Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nu begynder skaderne at ramme FC

Frans Dhia Putros springer ikke ret meget for øjeblikket. Den stærke back udgik af FC Fredericias mandagstræning med hold i ryggen. Arkivfoto: Mette Mørk

Nu begynder skaderne at ramme FC

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Småskavanker begynder at plage i FC Fredericias spillertrup. Især ærgrer cheftræner Jesper Sørensen sig over, at Mikkel Foged er ude med en forstuvet storetå.

Fredericia: FC Fredericias trup er så småt begyndt at mærke konsekvenserne af en hård opstart med masser af slidsom træning.

Ved onsdagens træning måtte Denis Fazlagic udgå med et riv i venstre lyske. Han modtog behandling et stykke tid, før han traskede i omklædningsrummet.

- Jeg håber, at det ikke er slemt. Jeg gik ud ret hurtigt, og det hjælper måske på det, sagde kantspilleren.

Også backen Frans Dhia Putros stod over træningen. Han fik hold i ryggen, da han bukkede sig ned under en træningsøvelse mandag. Mikkel Foged, der spillede glimrende og scorede et flot mål, da FC i fredags vandt over Brabrand, er ligeledes ude.

Han fik et ordentligt skrub i træningskampen og har forstuvet et led i storetåen.

Skaderne hører til i småtingsafdelingen, og sammenligner man de massive skadesproblemer, som FC i tidligere sæsoner har døjet med, er det slet ikke faretruende. Men det forstyrrer alligevel opstarten.

- Jeg er mest ærgerlig over, at Mikkel fik den skade helt til sidst i kampen mod Brabrand. Han spillede en rigtig god halvleg. Frans og Denis er godt med, så det er jeg ikke så bekymret for, sagde cheftræner Jesper Sørensen.

Ny FC-keeper før debut: Det er ikke en eksamen
Vi passer meget på, og spillerne går ud med det samme, hvis der er noget. Vi vil ikke risikere noget.
Jesper Sørensen, cheftræner for FC Fredericia

Ambitiøs spanier

Spanske Adrián López Rodríguez, også bare kaldet Piscu, træner stadig med, selv om han ikke er på kontrakt. Jesper Sørensen kender den 30-årige stopper fra en fælles fortid i AGF, og cheftræneren roser hans tilgang til træningen.

- Han er ambitiøs med sin træning og altid parat. Han forbereder sig meget grundigt, og så er han en god holdkammerat. Han har været i større klubber end FC Fredericia, og det er kun skader, der er skyld i, at han er her og ikke et andet sted, forklarede Jesper Sørensen.

Piscu bliver i FC og er formentlig også med i testkampen mod Middelfart på fredag.

- Vi skal se, hvordan han udvikler sig. Han er en spiller, der har mulighed for at opnå den kvalitet, vi leder efter. Han er i væsentligt bedre forfatning, end han var, da han begyndte i AGF, sagde cheftræneren.

Piscu kom til AGF efter en periode i amerikanske Montreal Impact. Dengang havde han lige gennemgået en dobbelt korsbånds-operation.