Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Forældrene har også første skoledag


Forældrene har også første skoledag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Merete Riisager, undervisningsminister.
Louise Koustrup
Debat. 

Der tales og skrives meget om de såkaldte curlingforældre, der rydder vejen for alle bump og udfordringer for deres børn. Det kan ifølge mange eksperter efterlade børnene initiativløse og ude af stand til at tackle problemer på egen hånd. Forældre skal ikke bære deres børns skoletasker, det kan børnene godt klare selv. Men til gengæld er der noget andet, forældrene skal bære - nemlig det ansvar, der følger med at være forældre til børn i den danske folkeskole.

For i disse dage er det ikke kun tusindvis af børn, der har første skoledag. Det har deres forældre også, og det glemmer vi måske alle sammen lidt engang i mellem. Der skal jo som bekendt to til en tango, selvom det er helt på sin plads at have forventninger, når ens søn eller datter starter i skole. Børn går i skole for at tilegne sig viden, få kundskaber - og det med henblik på at blive myndige borgere og frie mennesker. Det kræver en god skoleledelse og dygtige og fagligt stærke lærere og pædagoger. Men det kræver også engagerede forældre, som tager deres ansvar alvorligt. Det er ikke nok at sørge for en flot skoletaske og en god madpakke, og så ellers bare vende ryggen til og forvente at hente et færdigudlært ungt menneske ved skoleporten efter 9. klasses afgangsprøve. At have et skolebarn stiller krav til forældrene, og der er rigtig mange opgaver, der slet ikke hører til i skolens regi.

Det er forældrenes opgave at sørge for, at børnene kommer op om morgenen og møder til tiden. Det er forældrene, der skal lære børnene at binde deres snørebånd, have styr på deres penalhus og at tale ordentligt til og om andre. Vi skal også som forældre fortælle - og vise - vores børn, at man selvfølgelig ikke sender Snaps og sms'er i timen, men at man respekterer undervisningen, underviserne og de andre børn. Ligesom vi også har et ansvar for at indgå i en konstruktiv dialog med skolen om vores barn.

En god skolegang er ikke noget, man kan trække i en automat. Det kræver hårdt arbejde både af eleverne, forældrene og skolen, hele vejen fra børnehaveklassen til 9. klasse. Skolens kerneopgave er god undervisning. Og den gode undervisning er afhængig af trygge elever, som hjemmefra har lært, at skolen er en gave, som man skal modtage med respekt og nysgerrighed. Når man stolt følger sin lille skolestarter ind ad porten til et nyt liv som elev i den danske folkeskole, så forpligter man sig også til at støtte sit barn, engagere sig, følge med, stille krav - og tro på både sit barn og på fagligheden blandt skolens voksne.

Rigtig god første skoledag til både elever og forældre, til lærere og pædagoger!