. Alt det, skal man holde for øje, hvis og når "dannelse" forhåbentlig på undervisningsministerens gode forslag kommer på skoleskemaet.