Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Byen er vigtig for lystbådehavnens succes

Det støver og støjer fortsat omkring Vejle Lystbådehavn, men havnechef Steen Andersen ser de mange byggerier som et stort plus for havnens tiltrækningskraft af gæstesejlere. Foto: Michael Svenningsen

Byen er vigtig for lystbådehavnens succes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den udvidede lystbådehavn har 100 ledige bådpladser, men havnechef tror på venteliste i løbet af to år.

Vejle: Det er et flot skue at gå på Vejle Lystbådehavn og se de mange master vugge fra side til side en sommerdag, mens livet går sin gang på broer og moler.

Det er efterhånden tre år siden, at den nye og udvidede lystbådehavn blev indviet, og selvom der endnu ikke er venteliste på at få en bådplads i havnen som det tidligere var tilfældet, er havnen godt på vej.

Lystbådehavnen blev udvidet med omkring 225 pladser og rummer i dag cirka 640 bådpladser. Lige nu er omtrent 100 pladser fortsat ledige.

- Da jeg kom til havnen for tre år siden, havde vi 200 ledige pladser, og jeg tror, at vi har venteliste igen om to år. Det havde alle lystbådehavne i 2008, men ventelisterne blev hurtigt ædt op af finanskrisen. Nu er der igen gang i handlen med både og pladser, siger havnechef Steen Andersen.

Alle fjordhavne er udfordrede med at trække gæstesejlerne væk fra hovedvejene. Der skal være noget at komme efter, hvis vi skal trække dem ind i bunden af fjorden, og det føler jeg, at der er nu.
Steen Andersen, havnechef Vejle Lystbådehavn

Får flere gæstesejlere

Ombygningen af lystbådehavnen, etableringen af den nye klubø, støv og støj fra de andre store byggeprojekter på Vejle Havn har jaget flere bådejere væk til de omkringliggende havne.

Men nu ser havnechefen den store byggeaktivitet som et stort plus for lystbådehavnen, der også arbejder på at trække flere gæstesejlere til.

Antallet af gæstesejlere er de seneste år steget med 10 procent. Sidste år var der knap 1200 "fremmede" både i havnen, og havnechefen forventer, at det tal bliver højere i år, hvis vejret arter sig.

Alle er udfordrede

- Alle fjordhavne er udfordret med at trække gæstesejlerne væk fra hovedvejene. Der skal være noget at komme efter, hvis vi skal trække dem ind i bunden af fjorden, og det føler jeg, at der er nu. Vi mangler butikker på havnen, sådan som vores store konkurrent i Juelsminde har med en placering inde i byen, tæt på campingplads, butikker og restauranter. Men vi kan mærke en øget interessere fra sejlerne for de byggerier, der foregår på havnen. Når der bliver bygget noget, som er flot at se på, trækker det folk til, siger Steen Andersen med adresse til Kirk Kapitals kommende hovedsæde, Bølgen og de øvrige boligbyggerier på havnefronten.

- Gæstesejlerne roser udviklingen og det arkitektoniske udtryk hernede, og når Kirks hovedkvarter og de grønne områder på havneøen er færdige, bliver det virkelig "wow" hernede, tilføjer havnechefen

Ønsker flere aktiviteter

Vejle som handelsby trækker også sejlende gæster til havnen, naturen og de bynære skove er også trækplastre.

- Mange er trætte af den lange indsejling til havnen. Men fordelen ved at have båd her er, at det sjældent er så dårligt vejr, at man ikke kan sejle en tur på fjorden. Hvis du ligger i Juelsminde, er du ved åbent hav med det samme, siger Steen Andersen.

Han får god respons på de nye faciliteter, havnen byder sine faste sejlere og gæster på den tre år gamle klubø.

- Der er altid nogle ting, vi kunne ønske os. Vi ville gerne lave så mange aktiviteter som muligt for gæsterne som musikarrangementer og lignende. Men det er dyrt, og det kræver flere gæster end i dag, fortæller han.