Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jægernes store dag: Kom med på jagten efter råbukken og hverdagseventyret

Udsigten fra det skydetårn, som jeg sad i tirsdag morgen den 16. maj. Foto: Steffen M. Skjærlund

Jægernes store dag: Kom med på jagten efter råbukken og hverdagseventyret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bukkejagt

Der er et stort kryds i de fleste jægers kalender hvert år den 16. maj. På denne dato går jagten ind på råbuk, og du kan i denne fortælling komme med på årets åbningsdag.

Basale jagttermer
Opsats: Råbukkens gevir.Buk: Hannen.

Rå: Hunnen.

Lam: Unge.

Knæk og bræk: Talemåde for held og lykke på jagten.

Kugle: Den del af patronen, som rammer dyret.

Schweisshund: Specialtrænet hund til at finde såret eller bortløbet råvildt.

Pürsch: Listejagt oftest for at komme tættere på dyret.

Bukkefeber: Nervøsitet ved skudafgivelse der kan få kroppen til at ryste.

Revir: Det jagtterræn man råder over.

Hochsitz: Et jagttårn.

Spidsbuk: Når der er en sprosse på hver opsats.

Gaffelbuk: Når der er to sprosser på hver opsats.

Seksender: Når der er tre sprosser på hver opsats.

Begge øjenlåg er tonstunge, mens hjernen famlende forsøger at koble sig på virkeligheden. Klokken er lidt over fire tidligt om morgenen på denne højhellige dag for landets riffel- og buejægere. Det er tirsdag den 16. maj, og jagten på råbuk går ind om lidt over en time.

Hjernen har nu mere eller mindre fået kontakt med min venstre hånd, som hastigt får dæmpet tonerne fra mobiltelefonens alarm. Skiundertøjet ligger klar inden for rækkevidde, og få minutter efter er undertegnet iklædt fuld camouflage fra top til tå, mens havrefras og sødmælk hældes i gabet få centimeter under det strittende morgenhår.

Den seneste tids forventningsglæde frembruser i kroppen, som efterhånden er mere end vågen og klar til ét hverdagseventyr i den danske fauna - og jeg er nok langt fra den eneste, der har glædet mig. I vores lille dronningerige har cirka 177.000 borgere et jagttegn, mens 114.250 heraf har tilladelse til at jage med riffel eller bue. Det er egentlig mange, så derfor skal du nok heller ikke bruge for mange sekunder på at undre dig, hvis du observerer mange køretøjer ved skovkante og marker i den kommende tid.

Granjunglen kalder

Alt mit habengut ligger selvfølgelig klar og finpoleret, og få øjeblikke efter morgenmaden er indtaget, lister jeg ud af gårdspladsen og ind i den farlige grantræsjungle, mens støvregnen stille siler ned. Solen står op om 40 minutter eller mere præcist, når de digitale tal viser 5.10 på den mobile telefon.

Jeg har godt og vel 400 meter hen til det jagttårn, som jeg tror kan give mig den største oplevelse i dag. Øjnene begynder så småt at kunne ane bare lidt i tusmørket, mens jeg med mikroskridt bevæger mig frem langs skovkanten med konstante ophold for at indtage de mange lyde og bevægelser, som naturen kaster af sig. I kikkerten er der umiddelbart intet af spotte, men adrenalinen kører alligevel på sit højeste, for jeg ved, at råvildtet kan ligge bare få meter fra mig.

Det blæser også en del denne morgen, men heldigvis kommer vinden imod mig, så dyrene ikke forhånd får færden af mig. Det er helt perfekt.

Et mindre chok retter min krop helt ud, da en due i disse intensee øjeblikke pludselig basker sig væk fra sin plads i en trætop - nok på grund af min tilstedeværelse. Nu er jeg mere end vågen. Tak, due.

Der er gået 12 minutter, og forsigtig drejer jeg ind mellem skovens træer efter en nøje kontrol med kikkerten af hver enkel utydelige genstand i det fjerne. I denne fase så tæt på skydetårnet begynder mit sind at få hver græssamling eller træstub til at transformere sig til omridset af et stykke råvildt.

Adrenalin dæmpes af idyl

Jeg er nu lidt over halvvejs, og tre meter fra mig på min højre side ligger den store sø, som vi kalder den i min familie. Blikstille og latterlig idyllisk kigger den tilbage på mig, mens den kaster en ro af sig, som jeg hungrer efter i min hverdag. Udsigten nyder jeg i et lille stykke tid, mens jeg lader den reneste og fineste luft fylde mine lunger.

DCIM\100MEDIA\DJI_0032.JPG

Her er fuldstændig stille. Jeg er langt fra asfaltbelagte veje og trafikal larm, men to gråænder opdager til gengæld min tilstedeværelse, da jeg bevæger mig videre, og plasker sig op i fart langs vandoverfladen, mens de advarer alt og alle med deres vrøvlesprog.

Jeg forholder mig helt stille og lader mit indre ur runde et halvt minut og lader roen sænke sig igen, inden jeg bevæger mig videre. Jeg er kommet lidt sent af sted i dag, for jeg vil egentlig gerne sidde i tårnet en halv time før solopgang. Et vandløb til søen skal krydses, men den har vokset sig større end sædvanligt, og derfor må jeg plante mine støvler og bukseben i det klare vand, som nu skridt for skridt forvandles til et mudret materiale, som akkurat ikke lister sig ned i støvlerne. Heldigt.

Smiley til omverdenen

Engen, som jeg de næste timer skal nærstudere fra mit jagttårn, kan nu spejdes bag tre rækker blandet træarter. Jeg har ingen jordisk chance for at spotte liggende råvildt ude på engen, så jeg forsøger blot at liste mig de sidste cirka 80 meter hen til jagttårnet, mens jeg konstant prøver at undgå larmen fra de døende kviste og grene på jorden. Øjnene forsøger at opfange alle former for bevægelse mellem træerne og ude på engen - men der er umiddelbart intet at se.

Jeg befinder mig nu i bunden af jagtårnet, hvorfra jeg igen nærstuderer engen for hver en bevægelse, genstand og farve, der kunne minde om råvildt eller andre dyrearter. Der er fri bane. Håber jeg. Få øjeblikke efter sidder jeg klar i tårnet. Klar til åbningen af jagt på råbuk.

Der er kun et lille kvarter til solopgang, og selv om jeg bruger disse ture ud i naturen til at koble af fra hverdagen, så når jeg alligevel af sende et knæk og bræk, som det hedder i jagttermer, via 'tidsslugeren' til min far og jagtkammerater, som også sidder forklædt som et træ denne morgen et sted i Danmark på et tidspunkt af døgnet, hvor langt størstedelen af danskerne befinder sig i en dyb søvn i deres varme senge.

Så for pokker

Solen plejer på dette tidspunkt at kæmpe sig op over trætoppene og levere en herlig varme, men i dag har regnskyerne magten. Blæsten river samtidig godt i jagttårnet, mens mine øjne spejder hver en kvadratmeter langs kanten til den tætbevoksede skov, som mere eller mindre danner en ramme rundt om engen, for det er her, råbukken skal komme fra - medmindre den allerede ligger ude i det høje græs.

Få minutter før jagten går ind, kommer et rådyr ud af skoven blot 60 meter fra mig. Det er fandme en buk, når jeg at tænke, inden min krop selvstændig og ukontrollerbar varmes op af spænding.

Efter kort tids observation kan jeg, at det er en ung spidsbuk. Kroppen er ikke særlig stor, og selv om den står helt perfekt, så hverken vil eller må jeg skyde. Der er stadig ét minut til jagten går ind, og bukken lister sig desuden ind i en stribe træer midt på engen.

Nu er klokken 5.10. Jagten er gået ind! Få sekunder efter lyder det første skud fra et sted i det fjerne. Spændingsniveauet er på sit højeste for mit vedkommende.

Tre minutter efter lyder endnu et skud. Det kommer langt væk fra mig. Men man kan alligevel ikke undgå at foretage et lille hop i jagttårnet, når stilheden uden advarsel erstattes af et højt brag - på med de medbragte høreværn.

Den lille buk er ikke kommet ud på den anden side af træerne, og jeg tænker derfor, at den måske er gået ud i det fjerneste hjørne, som jeg ikke kan se, og over til naboen, som med statsgaranti også er på jagt denne morgen. Mens jeg sidder og spejder rundt på engen, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, hvorfor andre folk går på jagt.

Selv er jeg opflasket med det fra barnsben, og naturen har altid været lige i min baghave. Jeg har stor respekt for naturen og ikke midst 'beboerne' i den, og selv om mit indtryk klart er, at de fleste jægere har samme holdning og respekt, så er der personer, som giver jægerne et dårligt ry. Det vil der nok altid være.

De frivillige helte

Antallet af jægere er samlet set steget de seneste fem år, og jeg kan da også sagtens forstå, at et en nyjæger, som muligvis har set tv-programmet Nak & Æd, nu vil ud at jage i den der danske natur, for det ser sgu da meget hyggeligt ud.

Det gør bare lidt ondt i mit sind, når jeg på diverse internetforaer kan læse om folks meget forskellige holdninger til jagt og ikke mindste måden, mange driver den på. Hvis du som jæger ikke tænker grundigt over hvert eneste skud i forhold til skudafstande og sikkerhed samt gør dit maksimale for, at dyret kommer bedst muligt af dage, så skal du i min verden sælge dine våben og kaste dig over noget andet - for så er du ikke jæger. Men igen, det er bare min holdning.

Selv den mest grundige og erfarne jæger kan dog lave fejl. Ingen tvivl om det. En kugle kan ramme rådyret uheldigt, hvis det fx bevæger sig i samme sekund med skuddet. Der er mange årsager til et fejlplaceret skud. Skulle uheldet være ude, eller er man som jæger i tvivl om, at skuddet har ramt, så er vi i Danmark heldige med have cirka 187 frivillige hundeførere i Schweiss-registret, som det hedder. De står til borgernes rådighed med deres specialtrænede hunde, og de finder oftest dyret, hvis det er ramt.

Netop disse hundeførere kommer på overarbejde i den første tid i bukkejagten.

Alene på bukkejagtens første dag i 2016 var der 690 eftersøgninger med schweisshunde, mens det samlede tal for hele den første uge var 1774. Det skal lige siges, at et rådyr sagtens løbe flere meter, selv om skuddet er godt og dræbende. Løber det fx ind på naboens grund og ligger sig, så skal du have hjælp fra en af disse hundeførere.

Herunder kan du se de samlede tal for eftersøgninger for hele kalenderåret i perioden 2012 til 2016.

En Gammel Dansk og et smurt rundstykke

Nå, tilbage til jagten.

En ræv patruljerer rundt i det høje græs efter mus og andre små godbidder. Det er fascinerende at iagttage.

Jeg finder et lille mørkt - og nøje udvalgt til dagen - stykke chokolade frem og gnasker det i mig. Sikke en ro. Sikke et hverdagsøjeblik. Jeg er bare helt alene, og de 10-15 tanker om arbejde, familie, logistik, økonomi med mere, som for tiden slås om min opmærksomhed, er efterladt i hjemmet. Naturen er altså bare for fed.

DCIM\100MEDIA\DJI_0038.JPG

Flere gange er gæs kommet hen over hovedet på mig for at slå sig ned i den store sø, hvor også en fiskehejre har valgt at finde sin morgenmad.

Klokken er efterhånden blevet 7.15, og min nabo har for kort tid siden løsnet et skud. Tanken om, at jeg nok ikke får endnu en buk at se denne morgen, når lige at strejfe mig, da jeg spotter et rådyr bag nogle træer i samme stykke, som bukken tidligere på morgenen gik ind i. Pelsen er meget rødlig, og det betyder oftest, at det er et ungt rådyr taget årstiden i betragtning. De har det med tidligt at skifte den tykke, mørke vinterpels ud med 'sommerdragten'.

Den går i rask gang på tværs af engen, og det er en buk - og den er større end den første i krop og opsats. Men kun lidt.

Igen stiger pulsen markant, og gennem min riffelkikkert ligner det en gaffelbuk med en nogenlunde solid opsats. Den er ude på cirka 75 meter. En fin skydeafstand. Om få sekunder vil den entrere skoven, så jeg træffer beslutningen om at nedlægge den.

Jeg suger langsomt så meget luft ind i lungerne, som jeg kan, og holder vejret og dermed riflen i total ro.

Bum!

Dyret er ramt. Det kan jeg tydeligt se på den måde, som den løber på. For den løber sgu! Jeg havde håbet, at den bare lagde sig på stedet, men den vender sig i stedet rundt og spæner i høj fart tilbage ind i det stykke af træer, som den kom fra.

Nu rammes jeg en smule af bukkefeber. Især mine hænder ryster. Adrenalinen tonser rundt inde i mig, men dæmpes en smule i takt med de fem minutter, jeg bliver siddende i jagttårnet efter skuddet. Det gør jeg af én anden særlig grund. Hvis dyret skulle være ramt uheldigt, så er der stor chance for, at den smider sig efter lidt tid og ånder stille ud.

Begynder jeg med det samme at gå ned for at finde den og støder på den, inden den er død, så vil den i mange tilfælde rejse sig og løbe videre.

Fem minutter er cirka gået, og jeg bevæger mig langsomt ned til det punkt, hvor råbukken stod, da den blev ramt. Jeg finder hurtigt blod og kødrester i græsset, og det er ofte et godt tegn. Derfra går jeg forsigtigt ind i det lille stykke af træer. Få sekunder efter kan jeg se den.

Den er stendød.

Cirka syv meter løb den fra skudstedet. Det første jeg bider mærke i, da jeg når frem til den, er, at opsatsen er i bast. Øv. Normalt skyder man ikke en buk i bast, da det betyder, at opsatsen stadig er i udvikling og derfor er tildækket af dette fløjelsagtige hudlag, som beskytter og bidrager til udviklingen. Et hudlag, som altså kaldes bast.

Det er jeg lidt træt af. Regnen har været med til at 'klaske' basten sammen, men det burde mine relative friske øjne have spottet trods den korte betænkningstid. Selve skuddet har ramt lidt under den placering på bladet, jeg sigtede efter. Heldigivs var skuddet hurtigt dræbende alligevel.

Lidt asen og masen senere har jeg bukken ude af det tætte skovstykke, og så går det ellers hjem til gården med den på slæb, mens regnen fortsat leverer sit morgenshow.

På gården bliver bukken brækket - indvolde og indmad fjernes - og derefter lægges den i en såkaldt vildtpose og fragtes i bil hen til den lokale jagtforening, hvor der traditionen tro er fælles morgenmad og vildtparade. Det er altid hyggeligt og en stor del af dagen for mig.

Mellem 30-35 lokale jægere er mødt op med historier og oplevelser fra denne morgen og mange andre for den sags skyld, mens der bliver skålet i Gammel Dansk og nydt et livsfarligt hvidt rundstykke med tandsmør og rullepølse - og uden for jagthytten ligger dagens jagtudbytte fint på række.

Række er måske så meget sagt. To bukke ligger ved siden af hinanden, må jeg hellere sige. Det er et yderst beskedent antal, for normalt er der det dobbelte. Måske har det våde vejr holdt dyrene inde i skoven? Eller tvunget nogle jægere tidligt hjem? Der kan være mange årsager.

Jeg har hvert fald haft en herlig morgen og kan nu skrive endnu et hverdagseventyr ind i mindernes bog.