Annonce
Trekantområdet

Østeuropæere idømt fængsel og udvist for bestandigt: Stjal sættevogn til 400.000 kroner

Sættevognen blev stjålet fra Lidl her på Profilvej, men kun flyttet ganske kort. Det betegnes dog alligevel som fuldbyrdet tyveri, slog Retten i Kolding torsdag fast. Arkivfoto: Søren Gylling
I december trodsede to østeuropæere deres indrejseforbud sammen med en tredje mand og stjal en sættevogn fra Lidl. Det slog Retten i Kolding fast torsdag. Alle tre blev fængslet, mens to blev udvist for bestandigt.
Annonce

Kolding: Hvem skal retten tro på?

Det er ofte det spørgsmål, der står tilbage ved slutningen af et retsmøde, og sådan var det også, da der torsdag faldt dom over tre østeuropæiske mænd, der var tiltalt for at have stjålet en sættevogn fra Lidls domicil på Profilvej.

Skulle retten tro på mændene, der nægtede at have noget med tyveriet at gøre?

Eller vidnet, der havde set skader på 49-årige Rolandas Tarvydas' lastbil, som ifølge ham svarede til skaderne, der var opstået på sættevognen i forbindelse med tyveriet?


Vi lægger vægt på, at der er konstateret skader på Rolandas Tarvydas' lastbil og på sættevognen. Det drejer sig blandt andet om en luftkobling på sættevognen, som vi også lægger til grund mangler på trækkeren

Niels Deichmann, dommer


I anklagerfuldmægtig Rasmus Sørensens optik var der ingen tvivl. Retten skulle tro på vidnets forklaring. Ifølge Sørensen var mændenes forklaringer utroværdige. De indeholdt for mange tilfældigheder. De stemte ikke overens med det, som mændene havde forklaret under et grundlovsforhør i december. Eller det, de hver især forklarede.

- De har alle gode grunde til at lyve. Det har vidnet ikke, sagde Rasmus Sørensen.

Samtidig lagde Rasmus Sørensen vægt på, at Rolandas Tarvydas, der stammer fra Litauen, i 2017 blev dømt for at have stjålet to lastbiler og en sættevogn og ved den lejlighed også havde fået forbud mod at rejse ind i Danmark. Det samme havde hans landsmand 42-årige Juozas Capas, der sammen med en 45-årig polak var kørt ind i Danmark i december sidste år - tre minutter før Rolandas Tarvydas.

Annonce

Intet utroværdigt

Beviserne mod de tre mænd var dog ikke nødvendigvis de stærkeste. Sættevognen var blevet efterladt på Profilvej. Rolandas Tarvydas var altså ikke i besiddelse af sættevognen, da han blev anholdt i nærheden af rastepladsen på Montagevej, som ligger få hundrede meter fra Profilvej. Juozas Capas og den polske mand blev anholdt i Vejle.

Der blev heller ikke fundet dna-spor på sættevognen, lige som der heller ikke havde været nogen - i hvert fald skriftlig - kommunikation mellem mændene forud for tyveriet.

- Der er altså intet, der tyder på, at de skulle have gjort det her. Man har ikke ført de fornødne beviser, lød det fra den enes forsvarer.

- Der er intet utroværdigt i det. Det ville være mere utroværdigt, hvis forklaringerne var helt ens, mente den polske mands forsvarer.

Annonce

Dommen

Og hvem troede retten så på i sidste ende?

Svaret er vidnet.

- Vi lægger vægt på, at der er konstateret skader på Rolandas Tarvydas' lastbil og på sættevognen. Det drejer sig blandt andet om en luftkobling på sættevognen, som vi også lægger til grund mangler på trækkeren, sagde dommer Niels Deichmann blandt andet, da han afsagde dom.

- Vi finder også forklaringerne utroværdige. Rolandas Tarvydas har blandt andet forklaret om en kammerat, som han skulle besøge, men ikke kunne huske navnet på, sagde han videre.

Deichmann slog også fast, at Juozas Capas og polakken var medvirkende til tyveriet.

- Det finder vi bevist ud over enhver rimelig tvivl. Her lægger vi til grund, at de kørte over grænsen med tre minutters mellemrum, at de alle tre har været på samme rasteplads, som ikke er en, man bare lige kører ind på, og at der blev fundet en kvittering med Capas' navn i lastbilen, sagde han.

Rolandas Tarvydas blev idømt to års fængsel og udvist fra Danmark for bestandigt. Det gælder også Juozas Capas, der fik et år og ti måneders fængsel. Polakken skal sidde bag tremmer de næste otte måneder.

Navne i retsreportager

I politi- og retsreportager nævner JydskeVestkysten navne på implicerede, når der er blevet afsagt en dom på mindst et års ubetinget fængsel eller forvaring. Vi nævner navn efter dom ved første instans.

Vi nævner derfor ikke navnet på den polske mand, da han kun fik otte måneders fængsel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Hvor blev lyrikken af?

Annonce