Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Den er god nok: Vandtårnet lukket på grund af brandfare

Det Hvide Vandtårn på Fredericia Vold. Opført i 1908. I årtier et yndet udflugtsmål. Men nu er adgangen blokeret. Det er for farligt at stå på toppen, hvis der udbryder brand i trætrappen inde i tårnet. Arkivfoto Michael Svenningsen

Den er god nok: Vandtårnet lukket på grund af brandfare

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom det har stået der siden 1908, vurderes vartegn på Fredericia Vold ikke sikkert nok, hvis der går ild i trappen derop. Der arbejdes på løsning.

Fredericia: Et af vartegnene på Fredericia Vold er blevet lukket for offentlig adgang.

Indtil videre er det ikke muligt at komme op i Det Hvide Vandtårn på Prins Georgs Bastion. Efter en brandteknisk gennemgang for nylig anbefalede Trekantområdets Brandvæsen, at der blokeres for opstigning i vandtårnet fra 1908. Udsigtsplatformen befinder sig 44 meter over havets overflade og har været et yndet besøgsmål med sit betagende vue over fæstningsbyen og Lillebælt.

Nu åbner Det Hvide Vandtårn - men med flere ændringer
Vi fik vores drejestigevogn derop, og det viste sig, den ikke ville kunne til toppen af tårnet. På den baggrund anbefalede vi en lukning, til der er fundet en løsning
 

Stigevogn kan ikke nå op

- Vi overtog ordningen med at låne en nøgle ud for 200 kroner fra turistkontoret, fortæller chefen for Fredericia Bibliotek og Velkomstcenter, Jytte Bræmer:

- En spejderleder ville gerne op med 125 børn i forbindelse med et arrangement, og så forespurgte jeg for en sikkerheds skyld kommunens ejendomsafdeling, om det egentlig var forsvarlig nok?

Det var det ikke, forklarer beredskabsinspektør i brandvæsnets myndighedsafdeling, Jan Lehmann:

- Vi fik vores drejestigevogn i Fredericia derop, og det viste sig, at den ikke ville kunne nå til toppen af tårnet.

Andre løsninger så som at redde ned med rebstiger ved brand er heller ikke optimale eller godkendte evakueringsmåder, fortsætter Jan Lehmann:

- På den baggrund anbefalede vi en lukning, til der er fundet en løsning.

Sikring koster dyrt

Den arbejder Fredericia Kommunes ejendomsafdeling lige nu på, oplyser lederen, Jacob Degn Larsen.

Udgangen fra trappen i tårnet til platformen er af træ. Den skal laves om og sikres. Om selve trætrappen også brandsikres, eller om den skal udskiftes med en trappe i stål, kigger kommunens folk også på. Der undersøges priser.

- Vi kan finde pengene internt og anslår, at der er tale om 200.000-300.000 kroner, og at vi er klar til krydstogtsæsonen i Fredericia, vurderer Jacob Degn Larsen fra ejendomsafdelingen.

Trætrappen kan sikres med gips. Der er ikke meget andet brændbart i Det Hvide Vandtårn, og med en sikker trappe og en sikker udgang, er det ifølge Jan Lehmann fra Trekantområdets Brandvæsen en forsvarlig løsning at lade eventuelt besøgende vente på udsigtsplatformen, til en brand er slukket. Så kan man få dem ned uden fare. I mellemtiden sørger den massive betonkonstruktion og betondækket øverst for, at ingen kommer noget til.

Måtte aflyse besøg

- Vi har måttet aflyse bookinger af vandtårnet, som både private selskaber, guidede rundture og andre bestiller, forklarer Jytte Bræmer fra biblioteket og velkomstcentret:

- Så det er selvfølgelig ærgerligt, men omvendt også nødvendigt, mener jeg.

Ingen af de kilder, Fredericia Dagblad har talt med, ved, hvorfor der ikke tidligere i Det Hvide Vandtårns over 100 år lange historie har været brandsikret bedre. Der er dog så vidt vides heller ikke registreret nogen brande i bygningen.