Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Borgmester: Rågerne skal kunne skydes året rundt

Især i yngletiden skræpper og skriger rågerne næsten døgnet rundt. Og oven i hatten skider deres unger på livet løs, fordi forældrene propper dem med føde, så de kan vokse i en fart. Arkivfoto: Erik Thomsen

Borgmester: Rågerne skal kunne skydes året rundt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Som formand for Kommunernes Landsforenings teknik- og miljøudvalg vil borgmester Jørn Pedersen (V) have Miljøministeriet til at løse problemet med generende råger. Selv mener han, at de fredede fugle skal kunne jages året rundt.

Kolding: Nu lander problemet med skrigende og skidende råger på miljøministerens bord.

Efter at JydskeVestkysten de seneste dage har kortlagt rågekolonierne i Kolding Kommune og beskrevet, hvordan de store, sorte fugle nærmest driver folk til vanvid, hvis de er så uheldige at bo i nærheden af en af deres kolonier, så siger borgmester Jørn Pedersen (V), at han vil rejse sagen i Kommunernes Landsforenings udvalg for teknik og miljø, hvor han er formand.

- Rågerne er et kæmpe problem for mange borgere. Det er dybt frustrerende, siger han.

Jørn Pedersen er selv jæger. Blandt jægere siger man, at hvis man begynder at skyde på de voksne råger i en koloni, så ser man dem ikke igen - før om aftenen, fortæller han. 

- For rågerne er lynende intelligente. Og piller man deres reder ned, så bygger de bare nye, siger borgmesteren, der mener, at rågeplagen er et landsdækkende problem, som kun kan løses ved at ændre lovgivningen.

Fredet fugl
Rågen er fredet efter jagtlovgivningen. Fredningen gælder også æg og unger.Efter det gældende fuglebeskyttelsesdirektiv fra EU kan der ikke fastsættes jagttid på råger.

Fredningen skyldes et generelt ønske om et varieret naturliv. Træer med rågereder må ikke fældes i perioden 1. februar til 31. juli.

Fælleskommunalt

I øjeblikket er reglerne sådan, at man kun må regulere rågebestanden efter tilladelse fra Naturstyrelsen og på ganske få og bestemte tidspunkter:

Fra 1. maj til 15. juni må rågeungerne skydes, når de er udenfor reden - og fra 15. januar til 15. marts inden æglægning kan man få tilladelse til at skyde den voksne og i øvrigt fredede fugl.    

- Og så kan man fælde træerne. Men så flytter man bare problemet et andet sted hen. Og i Vamdrup for eksempel vil det jo være synd og skam at jævne Frederikkelund med jorden. Det tror jeg heller ikke, man ønsker, konstaterer Jørn Pedersen.

Som han ser det, er vejen frem, at der lovgivningsmæssigt åbnes op for jagt på råger året rundt, idet han dog understreger, at der selvfølgelig skal være plads til råger i den danske natur. 

- Men ikke overalt. De er jo også et kæmpe problem inde i vores byer, hvor de tømmer vores skraldespande, siger han.   

Kommunernes Landsforenings teknik- og miljøudvalg får sagen på dagsorden på næste møde med henblik på, at der skal rettes henvendelse til Miljøministeriet.

- Så må ministeriet kigge på, hvad der er af mulige løsninger, for vi står med et fælleskommunalt problem, siger Jørn Pedersen.