Annonce
Navne

Æblemanden fra Skibet fylder 90

Jagt og fiskeri har fyldt meget i Niels Juel Jensens liv. Hans svigerdatter er fra Norge, og det har kastet et par rejser af sig gennem årene - og her har fiskestangen naturligvis været med. Foto: Niels Johan Juel Jensen
Niels Juel Jensen kan se tilbage på et liv præget af hårdt arbejde, men også masser af hyggelige stunder i naturen med jagt og fiskeri.
Annonce

90 år: Han har været kendt i lokalområdet som æblemanden, og sammen med sin kone Kirsten har han drevet Skibet Frugtplantage hele sit aktive arbejdsliv. Den 25. september runder Niels Juel Jensen 90 år.

Når man når så høj en alder, har man selvsagt prøvet lidt af hvert. Én ting har Niels Juel dog ikke prøvet: At skifte adresse. For 90 år siden blev han således født i det, der i dag er en værkstedsbygning, men som i 1930 var ejendommens stuehus. Så det længste, han nogensinde har flyttet, er de cirka ti meter, der er mellem den gamle og den nye hovedbygning.


Det længste, han nogensinde har flyttet, er de cirka ti meter, der er mellem den gamle og den nye hovedbygning


Niels Juels forældre, Frederik og Eleonora, levede af det, de kunne dyrke på ejendommen, og det fortsatte Niels Juel og Kirsten med, da de overtog gården, efter de var blevet gift. Blandt andet jordbær, ærter, blommer, pærer og især æbler er blevet høstet i enorme mængder gennem årene.

Niels Juel og Kirsten fik tre børn. Inger Lise, Frederik og Lars. I dag har Niels Juel også seks børnebørn og seks oldebørn. Kirsten gik bort i 2012.

Annonce

Drømmen

Livet som frugtavler har været præget af hårdt arbejde og usikkerhed om høstens størrelse. Kommer der frost i blomstringen, eller bliver sommeren for tør? Derfor har et helt bestemt sted haft en meget vigtig plads i Niels Juels liv. Den lille hytte på Værnengene i den sydlige ende af Ringkøbing Fjord. Her er der hverken indlagt elektricitet, kloak eller vand. Til gengæld er der masser af fred og ro.

Sammen med familie og venner har han tilbragt mange gode timer med jagt, fiskeri og hygge på Værnet, som det hedder i daglig tale. Hytten, en tidligere kontorbygning hos en murersvend i Vejle, og som inden da faktisk havde været et hønsehus, blev flyttet ud til Værnengene, hvor det meget symbolsk fik navnet Drømmen. Som årene gik, og familien blev større, fik også børn og børnebørn hytter i området, så passionen for lige netop dette fristed er noget, der er gået i arv.

Annonce

Veteran i jagtforeningen

I 2016 rundede Niels Juel en helt særlig milepæl. Her kunne han nemlig fejre 70-års jubilæum i Skibet- og Omegns Jagtforening. Han blev medlem, da han fyldte 16 - og han er det fortsat. Foreningsaktiviteterne har primær været flugtskydning. Først på den nu nedlagte bane i Kærbølling og sidenhen på banerne i Vingsted.

Han er i øvrigt én af få, der kan prale med igennem en årrække at have deltaget i Vejle Amts Holdskydning med et rent familiehold. Det bestod af ham selv, to sønner og tre børnebørn.

De sidste par år har været præget af et skrantende helbred for Niels Juel, og det har lagt en dæmper på både lerdueskydning, jagt og fiskeri. Men når familie og venner kigger forbi, skal de ikke stille ret mange interesserede spørgsmål, førend jagtanekdoterne hives frem fra gemmerne. Om det er elgjagt i Sverige, krikænder på Værnet eller råbukke fra Skibet, så husker og fortæller han fortsat med stor detaljerigdom, hvilket er en evne, han har haft gennem hele livet.

Niels Juel Jensens 90-års fødselsdag vil blive fejret med den nærmeste familie.

Skulle nogen undre sig lidt over navnesammenfaldet mellem fødselar og  skribent,  afslører journalisten stolt og gerne, at han er barnebarn af Niels Juel Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia

Efter Fredericia Teaters konkurs: Byrådet går efter at få støtte fra staten til genrejsningen

CORONAVIRUS

Live: Mundbindskrav i den kollektive trafik vil gælde året ud

Annonce