Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Pattegrisen er stadig sprød

Mallorca er både fest og forkælelse. Foto: Camilla Dyssel

Pattegrisen er stadig sprød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da jeg var barn i start-70'erne, strømmede venner og naboer som rejselystne lem­minger til solskinsøen Mallorca, mens jeg legede derhjemme i Costa del Baghave. Otte dage senere kom de godt brankede hjem medbringende farvestrålende kastagnetter og fine flamencodanserinde-dukker fra Palmas souvenirbutikker. Jeg tror ikke, jeg var misundelig - selv om det var meget spændende, at de havde været oppe at flyve - jeg lyttede bare benovet til deres beretninger om hvide sandstrande og muntre fester med helstegt pattegris.

I midt-80'erne var det min tur til at følge med strømmen, og for 995 kroner løste jeg billet til min første uspecificerede Mallorca-charterrejse. Vi landede på et lille tostjernet hotel i den vestlige udkant af Palma, hvor de fleste gæster var 20-årige tørstige og livsglade skandinaver.

 

Hoteldirektøren var en mid­aldrende buttet spanier. Han var også rimelig glad for livet. Ikke mindst fordi han havde været tæt på at miste det et par dage forinden, da han på anden sal havde lagt an på en svensk pige, som på en eller anden måde havde afvist ham så bestemt, at han drattede ud over gelænderet på hendes balkon. Han gik nu rundt og var lettere vingeskudt med halskrave og bandager. Men den slags arbejdsskader hørte åbenbart med på de knap så stjernespækkede hoteller dengang.

Siden har jeg som "rigtig voksen" besøgt øen nogle gange. Og konstateret, at der stadig festes igennem - men medmindre man bosætter sig lige midt i nattelivets farligste minefelter, er det muligt at få sin nattesøvn uden at blive forstyrret af hujende teenagere og dunkende diskorytmer (ofte de samme sange, som jeg selv dansede til i 80'erne).

 

Lige siden formand Spies og pastor Krogager midt i forrige århundrede sendte de første danskere af sted mod sydlige himmelstrøg, har Mallorca haft et lidt blakket ry. Og næsten hver gang, man læser en rejseberetning fra øen, skal man igennem den samme smøre om, at nu er det langt om længe blevet fint at tage til Mallorca. Grisefesten er slut, og den sidste kande ­sangria er tømt.

Men det er nu nok en gammel sandhed. For den spanske middelhavsø har det hele. Du kan bo billigt, dyrt, centralt, afsides. Du kan tilbringe en uge på stranden eller ved poolen. Eller du kan tage på opdagelse i øens fantastiske landskaber og indtage idylliske småbyer og spise tapas side om side med de lokale i ydmyge restauranter.

 

På side 4-8 kan du læse Camilla Dyssels beretning fra Mallorca. Hun tjekkede ind på et femstjernet forkælelsesophold og slappede af med god mad, wellness og udsigt til bjergkæden Serra de Tramuntana. Men hun mødte også nogle af de lokale, som følte sig overrendt af turister.

Og antallet af turister på Mallorca bliver åbenbart ved med at stige år for år. Men mon ikke denne allermest ikoniske ferieø af alle ferieøer er i stand til at absorbere dem alle? Rige som fattige, høje som lave. Snorklere, golfere, vandrere, strandløver og natklub-sild.

For nok er feriedestinationen Mallorca blevet en halvgammel gris, men den er stadig sprød i sværen.