Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Børnelokkerne er rykket ud på internettet

Dette foto bruges i kampagnen for at illustrere , hvordan groomeren presser sine ofre.

Børnelokkerne er rykket ud på internettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politiet lancerer onsdag en landsdækkende kampagne imod grooming: Digitale børnelokkere, der forklædt i en anden profil opsøger drenge og piger på nettet.

- Jeg opfordrer alle forældre - eller bedsteforældre - til at bruge dagen til at tale med familiens børn om klog og fornuftig adfærd på internettet. Fortæl dem, at hvis nogen beder om intime fotos, film eller om penge, så skal de sige nej, siger politikommissær Flemming Kjærside fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3).

Opfordringen lyder særligt denne dag, fordi dansk politi indleder den fælleseuropæiske politikampagne #SigNej til grooming. 

Den digitale børnelokker kaldes en "groomer"  og er en person, der opsøger piger og drenge på nettet forklædt som et andet barn eller en flink voksen. Groomeren forsøger at lokke børn til grænseoverskridende ting. Hans interesse er at krænke sine ofre seksuelt via løgn og manipulation, lyder politiets definition. 

Domme i grooming-sager
For nylig er der faldet dom i to opsigtsvækkende grooming-sager, hvor to danske mænd krænkede over 170 danske ofre - de fleste børn og unge.

Det kostede i juni en 59-årig mand fra Farum 3,5 års fængsel - han krænkede 133 ofre.

Senest fik en 21-årig mand fra Albertslund halvandet års fængsel den 28. november for at udbrede intime film og fotos af 39 børn og unge, som han manipulerede via Facebook.

Begge groomere udgav sig for at være unge drenge og piger.

Børn skal være skeptiske

Grooming er et stigende fænomen, og der er mørketal. Det skyldes, at begrebet ikke er nævnt i straffeloven, fortæller Flemming Kjærside. 

- Grooming kan dække over meget: Trusler, blufærdighedskrænkelser og seksuelle krænkelser.  Vi ser flere og flere sager, og derfor føler vi, at vi må gøre noget præventivt, giver politikommissæren som forklaring på kampagnen.

Han opfordrer til, at man lærer sine børn at være skeptiske.

- Uanset hvor gode net-venner man tror, man er, så skal man aldrig dele eksempelvis nøgenbilleder af sig selv. Det er det, groomeren forsøger at få børnene snydt til at gøre, siger politikommissæren og sammenligner grooming med et edderkoppespind, som barnet bliver viklet ind i.

Groomeren bevæger sig på mange platforme - også dem, som egentlig kun er beregnet til børn. 

Flemming Kjærsides råd til børn og unge på nettet lyder, at de altid skal blive i et forum, hvor andre kan kigge med.

- Børn skal ikke gå med fremmede et mere intimt sted hen som for eksempel Skype, siger han.

Svært at efterforske

Red Barnet, Børns Vilkår og BørneTelefonen tilbyder hjælp og gode råd, hvis uheldet skulle være ude, og man tror, at man har været udsat for grooming.

Det er også vigtigt at anmelde episoderne til politiet. Dog erkender Flemming Kjærside, at nogle sager kan være svære at efterforske. Det skyldes, at groomerne med internettet har et stort, internationalt spillerum.

I Danmark og Europa kan man i de fleste tilfælde følge et digitalt spor.

- Men vi har eksempelvis en aktuel sag, som fører til Marokko. I Nordafrika er det sværere at spore folk, fortæller politikommissæren. 

Sådan gør du

Hvis man tror, at man er ved at blive udsat for grooming, lyder rådet:

  • Stop kommunikationen
  • Lad være med at dele mere
  • Lad være med at betale noget
  • Dokumentér hændelsen med screendump og gemte beskeder
  • Få hjælp og tal med nogen om det
  • Anmeld forbrydelsen