Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


16-årige Gitte på jagt efter smøger: Kun én butik sagde nej

Gitte Moselund Hansen på 16 år har været i kiosker, supermarkeder og tankstationer i det meste af Vejle for at købe cigaretter. Selv om loven siger, at man skal være 18 år for at købe tobaksvarer, lykkedes det hende at købe cigaretter i 16 ud af 17 butikker. Foto: Mette Mørk

16-årige Gitte på jagt efter smøger: Kun én butik sagde nej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Èn gang blev Gitte Moselund bedt om at vise ID ud af 17 steder, hun forsøgte at købe cigaretter. Det er for dårligt, mener den 16-årige testperson.

Vejle: "Det var meget let."

Gitte Moselund Hansen har netop forladt 7-Eleven på Banegårdspladsen i Vejle. I hånden har hun en pakke rød Prince. Ikke fordi det er hendes personlige favorit, for hun ryger slet ikke og har aldrig gjort det.

Vi fortsætter videre til Aldi i Jyllandsgade. Igen kommer Gitte ud med en pakke cigaretter. Denne gang er det en pakke Chesterfield.

- Jeg forstår virkelig ikke, at de ikke stiller spørgsmålstegn ved min alder. Det burde ikke være svært at spørge om, lyder det fra 16-årige Gitte, da hun træder ud på parkeringspladsen.

På fem minutter er to butikker besøgt, og to pakker cigaretter er købt. Det går strygende det her.

For let at købe cigaretter som mindreårig: Ingen tager loven alvorligt
Jeg forstår virkelig ikke, at de ikke stiller spørgsmålstegn ved min alder. Det burde ikke være svært at spørge om.
Gitte Moselund Hansen, 16 år
Det siger loven
  • Tobaksvarer må ikke sælges til personer under 18 år.
  • Sælgeren har pligt til at forlange gyldig billedlegitimation, hvis sælgeren er i tvivl om, at kunden er fyldt 18 år.
  • Ved overtrædelse straffes indehaveren af butikken, kiosken, tankstationen eller lignende med en bøde.
  • Bøden kan være fra 5.000 til 20.000 kroner.
  • Politiet har ansvaret for kontrollen.

Succes i Bredballe og på Nørremarken

Turen går nu til Bredballe Center, hvor Gitte hurtigt og uden problemer køber cigaretter tre steder. Rema 1000, tjek. Fakta, tjek. Kiosken Vinderchancen, tjek.

Selv om hun efter hvert køb har et lille smil på læben, efter hun forlader butikkerne, er det med en vis betænkelighed.

- Egentlig er det jo skidt, at det går så godt med at købe, konstaterer hun.

På vej tilbage mod midtbyen gør vi stop i Bilka, to tankstationer på Horsensvej, samt Netto og et par kiosker på Nørremarken. Kun ét sted kommer Gitte tomhændet ud.

- De havde ingen cigaretter, forklarer hun.

Må jeg se ID?

"18" står der sort på hvidt på et skilt ved kassen i de fleste butikker. Det signalerer aldersgrænsen for køb af tobak og stærk alkohol.

Trods dette er der heller ingen vanskeligheder, da Gitte får langet cigaretter over disken i midtbyens tilfældigt udvalgte butikker.

Sidste stop på turen er Vindinggård Center, hvor Lidl, Fakta, SuperBrugsen og Ringvejens Kiosk har hjemme.

Her møder Gitte langt om længe modgang, da hun kommer ud fra Lidl.

- Jeg spurgte efter en pakke Prince, ekspedienten fandt den frem og bippede den ind. Så kiggede hun en ekstra gang på mig og spurgte om jeg havde ID, fortæller Gitte.

For første gang bliver Gitte afvist. Men også sidste gang, for i de øvrige butikker i Vindinggård Center bliver der ingenlunde stillet spørgsmålstegn ved hendes alder.

For dårligt

I alt 16 cigaretpakker har Gitte fået ud af den to timer lange tur rundt i Vejle. Ud af 17 salgssteder har den 16-årige folkeskoleelev kun fået et enkelt nej til at købe cigaretter.

- Det er for dårligt af butikkerne. Jeg havde håbet, der var flere, der spurgte om ID. De burde være mere strikse, lyder konklusionen fra Gitte.

- Jeg har ikke noget imod rygere, men der er vel en grund til, at reglerne er der, siger hun.

Stikprøven er foretaget onsdag 14. juni fra klokken 10 til 12.