Annonce
Udland

Ørsted efterlyser støtte til at fremme bæredygtig brint

Phil Noble/Reuters
Der er brug for økonomiske incitamenter eller regulering for at nå EU-målet om mere ren brint, mener Ørsted.
Annonce

Produktionen af ren brint skal ifølge EU-Kommissionen øges markant over de kommende 10 år.

Det er rigtig fornuftigt, mener energiselskabet Ørsted. Men det vil ikke komme af sig selv, siger selskabets chef for brintaktiviteter, Anders Nordstrøm.

- For at nå 40 GW elektrolyse-kapacitet til produktion af fornybar brint i 2030, er der brug for politisk handling nu for at stimulere efterspørgslen, siger han i en skriftlig kommentar.

Østed uddyber, at der er behov for regulering eller støtte, som gør det økonomisk attraktivt at bruge bæredygtige brændstoffer i stedet for fossile brændstoffer.

- Derudover vil det være oplagt at bruge nogle af pengene fra EU's genopretningspakke på 750 milliarder euro til incitamenter for og støtte til produktion af fornybar brint og power-to-x-brændstoffer, siger Nordstrøm.

Power-to-x er teknologier, der kan lagre eller omdanne den grønne strøm til grønne brændstoffer.

EU-Kommissionen præsenterede onsdag en plan for, hvordan man kan øge produktionen af ren brint. I dag udgør brint en forsvindende lille del af det samlede energiforbrug i EU.

Analytikere vurderer, at grøn - eller ren - brint kan dække 24 procent af energibehovet i 2050. Det kan ifølge EU-Kommissionen blive en sektor i Europa med en million arbejdspladser og et stort eksportpotentiale.

I dag produceres mest brint ved hjælp af fossile brændstoffer som kul og gas.

Det gode ved ren brint er, at det kan nedbringe klimabelastningen i sektorer, hvor det ellers er svært at dække behovet med vedvarende energi. Det kan være i industri- og transportsektoren.

Kommissionen lægger også op til at gøre energisystemer mere cirkulære, så overskud kan bruges på tværs af sektorer i stedet for at gå til spilde.

EU's klimakommissær, Frans Timmermans, nævner blandt andet udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre.

Dermed vil man gå samme vej som Danmark, konstaterer branchedirektør Troels Ranis hos Dansk Industri (DI).

- Danske virksomheder har altså allerede mange af de løsninger, vi skal bruge på kort sigt, siger han i en skriftlig kommentar.

Han nævner desuden industrielle varmepumper og udnyttelse af restprodukter fra landbruget og fødevaresektoren til at lave biogas. Det vil kunne erstatte naturgas.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Vidste du det?: Derfor er der konstant rødt ved overgang uden nogen gående

Annonce