Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

1000 danskere vil politianmelde debattør - kalder Ry-drenge for modstandsfolk


1000 danskere vil politianmelde debattør - kalder Ry-drenge for modstandsfolk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vejle - Udtalelser fra den lokale debattør Karsten Holt Larsen er faldet så mange for brystet, at de nu samler underskrifter sammen og vil politianmelde ham.

I skrivende stund har ikke færre end 966 skrevet under på siden www.skrivunder.net.

Karsten Holt Larsen blev kendt i Vejle for år tilbage, hvor han stillede op til byrådet med det højrenationalistiske parti Vejle Først. Han fik 67 stemmer og var derfor ikke nærheden af at komme ind.

Det var han heller ikke, da han senere forsøgte sig i Region Syddanmark med partiet Jylland Først.

Siden har han flere gange gjort sig bemærket blandt andet i form af læserbreve i Vejle Amts Folkeblad og nationale aviser som Jyllands-Posten.

Kalder dem for helte

Aktuelt har han gjort sig bemærket i det ganske land efter at have udtalt sig om sagen med de fire drenge, der nu er sigtet for at have brandoverfaldt en femte elev fra deres årgang på Mølleskolen i Ry.

I et Facebook-opslag kalder Karsten Holt Larsen drengene for frihedskæmpere og modstandsfolk.

- De er som vort danske folks største helte. Tordenskjold, Drengene fra sankt petri, Hvidstengruppen. De største blandt ligemænd. Det er sådan vi ser dem, skriver han i en længere statusopdatering.

De knap 1000 underskrifter kommer fra folk fra hele landet - Ballerup, Aarhus, Vordingborg og Randers. Fælles for dem er, at de ønsker, at den lokale debattørs udtalelser nu bliver vurderet af politiet og får konsekvenser for ham.

Karsten Holt Larsen selv lader ikke til at være skræmt.

- Latterligt. Nu har de organiseret en politianmelde mod mig fra denne side. det tager jeg nu ikke så tungt. Det er vel ikke noget ulovligt alene i det at have en mening om noget, skriver han ordret på sin Facebook-side.