Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Løbere gav den gas i festlig farveregn


Løbere gav den gas i festlig farveregn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Der er kun glade mennesker her, lød det fra en deltager i Fredericia Fun Run. Løbet tiltrak over 400 løbere til Nordbo - og ligner et koncept, der bliver gentaget.

Fredericia: Techno-rytmerne pumpede ud af højtalerne, da 414 deltagere søndag blev sendt ud på Fredericia Fun Run.

Motionsløbet bød på utallige farveeksplosioner, så alle deltagere blev lilla, blå, gule og røde i hovederne.

- Er I klar, lød det hæjt fra speaker og arrangør Martin Lindved.

En fem kilometer lang rute sendte løberne ud på fælleden og tilbage til Nordbohuset. Og hvem kom først? Det interesserede ingen, og der blev ikke taget tid.

Nordbodagene
Nordbodagene blev søndag skudt i gang med kræmmermarket, Feriesjovløbet og Fredericia Fun Run. Den kommende uge er der flere aktiviteter med følgende program.Onsdag 21. juni: Sankthansbanko.

Torsdag 22. juni: Hoppeborg og børnedisko.

Fredag 23. juni: Sankthansaften med boder, spisning i telt, fakkeloptog, båltale ved borgmester Jacob Bjerregaard og fest og livemusik i teltet.

Lørdag 24. juni: Boder, børnebanko, sommerfest og livemusik.

Bedre solbriller næste år

- Det er et sjovt løb. Der er ikke andet end glade mennesker her. Det er ikke som et almindeligt motionsløb. Der er jo ikke noget konkurrence i det overhovet, sagde Thomas Gaasvig.

Hun pustede ud ved målstregen sammen med svigerinden Pernille Hindsgaul. Ansigterne var farvede i alle regnbuens farver, og det samme var den hvide løbs-T-shirt.

- Det er et superfedt løb, men næster år tager jeg nok bedre solbriller på. Der ryger pænt meget farve i øjnene, sagde hun.

Farven var en ufarlig majsblanding, som efter sigende også skulle gå nemt af i vask. Så der skulle være en chance for renvaskede løbere og beboere til de kommende dages begivenheder i nordbyen.

Vi støtter Nordbo

Frem til lørdag 24. juni er der nordbodage. I gamle dage var det et stort arrangement.

- Vi deltager for at støtte Nordbo. Vi boede herude som børn, og nu er vi selv flyttet herud med vores familier. Før i tiden var der 1000 mennesker med i nordbodagene, men nu er vi ved at få det i gang igen, sagde Thomas Gaasvig.  

Der skal ske noget bagefter

Løbsarrangør Martin Lindved deltog ikke selv i løbet. Men han var alligevel blandt dem, der brændte mest energi af, da han med energisk peptalk satte gang i farveeksplosioner, som deltagerne selv var med til at udløse med små poser. Efter folk var kommet i mål, kunne de danse og feste i en farveregn foran scenen. 

- Vi bliver ved til kl. 15, og så er der kræmmermarked til kl. 17. Jeg har selv været med til mange motionsløb, hvor det stopper meget brat bagefter. Folk løber, og så tager de hjem. Vi vil gerne have, der sker lidt bagefter, og det gør vi med kræmmermarked, sagde Martin Lindved, som var glad for opbakningen.

Løbet er først og fremmest skabt som en sjov aktivitet i nordbyen, hvor alle kan deltage.

- Det er slet ikke økonomien, det kommer an på. Det skal kunne løbe rundt. Da vi havde 400 tilmeldte plus opbakningen fra løbets fantastiske sponsorer, landede vi på et underskud på 8500 kroner, og det var ok. Vi havde budgetteret med et underskud på 20.000, sagde Martin Lindved.

Med 414 deltagere gik det altså bedre end forventet. Og farvekonceptet var en tydelig succes, og dermed beviste nordboerne en pointe. For som Martin Lindved sagde:

- Vil vil gerne vise, at vi kan noget, og at der sker noget herude i nordbyen, sagde han.

Ud over Fredericia Fun Run blev der også afviklet Feriesjov-løbet med start fra Nordbo-huset. Her gennemførte 170 tilmeldte børn, og løbet blev i øvrigt afviklet for 20. gang.