Annonce
Fredericia

Åbent kun for udsatte: 91-årig kunde fik handlet for første gang i otte dage

Der var måske andre, der kunne have hjulpet 91-årige Inger Dahl Petersen med at klare sine indkøb, men hun vil helst selv. Derfor var hun glad, da hun tidligt mandag morgen kunne handle før andre i Dagligbrugsen i Egeskov. Foto: Nana Hanghøj
Dagligbrugsen i Egeskov har givet kunder, der kan være særligt udsatte for coronasmitte, mulighed for at handle, før butikken åbner for andre. Mandag morgen havde to kunder takket ja til tilbuddet, men uddelerpar venter at flere kommer til, når tiltaget bliver kendt.
Annonce

Egeskov: 91-årige Inger Dahl Petersen har fyldt sin indkøbskurv med mel, mælk og brød, og supplerer med rødbeder og andre varer fra hylderne i Dagligbrugsen i Egeskov mandag morgen.

- Det er et fantastisk tiltag. Det er første gang i otte dage, at jeg har været ude at handle, for jeg tør ikke gå ind, når der er mange. Jeg havde overvejet, at mine børn skulle have handlet for mig, men jeg vil jo helst selv, siger Inger Dahl.

Hun er en af to kunder, som mandag mellem kl. 7 og 8 havde takket ja til brugsuddelerparrets tilbud om at kunne handle i en ren atmosfære og uden andre omkring sig. Tilbuddet lagde de ud på Facebook i weekenden, og her så Inger Dahls datter i Rask Mølle det.

- Jeg har ikke selv internet, så jeg kunne jo ikke se det. Men min datter havde set det og ringede til mig og fortalte, at jeg kunne ringe til uddeleren og sige, at jeg gerne ville handle i dag. Og det gjorde jeg, fortæller Inger Dahl.

Udvidet åbningstid for særligt udsatte

Sådan skrev Dagligbrugsen i Egeskov om sit nye tiltag:

Vi har nu en god nyhed i forhold til særligt svage og udsatte kunder. Accepter venligst at det KUN er denne gruppe, mht. smittefarer mm.

Vi vil i den kommende periode, hver dag mellem kl. 7-8 holde åbent for jer som er svage og udsatte.

Så kan I/du komme og handle i butikken, hvor der er mindre kontamineringsrisiko, da butikken har stået stille natten over, og der vil være få mennesker.

Det eneste I/du skal gøre er at ringe på 75 95 70 03 så aftaler vi nærmere.

Så til alle jer der hører til i denne gruppe, eller kender nogen. Spred budskabet og lad os hjælpe hinanden godt igennem denne meget anderledes tid. Like og del.

Vi starter i morgen d. 16/3 2020 og kører det næste stykke tid, dog ikke i weekenderne.

Annonce

Fra mund til mund

Poul Erik og Jane Qualmann tænkte, at der kunne være behov for en ordning for de, der er mest sårbare i corona-tiden.

- Og så så vi, at der var en Meny på Sjælland, der havde lavet et tiltag, som vi har kopieret, siger Jane Qualmann.

Hun håber, at flere i den nærmeste tid vil få glæde af det.

- Vi har lagt det på Facebook, og der ser mange af de ældre kunder det måske ikke. Men jeg vil tro, at det begynder at brede sig fra mund til mund, siger hun.

Den nye situation har på andre fronter sat kreativiteten i gang hos hende for at sikre kunderne. På gulvet ved kassen er der påklistret markeringer, så kunderne kan se, hvor de skal stille sig for at holde afstand.

- Det er vigtigt, at man i hvert fald overholder det, og så har vi sat håndsprit op til hænderne og lagt aftørringsservietter til kurvene. Og så håber vi, at det bliver brugt, siger Jane Qualmann.

Annonce

Største omsætning

Der har været travlt ved kølediske og hylder i de seneste dage, og både kød og grøntsager kniber det med.

- Men vi får nye forsyninger, så det skal nok gå, men det går stærkt. I torsdags havde vi den største omsætning i forretningens historie, og der er stadig travlt, siger Jane Qualmann.

Også hylden med håndsprit bliver tømt i takt med, at der fyldes op.

- Vi fik leveret 60 flasker fredag, og de var væk på halvanden time. Vi får en ny leverance en af dagene, og den laver vi rationering på, lover Jane Qualmann.

På de sociale medier er der stor ros til uddelerparret for initiativet, som også bliver delt flittigt på facebook.

Jane Qualmann har sikret sig ekstra håndsprit, så butikken er godt forsynet med sprit ved indgangen. Folk kan også tage en serviet til at tørre håndtag på kurv eller indkøbsvogn af med. Der gøres, hvad der kan gøres, for at undgå smitte. Foto: Nana Hanghøj
Kunderne får venligt forklaret, at de skal huske at holde afstand. Foto: Nana Hanghøj
Der har været usædvanlig travlt i Dagligbrugsen i Egeskov. Torsdag i sidste uge havde butikken den største omsætning til dato, og siden har personalet også kunnet mærke, at folk har fri og tid til at handle lokalt. Brød, grønt og kød er det, der er mest run på. Foto: Nana Hanghøj
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce