Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Tomme togbusser mod Vestfyn

Der ér et stort gult skilt, som viser vej til togbussen, men på de elektroniske informationsskærme står der intet. Her er det passagerer søndag eftermiddag på vej til en anden regional busrute. Foto: Robert Wengler

Tomme togbusser mod Vestfyn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere passagerer klagede over manglende information på Odense Banegård Center til de togbusser, som de næste uger erstatter IC4-togene mellem Odense og Fredericia.

Her er der togbusser
På Vestfyn mellem Odense og Fredericia er alle tog aflyst til og med 26. marts. Togafgange er erstattet af togbusser.Indtil videre er der tale om en foreløbig dato, og ifølge pressetjenesten hos DSB søndag kan man ikke garantere, at aflysningerne også sker efter den 26. marts.

Når det rammer Vestfyn skyldes det ifølge Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, at det er hér, færrest mulige passagerer rammes af aflysningerne. 

Rejseplanen var søndag opdateret med oplysningerne om aflyste tog og indsatte togbusser på de afgange, avisen valgte at tjekke.

Der var ingen information på de elektroniske skærme på Odense Banegård Center til dem, der søndag eftermiddag og aften skulle videre med togbus til Vestfyn.

- Der var ingen besked i toget, og på stationen står der intet på skærmene, lyder det kritisk fra 48-årige Peter Sørensen.

Han var én af de få, som trods manglende information søndag aften havde fundet frem til det sted, hvor togbussen klokken 18.33 skulle køre fra. Et stort skilt bag bagerste perron viste retningen mod togbusserne, men det var også alt på hele Odense Banegård Center.

- Oplysningerne er meget dårlige, og det er besværligt med togbusser, siger Peter Sørensen, som skulle videre til Aarup.

Mindst én tidligere afgang søndag eftermiddag var uden én eneste passager, mens der ifølge en kvindelig chauffør havde været enkelte passagerer med søndag formiddag.

I højttalerne blev der dog annonceret for togbusserne, men meldingen kom i præcis samme øjeblik, hvor den store rødmalede bus kort efter klokken 18.33 havde sat kurs mod Dannebrogsgade og videre i retning mod Vestfyn. Havde der været passagerer kom meldingen i hvert fald for sent. 

 

IC4-tog kører ikke

Dem, der de kommende uger skal til en station mellem Odense og Fredericia, kan lige så godt indstille sig på at køre med togbus, fordi DSB har valgt at tage IC4-togene ud af drift på hele strækningen.

Frem til foreløbigt den 26. marts har DSB aflyst alle tog på Vestfyn bortset fra de gennemkørende, landsdækkende tog på strækningen. Men skal man som Peter Sørensen køre fra Odense til Aarup sker det med det, DSB kalder for togbusser.

Om togbusserne kan nøjes med at erstatte de uheldsramte italienske IC4-tog kun frem til den 26. marts er uvist, for ifølge pressetjenesten hos DSB søndag er det en foreløbig melding. Om togbusserne bliver forlænget kan DSB endnu ikke sige noget om.

En anden passager, 44-årige Karsten Lund, skulle også søndag aften med togbussen til Aarup.

- Det er træls, for det tager meget længere tid end hvis det havde været med toget, siger han, og gætter på, at turen med togbus tager tre gange så lang tid som med regionaltoget.

I fredags forklarede Sune Skousen, formand for Vestfyns Pendlerklub, hvordan han mener, at DSB har mere fokus på landstrafikken, fordi den giver overskud, på bekostning af regionaltrafikken. Han overvejer selv at skifte togkortet ud med en leaset bil.

Der var søndag aften dog også mindst én passager, som ikke ser det som et stort problem med togbusser på den vestfynske strækning.

- Det er lidt bøvlet med en barnevogn af den størrelse, jeg har til mine tvillinger, men ellers er det o.k., siger 27-årige Majorie Klausen fra Ejby.

Hun skulle med togbussen fra Odense til Ejby med sine to seks måneder gamle tvillingepiger, og hvor turen i toget ville tage en halv time vurderede hun turen i bussen til knap halvanden time.

I alt har DSB taget 77 IC4-togsæt ud af drift, fordi de skal tjekkes, efter at nogle af dem har tabt hydrauliktromler.

Det er dog ikke kun Vestfyn, som er ramt af togaflysningerne, men også flere steder i Syd- og Sønderjylland.