Vi bruger cookies!

frdb.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.frdb.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Roman: Den konstruerede skæbne


Roman: Den konstruerede skæbne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Roman: Paul Austers nye kæmpebog vil ikke stå tilbage som det hovedværk, den utvivlsomt var tænkt som.

Bøger: Paul Austers forfatterskab er blandt andet optaget af, hvordan historier former skæbner og omvendt. Han interesserer sig for tilfældets musik (som også er titlen på en af hans tidligere romaner), og hans prosa kredser både om og for hans litterære forbilleder, der blandt andre tæller Borges, Cervantes og Beckett. Hovedpersonerne er gerne kreative, intellektuelle mænd, og der er i det hele taget et væld af temaer og motiver, som man i større eller mindre grad kan regne med at støde på, hver gang man åbner en bog af Paul Auster.

Mange fans af forfatteren vil, som denne anmelder, nok være enige i, at de første bøger, med et par undtagelser, var de bedste. Fra 1995 og fremefter er der gået en grad af metaltræthed i karrieren, og det har, ikke mindst derfor, virket som et fornuftigt og tiltrængt træk at holde lav profil i et stykke tid, for så at vende tilbage efter syv års udgivelsespause med det helt store magnus opus, som én gang for alle forankrer Paul Auster i litteraturens evige annaler.

Sådan er det dog ikke helt gået."4321" er Paul Austers suverænt største bog. En af den slags store, amerikanske årtusindskifteromaner, som både prøver på overordnet at karakterisere det moderne vestlige individ og de politiske systemer, som det lever under. En både intim og storladen prosa, som ikke skammer sig over sig selv, og som ikke er bange for at være tydelig i sit ærinde. Andre mandlige eksempler tæller blandt andet Jonathan Franzen, Don DeLillo, David Foster Wallace og Dave Eggers. Sidsnævnte er i øvrigt den eneste, der har haft modet til for alvor at beskæftige sig med et kvindeligt perspektiv, men det er en anden og meget lang diskussion.

"4321" fortæller fire forskellige versioner af den samme hovedpersons historie. Archibald Isaac Fergusons fire liv er ens, men alligevel forskellige. Både ind- og udadtil er Paul Austers nye roman et værk, der hele tiden gør opmærksom på dets egen fiktive og konstruerede karakter. Men det fascinerende ved Paul Austers måde at være metafiktiv på, altså at lade prosaen pege på sig selv som prosa, er, at den, når den er bedst, kan hjælpe læseren til at blive opmærksom på, hvor mange (mulige) store og små historier, der er i et almindeligt liv.

Alt for ofte fortaber "4321" sig dog i unødvendige gentagelser, lange passager om baseball (et genkommende tema) og udredninger om diverse forfattere og forskellige centrale begivenheder i det 20. århundrede. Om hovedpersonen, som også selv er forfatter, står der hen mod slutningen: "Hver eneste sætning var en kamp (...), og som med alle de andre ting, han havde skrevet de sidste tre år, kasserede han i gennemsnit fire sider for hver side, han beholdt."

Hvis Auster selv har arbejdet på samme måde, tør jeg slet ikke forestille mig, hvor lang "4321" kunne være blevet.

Roman: Paul Auster: "4321"

Oversat af Rasmus Hastrup, 976 sider, Lindhardt og Ringhof