Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lokale ledere anser frivilligt arbejde for et plus ved ansættelser

Formand for fagorganisationen Lederne Sydøstjylland, Bent Walter Jensen, fortæller, det er vigtigt ikke kun at fokusere på de faglige kvalifikationer ved ansættelse. Som leder skal man se på det hele menneske, og så kan frivilligt arbejde betyde noget. Arkivfoto

Lokale ledere anser frivilligt arbejde for et plus ved ansættelser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny undersøgelse viser, at fire ud af ti lokale ledere betragter frivilligt arbejde som et plus ved en jobsamtale.

 

Fredericia: Hvis du er på udkig efter et nyt job, er det ifølge mange lokale ledere en fordel at udføre frivilligt arbejde. En undersøgelse viser, at fire ud af ti ledere i Fredericia og omegn anser det som et plus i ansættelsesøjemed, at jobansøgeren udfører frivilligt arbejde.

Fagorganisationen "Lederne" har sammen med analyseinstitutet Yougov spurgt 304 lokale ledere, hvoraf 11 procent i "høj/meget høj grad" tillægger det en positiv betydning, at en ansøger til en ledig stilling udfører frivilligt arbejde i fritiden. 29 procent af lederne mener, at ansøgerens frivillige arbejde "i nogen grad" er et plus. 48 procent af lederne tillægger ikke frivilligt arbejde nogen betydning i ansættelsesøjemed.

Afdelingsformand for Lederne Sydøstjylland, Bent Walter Jensen, er enig med de 40 procent af lederne, som tillægger frivilligt arbejde en betydning.

Lederne udfører også frivilligt arbejde

- Når man ansætter, er det vigtigt ikke kun at fokusere på de faglige kvalifikationer men også på, hvad det er for et menneske, man overvejer at tilbyde job til. Hvis folk bruger noget af deres fritid på frivilligt arbejde i eksempelvis en hjælpeorganisation eller den lokale sportsklub, giver det et billede af et engageret menneske, som brænder for andet og mere end arbejdet, og som er klar til at gøre en indsats for nogle andre mennesker. I min bog er det et plus, som indgår i den samlede vurdering af ansøgeren, siger Bent Walter Jensen.

Undersøgelsen viser desuden, at 37 procent af de lokale ledere selv udfører frivilligt arbejde. Det er lidt mere end på landsplan, hvor 33 procent gør en indsats som eksempelvis sportstræner eller spejderleder. Dertil kommer, at 28 procent af de lokale ledere ikke pt. men tidligere har udført frivilligt arbejde.

- Vi kan se, lederne går foran. Det må være positivt, at lederne viser vejen - at man selv ikke er bange for at tage det første skridt, siger Bent Walter Jensen.

Motivere sine medarbejdere

Hovedparten af lederne mener, det frivillige arbejde skal ske udenfor arbejdstiden. Kun to procent svarer i undersøgelsen klart ja til, at de synes, det er i orden, at medarbejdere udfører frivilligt arbejde i arbejdstiden.

Lederne har sat fokus på frivillighed den 25. april i den midlertidige butik "Tag Ansvar-butikken" i Fredericia. Her vil håndboldtræner i Bjerringbro-Silkeborg, Peter Bredsdorff-Larsen, komme med idéer til, hvordan man som leder kan motivere såvel frivillige som medarbejdere, og dagen slutter med en debat.  

Fokus på stress

 

I Tag Ansvar-butikken sætter Lederne desuden fokus på stress og håndtering af stress på arbejdspladsen.

- Stress bruger vi mange ressourcer på i dag i vores afdelinger. Der er pres på folk ude i virksomhederne i dag. Der er ikke de ekstra hænder, som der var førhen. Folk er mere pressede. Det er vigtigt at få det debatteret, så vi kan se, om vi kan gøre noget ved det, siger Bent Walter Jensen.