Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Disko-nostalgi med Silas Holst

Silas Holst i Tony Maneros show off-solo til "You Should Be Dancing" i finalen på første akt. Foto: Miklos Szabo.

Disko-nostalgi med Silas Holst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I "Saturday Night Fever - the Musical" træder Silas Holst ud af John Travoltas filmskygge og cementerer med dans, sang og replikbehandling sin status som "Danmarks Gene Kelly".

MUSICAL
MUSICALfire stjerner

Falconer, København: "Saturday Night Fever - the Musical" . Baseret på Nik Cohns artikel og John Badhams film - bearbejdet til scenebrug af Robert Stigwood. Musik: Bee Gees m.fl.

Instruktion: Anders Lundorph. Koreograf: Tim Zimmermann. Kapelmester: Joakim Pedersen.

Medvirkende: Silas Holst, Amalie Dollerup, Christine Astrid, Christian Tafdrup, Bodil Jørgensen, Allan Olsen m.fl.

Opføres i København til og med 29. april og i Musikhuset Aarhus fra 19. maj til 16. juni.

 

Scene: I "Saturday Night Fever - the Musical" ejer Silas Holst scenen, akkurat som John Travolta ejede lærredet, da filmversionen havde premiere i 1977.

De ikoniske scener er naturligvis bevaret: Tonys showoff i "You Should be Dancing", hans og Stephanies dans i "More Than a Woman" og den røgombølgede Travolta-positur i hvidt jakkesæt.

I musicalen bliver Tony Manero kaldt "Brooklyns egen Fred Astaire". Silas Holst har for længst gjort sig fortjent til tilnavnet "Danmarks Gene Kelly", for i musical efter musical har han bevist, at han danser, synger og siger replikker med samme nonchalante naturlighed som Astaires mere løsslupne kollega, Kelly.

Denne gang er ingen undtagelse.

Skal man klandre Silas Holsts Tony for noget, er det at han er lige knap så provokerende selvbevidst om sin egen udstråling og seksualitet, som Travolta var. Det gør ham mindre usympatisk, men også lidt mindre farlig.

 

Stridslysten

"Stayin' Alive" er arbejderdrengen Tony Maneros mantra, men han vil mere end at overleve, han vil leve på solsiden, og for Tony er dansen den eneste vej væk fra Brooklyns slum. Kliken med Double-J, Joey og Bobby C er ved at ruste i rutiner, og Tony afskriver også Annette, der vil mere end at danse.

Amalie Dollerup spiller den uopnåelige og snobbede Stephanie. I hende ser Tony det, han selv mangler: kultur, dannelse og evnen til social opstigen. Men Stephanie er ikke så forskellig fra Tony. Hendes vej væk fra baggården går via en ældre mand og et stik-i-rend-job på et pr-bureau, men bag den kølige og stridslystne facade er hun lige så famlende som Tony.

I grunden er ingen af personerne synderligt sympatiske. Men man kommer til at holde af dem, fordi de er så forbandet menneskelige og lette at identificere sig med. Fra Tonys frafaldne og tudefjæsede præstebror over Annette, der som en anden hundehvalp bare vil elskes, til Bobby C, der har gjort en pige gravid og ender med at vælge springet fra Brooklyn Brigde frem for brudeslør og ægteskab.

 

Skjulte sangere

Musicalen har en udfordring i forhold til filmen, hvor de medvirkende ikke sang. Det er løst ved, at hovedparten af sangene bliver sunget af et par sangere og ensemblet. De få gange Silas Holst synger, er han selvklart stensikker. Amalie Dollerups udgave af "What Kind of Foo"" har en egen inderlige sødme. I "Tragedy" drukner den mandlige vokal i trommebuldren. Og så virker det musikalsk fattigt, at de samme numre og introer går igen flere gange i musicalen.

Det mere end velspillende orkester er anbragt i båse højt over scenegulvet og bag så mørke "forhæng", at man ikke kan se musikerne. Det er også her, de glimrende sangere, Line Krogholm og Ilang Lumholt, hovedparten af tiden er gemt ad vejen.

Lydniveauet på sangene er perfekt, men ofte bliver sang- og instrumentalnumre afbrudt af dialog undervejs, og mage til ufølsom måde at skrue ned for orkestret på, har jeg sjældent oplevet. I stedet for at fade ned og op bliver der "tændt og slukket" - det må kunne gøres mere elegant.

 

Diskokugle-glitren

Scenografien spejler Tonys virkelighed og hans drøm om at danse sig fra fattigdom til berømmelse: Baggården, familiens lejlighed og farvehandlen, hvor han arbejder, er holdt i grå og brune nuancer, mens diskoteket - Tonys trædesten til et bedre liv - er lutter hidsige neonfarver, diskokugler, løbelys, glitter og kapow.

I Falconer går producenten The One and Only Company all in på diskobølgen: I pausen strømmer Top 50 All Time Disco Hits som "Boogie Wonderland", "Love Train" og "Love Really Hurts Without You" ud fra højttalerne. Måske er trenden ved at brede sig, for i bilradioen spillede Radio 100 "September", da jeg kørte hjem.

"Saturday Night Fever - the Musica"" er god underholdning og et must, hvis man stadig har et blødt punkt for disko. Succesen er især Silas Holsts fortjeneste, fordi han med misundelsesværdig naturlighed og charme formår at træde ud af John Travoltas filmskygge.