Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De har kendt hinanden i 30 år - søndag blev de gift på stranden

Lise Eriksen og Dan Dorschel på en af de smukkeste dage i august, da de søndag blev gift på Bøgeskov Strand. Foto: Mogens G. Madsen

De har kendt hinanden i 30 år - søndag blev de gift på stranden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dan Dorschel og Lise Eriksen gjorde søndagens strandtur til en særlig oplevelse

Bøgeskov: Det var ikke Hawaii, men scenen var lige så smuk, da amerikanske Dan Dorschel og fredericianske Lise Eriksen sagde ja til hinanden søndag formiddag på Bøgeskov strand. Tæerne var begravet i det bløde sand, mens de stod under en vielsesportal, lavet af drivtømmer, og udsmykket med blomster og strandskaller. Parret går nemlig ind for at genbruge og værne om jordens ressourcer.

Det er heller ikke et nyt bekendtskab. Den tidligere leder af Det Bruunske Pakhus og kvinden med de mange kreative evner har kendt hinanden i 30 år. Det begyndte som et venskab, udviklede sig til kærlighed og samliv, og søndag blev dagen, da der også skulle papir på forholdet.

Det virkede som om, at selv solen syntes, det var en fremragende idé. Da parret spadserede gennem et flagsmykket sommerhusormåde på Bøgeskov Strand sammen med giftefoged og byrådsmedlem Marianne Thomsen, SF, fordrev solen alle skyer, og himlen blev august-blå. Det var ikke en begivenhed, som parret havde annonceret højlydt med. Men alligevel var stranden fyldt med enklavens mange sommerhusbeboere og andre, som havde hørt rygtet om, at der skulle finde et særligt bryllup sted. Dan Dorschel og Lise Eriksen er fast inventar på Bøgeskov Strand, hvor de bor hele sommerhalvåret.

 

 
En glad gom, Dan Dorschel, da han og Lise Eriksen sagde ja til hinanden.

Lise Eriksens forældre, Herman Eriksen og Bodil Eriksen, var med til ceremonien. Brudens far har flere gange i de seneste mange år prikket til sin svigersøn for at høre, om parret ikke skulle giftes. Nu fik den 93-årige mand sit ønske opfyldt. Dan Dorschels søster Laurie Fuller og hendes mand havde også taget turen fra San Diego i Californien til Fredericia for at være med til bryllupsfesten. Det er 25 år siden, de sidst har været i Danmark. Til gengæld ser de hinanden hver vinter, når Dan Dorschel opholder sig i det lunere Californien i sin mobilehome, som Lise Eriksen også har fået smag for at tilbrigne vintermånederne i. Med de bedste ønsker, digte på både engelsk og dansk - det sidste var Benny Andersens "Klokken", viede Marianne Thomsen parret. Og en meget glad Dan Dorschel kunne efter de mange års tilløb til bryllup konstatere, at det slet ikke var så slemt.

Der var vin og sandwiches, leveret af Strandparkens Fiskerestaurant på stranden til alle, der kom for at kigge. Musik fra nevøen, og bagefter fest og fiskebuffet med de nærmeste. Forinden blev det nygifte par overstrøet med ris og tørrede rosenblade, inden de på bedste hippievis blev kørt rundt i sommerhusområdet i en rød Citroën 2CV med et nej tak til atomkraft på bagsmækken.