Annonce
Fredericia

Årvågne øjne har styr på Østerstrands badegæster

Cirkelbroens indvendige bassin er indtil videre ikke et lukket beskyttet område, men det bliver flittigt brugt af små og store badegæster. Foto: Mette Mørk
Badedyr på vej mod Samsø, børn, der mangler deres mor, vandtemperaturer, strømforhold og flaghejsning hører til opgaverne for Trygfondens livreddere. Livreddertårnet blev bemandet samtidigt med, at badegæsterne for alvor indtog Østerstrand, og de bliver der hele sommeren.
Annonce

Fredericia: Det er søndag eftermiddag, og livredder-Christian i den gul-røde Tryg Fond-trøje griber megafonen og kalder ud over Østerstrand i jagten på en lille guts mor eller far.

- Vi har en lille dreng, som savner sine forældre, råber Christian Holm Jørgensen i begge retninger på stranden, og øjeblikket efter sætter en mor i bikini kursen mod det gul-røde livreddertårn.

Mor og søn bliver forenet, og Christian kan notere sig endnu en løst opgave i livreddernes logbog. Den bliver ført, fra livredderne rykkede ind fredag, til de siger farvel, når skoleferien slutter.

Temperaturen har rundet de 28 grader, som den var i skyggen, da livredderteamet målte i morges i skyggen. Det er blæst op til over 7 m/s i fralandsvind, men det bremser ikke badegæsterne, som kvitterer for varmen og fylder Østerstrand både mellem de to livredderflag og udenfor.

- Vi kan holde øje med området mellem flagene, men ikke udenfor. Vi kan heller ikke se, hvad der sker bag badebroen, selv om den ikke er hel. Derfor er vi skift enten på broen eller på vores paddelboard ude i vandet, siger Christian Holm Jørgensen og peger på sin kollega Helena Heerulff.

Det er vores første år som livreddere, så vi skal være på en mindre strand, som her. Vi har ikke "kørekort" til bil eller båd, som man skal have på Vestkysten.

Christian Holm Jørgensen og Helena Heerulff

Annonce

Første års reddere

De to livreddere er debutanter i jobbet. Derfor har de fået ansvar for en mindre strand som Østerstrand.

- Vi må ikke være på Vestkysten, når det er første år. Vi har ikke tilladelse til at bruge bil eller båd endnu, og det skal man kunne for at være derude. Vi er på mindre strande eller ved havnebade, siger Helena Heerulff.

På en søndag som denne er jobbet ekstra sjovt. Der er nok at se til med de mange badegæster, og det kræver et årvågent blik. Fra morgenstunden var livredderne i aktion, da badegæster gjorde opmærksom på en flydende genstand syd for badeområdet.

- Det kunne ligne et menneske, men det viste sig at være nogle store trærødder, som var bundet solidt sammen. Jeg svømmede ud og fik fat i det og trak det ind, så der ikke er både, der sejler ind i det, siger Christian Holm Jørgensen, som derved fik testet sin form.

Han er elitesvømmer og skal om et par uger til DM.

- Vi er indlogeret på vandrerhjemmet, og jeg har fået lov til at træne med hos Delta Svim om morgenen, så jeg får holdt formen ved lige. Det er super godt, siger han.

Annonce

Jagt på badedyr

Det bliver imidlertid kun i hans første livredderuge. Næste uge skal han stå vagt i Køge Bugt, ligesom Helena skal videre til havnebadet i Aarhus. Det bringer hende på hjemmebane, ligesom Christian senere på sommeren skal til Esbjerg, hvor han kommer fra.

Men lige nu gælder det Østerstrand, som får fine karakterer af de to livreddere. De har også opdaget, at selv om stranden er ufarlig i forhold til Vestkysten, kan den stærke strøm drille badegæsterne.

- Vi har været ude at hente de første 6-10 badedyr, som strømmen har taget, smiler Helena.

Kort efter spotter hun en badebold, som fralandsvinden og strømmen har fået tag i. Hun følger situationen nøje, for badeboldens ejer en mindre pige kæmper for at få bolden med ind. I kikkerten kan Helena imidlertid også se, at pigens far nu blander sig om med seje tag får hentet bolden ind.

- Vi griber ind, hvis der opstår farlige situationer, men vi kan ikke bestemme over folk. Vi hejser rødt flag, hvis det lyner og tordner eller blæser virkelig meget, men vælger folk at gå i vandet er det deres sag, siger Christian Holm Jørgensen.

Christian Holm Jørgensen og Helena Heerulff er 1. års livreddere, det betyder, at de kan være Trygfondens udsendte på mindre strande og ved havbade. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce