Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fuldt hus efter genåbning på Hejse Kro

Kokken Daniel Napolitano og bestyrer Michael Nielsen er nye makkere på Hejse Kro, som er genåbnet med renoverede lokaler. Foto: Peter Leth-Larsen

Fuldt hus efter genåbning på Hejse Kro

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bestyrer Michael Nielsen satsede på rolig opstart efter genåbningen af Hejse Kro. Men både onsdag og torsdag måtte kroen melde alt optaget.

Fredericia: Alt optaget. Sådan lød meldingen både onsdag og torsdag på Hejse Kro. Spisestedet genåbnede for en uge siden efter et turbulent forår.

- Der har været mange mennesker, siger bestyrer Michael Nielsen, som står i spidsen for 10 ansatte, og de fleste er nye.

- Vi har en indkøringsperiode uden den store festivitas, hvor vi lige kan lære hinanden at kende, siger Michael Nielsen.

Det turbulente forår for Hejse Kro
Hejse Kro havde første åbningsdag torsdag 20. juli efter et turbulent forår.1. maj begyndte Michael Nielsen som ny bestyrer, efter den tidligere krofatter Per Elkjær var stoppet.

31. maj blev kroen lukket, og de ansatte sendt hjem med meldingen om, at kroen var gået konkurs. Håndværkere rykkede ind.

8. juni blev driftselskabet bag kroen erklæret konkurs.

Genåbningen skete under et nyt driftsselskab, hvor Kian Olsson fra Randers er direktør. Han vil overtage bygningen, hvis kroen får en rentabel drift. Kroen ejes nu af Hans Peter Bang fra Otterup.

Et nyt team i køkkenet

Foråret bød på både forpagterskifte, lukning og konkurs på Hejse Kro. 

Den tidligere krofatter Per Elkjær er fortid på stedet, og der er oprettet et nyt driftsselskab. Michael Nielsens hustru, Supawan Pongutha, er en del af det nye team på stedet, og italienske Daniel Napolitano er ny køkkenchef.

- Daniel har mest slået sine folder i Italien, men har arbejdet mange steder i Europa. Nu har han taget sit eget team med herop, siger Michael Nielsen.

Italienske pastaretter skal supplere de traditionelle danske retter på den kongeligt privilegerede kro. I to uger kører kroen med 50 procent rabat på udvalgte retter hver dag. 

- Jeg vejleder Daniel i, hvordan man laver de danske retter. Det skal vi lige bruge 14 dage til at teste igennem, siger Michael Nielsen.

Tørfisk kommer

Inden det tidligere driftsselskab på kroen gik konkurs, havde Hejse Kro booket Tørfisk til koncert torsdag 24. august.

Den koncert har Michael Nielsen genbooket, selvom det i første omgang var et arrangement under den tidligere krofatter.

- Tørfisk kommer og spiller som planlagt. De folk, der har købt billet, kan komme til koncerten. Jeg synes, det er vigtigt at sprede noget god vind. Der har jo været lidt dårlig vind omkring Hejse Kro. Vi vil gerne have, at folk vil bruge huset igen. Derfor kan folk komme ind, hvis vi i vores mappe kan se, at de har betalt, siger Michael Nielsen.

Bestyreren har også ringet rundt til folk, der har booket kroen til familiefester og andet. De får mulighed for at holde fast i reserveringen.