En 28-årig mand fra Kolding blev tirsdag dømt i Retten i Aarhus for at have besiddet 30 kilo hash, som han ville overdrage til andre. To år og tre måneders fængsel lød dommen på, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var Særlig Efterforskning Vest, der gennem længere tids efterforskning fandt frem til den 28-årige mand, som blev anholdt den 21. maj. Dagen efter blev han varetægtsfængslet, og det har han været, indtil dommen faldt i tirsdags.
Under en ransagning i mandens hjem fandt politiet 53.000 kroner på ham, som retten besluttede skulle beslaglægges.
I de to år og tre måneders fængsel talte også en reststraf fra en tidligere dom.
Den 28-årige erkendte, at han havde besiddet 30 kilo hash med henblik på at videreoverdrage det. Han modtog dommen og blev ført direkte til afsoning.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.