Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klassiske biler og masser af publikum på Munkebjerg: Ræs som i gamle dage

Der var fuld fart rundt i svingene i årets udgave Munkebjerg Hillclimb. Foto: Lars Juul

Klassiske biler og masser af publikum på Munkebjerg: Ræs som i gamle dage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var både sommer og nostalgi i luften, da 105 klassiske biler indtog området ved Munkebjerg Hotel i strålende solskin.

Vejle: Overalt på pladsen høres motorer, der gasser op. En duft af benzin, udstødning og ikke mindst nostalgi hænger i luftet i den solbeskinnede ryttergård ved Mukebjerg Hotel denne søndag formiddag.

I alt 105 klassiske biler i alle aldersklasser er mødt frem for at deltage i årets udgave af Munkebjerg Hillclimb. Og de er her alle sammen. Fra de klassiske italienske sportsbiler som Ferrari til engelske Minier og svenske Volvoer.

Og interessen for at se klassiske biler køre et gammeldags hastighedsløb op ad Mukebjergs snoede vej er stor.

Køen for at komme til at parkere i nærheden af hotellet har fra morgenstunden strakt sig langt ud ad Munkebjergvej, og langs det meste af ruten, der strækker sig fra Ibæk Strandvej til Munkebjerg Hotel, er der godt fyldt op med tilskuere, der har kameraerne parat til at få billeder af drømmebilerne i kassen.

Mange af bilerne har jeg jo haft plakater af på væggene som dreng, så det er jo sjovt at se dem rigtigt.
Torben Breinegaard, tilskuer til Munkebjerg Hillclimb.

Gammeldags race

I ryttergården bliver de gamle biler grundigt nærstuderet af de mange fremmødte. Blandt de nysgerrige er Torben Breinegaard og sønnen Frederik, som har en særlig grund til at være her.

- Vi kender en af kørerne, og så skulle vi lige ud at kigge, siger Torben Breinegaard.

Både han og sønnen interesserer sig lidt for biler, og for især farmand Torben er besøget på Munkebjerg en tur ned ad mindernes motorvej.

- Mange af bilerne har jeg jo haft plakater af på væggene som dreng, så det er jo sjovt at se dem rigtigt. Og så er det dejligt, at de bliver holdt ved lige af ejerne, så man kan få sådanne oplevelser, siger Torben Breinegaard.

Dagens ræs op ad de mange serpentinersving er dog blandt højdepunkterne for far og søn.

- Det er jo rigtigt gammeldags ræs. Her er en god stemning, og man kan få sig en god snak om bilerne med alle kørerne. Og selv om det er gamle biler, skal man ikke tage fejl af, at der går ræs i den, når de først er på ruten, siger Torben Breinegaard.

Over forventning

Et andet sted i ryttergården går Hans Jørgensen og studerer nogle af de ældste biler ved årets ræs. Han har taget turen fra Odense sammen med sin kone på opfordring fra deres søn.

- Han ringede i går og spurgte, om det ikke var noget for os at komme og se. Vi anede ikke, at der blev afholdt sådan noget, siger Hans Jørgensen.

Og både han og hustruen er yderst tilfredse med, at have taget turen til Vejle.

- Det har været over alt forventning. Nogle af bilerne har jo samme årgang som mig selv, så det er jo ret sjovt at se dem igen, siger Hans Jørgensen med et grin.

- Men jeg er imponeret over, hvor godt der er blevet passet på de her biler. Det bringer da nogle mindre frem, og jeg går ellers normalt ikke så meget op i biler, siger Hans Jørgensen, inden han begiver sig ud for at finde en plads på bakken med godt udsyn til det kommende ræs.