Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kreativ slagter passer på pengene

Slagteren er fra Sønderborg. Svinekødet fra Svendbrog - og kødkvæget fra Mariager. Foto: Timo Battefeld

Kreativ slagter passer på pengene

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sune Hansen er bare 27 år, men han har fem års erfaring som selvstændig slagtermester. Han var nærmest nyudlært, da han kastede sig ud i et projekt, mange kaldte umuligt. Han åbnede en slagterbutik langt udenfor Sønderborg by. Han opfordrer andr

Sune Hansen var dødtræt af at gå i skole. Så han fik aldrig sin HF-kasket, og det glæder han sig over i dag. Nu er han slagtermester med egen butik, to slagtersvende og to deltidsmedarbejdere. Faktisk var han bare 21 år, da han så småt blev selvstændig.

- Min far er slagtermester, og jeg har altid gjort rent og pakket pølser og den slags for ham. Men jeg skulle bare ikke være slagter. Det blev jeg så alligevel, og det er jeg glad for, fordi jeg kunne hurtigt se, at jeg er god til det. Både til det faglige, men også i kontakten med kunderne, siger Sune Hansen. Han blev udlært i Superbrugsen i Gråsten, men hurtigt efter flyttede han med kæresten til Aarhus, hvor hun læste kommunikation og engelsk. Han fik job som slagter i Kvickly i Bruuns Galleri.

- Jeg trængte til at komme væk, men efter et år trængte jeg til at komme hjem. Jeg savnede mine venner og Sønderjylland, fortæller han. Faderen har slagtehus i Terkelsbøl ved Tinglev. En lille flække, der ellers mest var kendt for Sommerland Syd. Men det er gået forlystelsesparken som de fleste slagtere: Den er lukket.

Men Sune Hansen arbejdede for sin far, og da kærestens familie forvandlede den tidligere forsøgsstation Rønhave på Kær udenfor Sønderborg til en stor Bed & Breakfast, så blev det  også indledningen til Sune Hansens slagterbutik.

- Jeg købte et køleskab og begyndte at sætte lidt pølser, vin og chokolade herude i gangen. Det gik helt godt, og så sagde jeg mit job op og begyndte med et salgslokale her, fortæller Sune Hansen.

Det var i 2014, og nu har han to slagtersvende på fuldtid, kæresten arbejder 17 timer med regnskab, og så er faderen ansat i 20 timer i produktionen. Det er også mange af faderens opskrifter, sønnen har overtaget. Men Sune Hansen har også lavet mange egne og mere moderne opskrifter. Han laver også færdigretter og mad-ud-af-huset. Han sælger Bondegaardsis, vin og andre delikatesser. En webshop er  på tegnebrættet.

Den unge slagter opfordrer andre unge med drømme om at være selvstændig til at kaste sig ud i det.

- Man kan alligevel ikke lære alt på et iværksætterkursus eller planlægge sig ud af alt. Du skule se, hvor mange budgetter, jeg har lavet, der ikke holdt. Men det går den rigtige vej. Jeg har investeret mange penge, men jeg har gjort det godt. Jeg har været kreativ og lidt smålig. Jeg passer på pengene. Jeg har købt billigt ind. Da jeg byggede ud og lavede produktionsslagteri, holdt jeg mig til. Jeg vidste, der var en slagterbutik til salg et sted i Sønderjylland. De ville kun sælge samlet med ejendommen. Men jeg fik til sidst købt alle maskinerne for små penge. Køberen ville ellers køre det hele på lossepladsen. Så med god hjælp fra kammerater fik vi det hele renoveret, og nu kører alt. Min bordhakker ude i butikken er 40 år, og den kører perfekt, siger Sune Hansen.

Han skal på ferie i år.

- Det er første gang i fem år, jeg holder mere end en-to ugers ferie. Jeg har fået en god stabil kundekreds, der sætter pris på god kvalitet, god rådgivning og service. Så lige en kvik bemærkning også måske, siger Sune Hansen.

- Du skal brænde for din idé. Du skal passe på pengene, disponere rigtigt og hele tiden optimere din forretning. Gå til de små banker, de store kunne ikke se potentialet med min idé. Pas på med vennetjenester og forær ikke dine ting væk. Så skal du være indstillet på, at der går tid, før du tjener penge. Jeg har ikke engang en svendeløn endnu.