Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Regionen bruger millioner på hjælp til at regne Bios-lønninger ud

Region Syddanmark har set sig nødsaget til at bruge eksterne revisorer i arbejdet med at udregne de tidligere Bios-medarbejderes manglende løn. Udgiften har indtil videre rundet to millioner kroner og forventes at vokse yderligere. Arkivfoto: Louise Koustrup

Regionen bruger millioner på hjælp til at regne Bios-lønninger ud

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Region Syddanmark bruger millioner af kroner på at få udregnet, hvor mange penge Bios-redderne har til gode. Der er indtil videre brugt to millioner kroner på assistance fra eksterne revisorer og regningen vil vokse.

Hjælp: I snart et år har forvaltningen i Region Syddanmark regnet på, hvor mange penge de tidligere Bios-ansatte har til gode ved det konkursramte ambulanceselskab. Til den store opgave har regionen givet sin HR-afdeling flere ressourcer og har siden slutningen af marts desuden fået hjælp fra et eksternt revisionsfirma.

Ifølge regionen udgør udgifterne til revisionsfirmaet på nuværende tidspunkt to millioner kroner eksklusiv moms.

Dertil kommer udgifterne til regionens advokat, Kammeradvokaten, som også bliver benyttet til at vurdere sagerne.

- Vi kunne se, at det var en meget stor og meget kompleks opgave. Det er ikke noget, som vi er gearet til mandskabsmæssigt med de folk vi har. I hvert fald ikke hvis vi skal igennem det på en rimelig tid. Derfor besluttede vi at få koblet noget revisionshjælp ind, siger Lene Borregaard.

Regningen fra Bios
Den 27. juli 2016 blev Bios Danmark erklæret konkurs. En kurator videreførte driften, indtil Region Syddanmarks overtog ambulancedriften i en stor del af regionen.Region Syddanmark besluttede allerede inden konkursen at dække de ramte medarbejderes løntilgodehavender, såfremt Lønmodtagernes Garantifond afviste at gøre dette. Det gjorde LG godt en måned senere.

Siden har forvaltningen i regionen arbejdet på at beregne hver enkelt redders tilgodehavende.

I januar fremlagde regionen en opgørelse, hvor den godkendte krav for 47 millioner kroner fordelt på 489 sager. Efterfølgende blev der stillet spørgsmålstegn ved opgørelserne og regionen genoptog dele af arbejdet. Sidenhen er antallet af sager vokset til 552 sager.

Siden marts er der blevet arbejdet intensivt med udredning af sagerne med hjælp fra eksterne revisorer.

Indtil videre er 112 sager blevet afsluttet, mens 130 ligger til behandling.

Regning vil vokse

Region Syddanmark lovede allerede inden Bios Danmarks konkurs, at regionen vil dække den løn, som medarbejderne havde til gode ved det konkursramte firma.

Region Syddanmark har indtil videre afgjort 112 sager om lønrestancer. Dertil ligger 130 sager til behandling hos de faglige organisationer, som også arbejder med sagerne. I alt har regionen 552 sager, der skal gennemgås.

Dermed er der en del arbejde foran regionsmedarbejderne, og regningen til eksterne revisorer vil også vokse yderligere, oplyser regionen.

Arkæologisk arbejde

Siden Bios konkurs bestod første del af arbejdet med at få indhentet krav fra de tidligere Bios-ansatte. I januar præsenterede regionen en opgørelse over de krav, som regionen godkendte. Efterfølgende var der en del juridiske spørgsmål, der skulle afklares, og derfor gik arbejdet med at udregne og udbetale kravene først i gang i marts.

- Vi laver arkæologisk arbejde, kan man sige. Vi graver os ned i en virksomhed, som ikke længere eksisterer. Skal kigge i flere forskellige systemer og have kigget det hele igennem i en lang periode for hver enkelt medarbejder, siger Lene Borregaard.

Der bliver ikke arbejdet ud fra nogen tidsramme på arbejdet, og der er heller ikke sat nogen økonomisk ramme for den eksterne hjælp.

- Nej, vi har den tilgang, at det er en opgave, som skal løses, og det må vi sørge for at få gjort. De tidligere Bios-ansatte skal have den løn, som de har krav på. Det må vi klare efter bedste evne, og så hurtigt vi kan, siger HR-direktøren.