Tidligere direktør for TUC er død

Tommy Vandal er død, 61 år. Arkivfoto

Tidligere direktør for TUC er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tommy Vandal, Hedensted, er død, 61 år gammel. Hans datter Sine Borbjerg skriver mindeord på vegne af familien:

Onsdag 11. juli sov min far, Tommy Vandal, stille ind i sit hjem i Hedensted.

Tommy blev født 31. oktober 1956 i Grejs, hvor han sammen med sine to søskende, Helle og Kim, voksede op hos sine forældre, murermester Kaj Vandal og Inger Lissi Laursen. Det var også her, spiren til hans livslange interesse for mennesker omkring ham blev lagt. I de helt unge år primært som aktiv i det lokale foreningsliv og senere som det altoverskyggende omdrejningspunkt for hans voksne liv og virke.

Han blev uddannet lærer fra Jelling Seminarium i 1981 og ansat som lærer på Lindved skole.

Samtidig drev han i en årrække Grejs Ungdomsklub ligesom han var aktiv i Lindved GF, både som fodboldspiller og som dommer. I 1990 blev han valgt ind i kommunalbestyrelsen i Tørring-Uldum Kommune for Socialdemokratiet. En post han beklædte i 16 år.

I 1987 blev han leder af AOF Tørring-Uldum. I starten på deltid, men fra 1990 som fuldtidsdirektør for den virksomhed, der senere kom til at hedde Tørring UddannelsesCenter (TUC). For Tommy var TUC både et hjertebarn og stedet, hvorfra han i 30 år ofrede næsten al sin tid på at gøre en personlig forskel for de mange mennesker, der trådte ind ad døren til uddannelsescenteret for at få hjælp og støtte. Det samme gjaldt for virksomhedens samarbejdspartnere og ikke mindst for de medarbejdere, som han gennem alle årene var en både afholdt og højt respekteret leder for.

Tommy var ambitiøs, han satte sig mål, og han kæmpede for dem, indtil de var nået. I en årrække var over 1800 personer på ugebasis tilknyttet TUC. Virksomheden beskæftigede i den periode næsten 100 ansatte plus en række freelancere. Ud over hovedsædet på Bredgade i Tørring havde virksomheden afdelinger på Sjælland, Silkeborg, Skanderborg, Svendborg, Fredericia, Hedensted, Horsens og Vejle. TUC har løst mange forskelligartede opgaver, men grundlaget for dem alle var at hjælpe mennesker videre i livet - det kunne være i uddannelsessystemet, tilbage i job eller væk fra sygdom.

I eftersommeren 2016 blev vores far ramt af sygdom og fik i foråret 2017 stillet diagnosen ALS. En forfærdelig og uhelbredelig nervesygdom, som betød, at han allerede i juni 2017 så sig nødsaget til at stoppe som direktør for TUC og afhænde sit livsværk. Sygdommens hastige udvikling betød samtidig, at Tommy sammen med sin hustru, Dorrit, måtte flytte fra deres hjem i Tørring. Først til Vejle og efterfølgende til en mere plejevenlig lejebolig i Hedensted.

Selvom Tommy godt vidste, at han skulle dø alt for tidligt, bevarede han til det sidste både sit smittende gode humør og tætte kontakt til sin store omgangskreds. Han var om nogen glad for livet, og som det sociale menneske han var, repræsenterede hans familie og venner et for ham værdifuldt holdepunkt i tilværelsen. Noget der livet igennem også afspejlede sig i et aktivt fritidsliv med utallige hyggestunder, golf, rejser og altid i samvær med venner og familie.

Vi fik alt for kort tid med vores far, savnet er ubærligt, men han lever videre i vores hjerter. Og hvor har vi været heldige, at have haft en far, hvis største glæde var at hjælpe andre.

Tommy Vandal efterlader sig sin hustru Dorrit, fire børn og tre børnebørn.

Æret være Tommys minde.

Bisættelsen finder sted fra Tørring Kirke onsdag 18. juli kl. 11.

Tidligere direktør for TUC er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce