Annonce
Fredericia

Årets første studenter på IBC: Nu skal der festes

Traditionen tro fik de to første hhx-studenter til opgave at hejse flaget foran IBC Fredericia. Her er Kristian Storm og Frederikke Elbæk i gang med opgaven. Foto: Klaus Madsen
Kristian Storm og Frederikke Elbæk blev årets første hhx-studenter fra IBC Fredericia. Begge sluttede med en topkarakter, og nu venter et par ugers fest.

Erritsø: To eksamener, to topkarakterer og to huer på hovedet.

Det var status mandag formiddag, da årets to første hhx-studenter mandag blev færdige fra IBC Fredericia.

Klokken 9.30 kom Frederikke Elbæk ud af ud af eksamenslokalet som den første, og hun scorede et flot 12-tal, da hun havde forsvaret en opgave om Nelson Mandela.

- Jeg er lettet og glad. Og nu er jeg klar til at feste og give den gas i to uger, sagde Frederikke Elbæk til Fredericia Dagblad, efter at hun havde fået huen på hovedet og var blevet fejret af en stor gruppe venner og familiemedlemmer.

Den 19-årige hhx-student fra Strib havde ved eksamensbordet fortalt om, hvordan man med tiden ændrede opfattelsen af sydafrikanske Nelson Mandela fra en terrorist til en frihedskæmper. Og Frederikke Elbæk var lettet over den vellykkede eksamen.

Forude venter studietiden, men hun har endnu ikke bestemt sig for retningen.

- Jeg skal have et sabbatår, og så vil jeg gerne videre til Aarhus og studere inden for et par år. Jeg overvejer stadig, og jeg skal finde noget, der kan gøre mig lykkelig i fremtiden, sagde hun.

Annonce
Kristian Storm, en af de to første hhx-studenter, blev modtaget af familie og venner efter den sidste eksamen. Foto: Klaus Madsen

Godt sammenhold på IBC

Kristian Storm var også oppe i faget DIO - det internationale område - og temaet var "en komparativ analyse" af afrikanske lande. Det gav en 10-tal efter en eksamen, som ifølge Kristian Storm ikke var helt perfekt.

- Men det tager jeg med, lød det med et stort smil fra den 20-årige hhx-student fra Strib.

- Jeg er glad og lettet og glæder mig meget til festerne. Jeg har været rigtig glad for at gå her på IBC, hvor jeg har haft gode lærere og et godt sammenhold med de andre elever, sagde Kristian Storm.

Han skal også have et sabbatår med arbejde og måske rejser, inden han om et år vil læse erhvervsøkonomi.

Resten af handelsstudenterne bliver færdige i løbet af denne uge, og på fredag klokken 10 er der dimission.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

'Dybt bekymrende': Øget arveafgift er gift for små og mellemstore virksomheder

Læserbrev: Tirsdag 22. oktober forhandlede vi i Folketinget det finanslovsforslag, som regeringen har fremsat for 2020. Et af de emner, der blev grundigt debatteret, var det forfærdelige forslag fra de røde partier om at tredoble generationsskiftebeskatningen af danske familieejede virksomheder. Det er godt for Danmark, at vi har mange veldrevne familieejede virksomheder. Det er faktisk ikke en dårlig ting, sådan som venstrefløjen ellers gerne vil have det til at lyde, når de gang på gang påstår, at "det drejer sig om rige godsejere". Fakta er nemlig, at det overvejende drejer sig om små og mellemstore virksomheder - iværksættere, servicevirksomheder, blikkenslagere, tømrermestre, snedkere osv. Produktion, service og erhverv, altså en helt central del af dansk erhvervslivs dna. Således er det ikke grever, baroner og milliardærer, som vil nyde glæde af succesfuld generationsskifte. 23.000 virksomheder med 300.000 ansatte står foran et generationsskifte inden for de næste 10 år. Det er kun godt, at en lav arveafgift har øget sandsynligheden for, at disse virksomheder kan bevares på den enkelte families hænder i forbindelse med generationsskifte. Selvfølgelig har vi også Lego og Danfoss og et par håndfulde godsejere, som nyder godt af afgiftsnedsættelsen på lige fod med alle andre. Men det er faktisk heller ikke nogen dårlig ting. Danmark ville være et fattigere sted uden Lego og Danfoss - også i kroner og ører! Derfor er det dybt bekymrende, at regeringen nu lægger op til at øge skatten med over en mia. kr. Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv og ikke mindst de 800.000, som er ansat i de familieejede virksomheder. Det er en kortsigtet beslutning, som måske nok på kort bane kan skaffe finansiering til alle de milde gaver, som regeringen og deres røde støttepartier ønsker at tilgodese udvalgte grupper, eksempelvis 300 mio. kr. til overvejende herboende udenlandske børnefamilier på passiv forsørgelse. Naturligvis skal der finde en rimelig beskatning sted, når virksomhedsejere udlodder dele af virksomhedens værdier via aktieudbytte eller alt muligt andet til virksomhedens ejere. Det er kun ret og rimeligt. Men det svarer til at save i den gren, man selv sidder på, når man vil gøre generationsskifte så meget dyrere for familieejede virksomheder.

Annonce