Fredericia: En skønne dag kommer bygningen til at genlyde af rock og anden musik. Men lige nu er der dødstille i de tomme, støvede og rodede lokaler, der indenfor det næste halve år skal komme til at rumme Fredericias nye øvelokale-centrum.
- Her bliver plads til seks eller syv øvelokaler. Det afhænger blandt andet af, hvordan en nødudgang placeres, siger Martin Worm.
Øvelokalerne på den nedlagte Bülows Kaserne kom på den kommunale "finanslov", da et enstemmigt byråd satte 2,4 millioner budgetkroner af til indretning af det, foreningen Lydmuren har kæmpet for. Med Martin i front som formand.
Sammen med bestyrelsesmedlem Mikael Teute og borgmester Jacob Bjerregaard (S) viser han Fredericia Dagblad rundt i lokalerne på første sal. Gamle plakater med militære mærkedage er efterladt på gulvet, og der hænger spindelvæv ned fra tagvinduer. På en hylde ligger en ElboBladet-kalender fra 2018.
Der er ikke elektricitet i lokalerne, så Mikael har hentet et par batteridrevne nødlamper fra nogle tilstødende lokaler. De er store og tunge og slukker uden varsel efter ikke at have været tændt i flere årtier. Så rundvisningen holder et godt tempo, inden mørket rykker ind med et "klik".
Plads til andre foreninger
Jacob Bjerregaard har allerede haft et kaffemøde med foreningen Lydmuren. Foreningen og kommunen har en fælles forståelse, og borgmesteren og Martin Worm sætter begge ord på, at foreningen selvfølgelig er klar til at løfte sin del af administrationen, når øvelokalerne er klar sidst på foråret.
Og med et kommunalt tilskud i ryggen kan foreningen måske endda selv finansiere driften, men dét skal der ses nærmere på i de kommende måneder.
- Som kommune skal vi skabe rammerne, som andre har brug for og så fylder ud. Og vi har i de senere år manglet øvelokaler. Også selvom vi jo allerede har Ungdommens Hus. Måske vi en dag skal se nærmere på målgrupper for de to steder, siger Bjerregaard.
Martin Worm og Mikael Teute glæder sig over udsigten til, at foreningen når sit mål om at skabe et nyt øvelokale-miljø.
Jacob Bjerregaard (S), borgmesterHer er plads til flere foreninger på kasernen.
- Mange lokale orkestre har i årevis lånt sig til dårlige øvelokaler rundt omkring - eller har slet ikke haft et sted. Når det her kommer op at stå, kan Fredericia få et mere synligt og aktivt musikmiljø - og måske større opbakning fra resten af byen, siger Martin Worm, der bakkes op af Mikael Teute.
- Det er ikke til at komme ud at spille i Fredericia for de lokale orkestre. Det kan et stærkere musikmiljø, hvor man bakker hinanden op, måske ændre på, siger han.
Jacob Bjerregaard ser den gamle kaserne som et oplagt sted for foreningen Lydmuren - også fordi Eksercerhuset er ved at blive indrettet som permanent, stort spillested.
- Der har tidligere været snak om at bruge kasernen til uddannelse, men det vil blive alt, alt for dyrt at indrette lokalerne efter moderne standarder for uddannelse. Men til brug for foreninger er der gode muligheder. Måske det kunne blive brugen for kasernen fremover: En forenings-kaserne, siger borgmesteren.