Annonce
112

For 10 år siden blev Othello bygget: Men der er stadig pres på plejehjemspladser

Othello blev bygget så stort, at det skulle kunne klare efterspørgslen på plejehjemsboliger i mange år frem. Allerede i 2017 stod det imidlertid klar, at der var behov for flere boliger - både almindelige plejeboliger og plejeboliger med fokus på demente. Foto: Peter Leth-Larsen
Det er i år 10 år siden, at Fredericias runde plejecenter skød op mellem Jernbanegade og Indre Ringvej. Byggeriet var så stort, at det ville kunne modstå mange års pres på plejehjemspladser, men den forudsætning holdt ikke. 22 nye pladser er på vej, og flere bliver måske nødvendige.

Fredericia: Det er i år 10 år siden, de første beboere rykkede ind i etagerne på det runde plejecenter Othello. Plejecentret blev kommunens største og opført i en dimension, så det efter planen kunne modstå presset for flere plejeboliger i mange år.

- Det blev bygget på den forventning, at efterspørgslen ville kunne klares i mange år. Vi har stort set fyldt op hele tiden, siger plejecenterleder Grethe Jørgensen, som har stået i spidsen for plejecentret i alle ti år.

En eller flere etager ekstra på Othello ville ikke en gang have kunnet klare det behov for plejeboliger, som nu og endnu mere i årene frem forventes at vise sig.

- Der kommer 22 plejehjemspladser på Stævnhøj, og det må hjælpe, men om der bliver behov for mere, skal jeg ikke kunne sige, siger Grethe Jørgensen.

Ti år med Othello

2005:

Arbejdstilsynet giver Fredericia Kommune påbud om, at der skal gøres noget ved arbejdsforholdene på plejehjemmet Skovhave i Erritsø og Sct. Joseph i midtbyen. Rammerne i de enkelte boliger er for små til at opfylde arbejdsmiljøkravene. Politikerne var i første omgang indstillet på at ombygge de i alt 162 forældede plejeboliger.

2006:

Januar: Et konsulentfirma peger på forskellige scenarier for at løse situationen på plejeområdet. Ombygning af de eksisterende ældreboliger, salg af Skovhave og Sct. Joseph og byggeri af et nyt stort moderne plejecenter. Uanset løsning vil der skulle findes omkring 200 millioner kroner.

April: Et enigt socialudvalg vedtager at lukke plejecentrene Sct. Joseph i Fredericia og Skovhave i Erritsø, og at der i stedet bygges et nyt plejecenter med ca. 110 boliger i Fredericia. Samtidig vedtog byrådet, at plejecentret skulle placeres ved Herfordparken.

Maj: Embedsmænd, bruger- og pårørende råd, medarbejdere og politikere tager på rundtur til en stribe plejecentre i hele landet fra Vejle, Kolding over en række centre på Sjælland.

2007:

Maj: De første tegninger af Fredericia Kommunes nye plejehjem på Herford-grunden bliver vist i Dagbladet. Cylinderen er arbejdstitlen på det cylinderformede byggeri, og der bliver udskrevet en konkurrence, da politikerne og de ansatte i forvaltningen ikke er begejstrede for arbejdstitlen.

December: Første spadestik til plejecentret, som trods navnekonkurrencen fik navnet Othello. Navnet udløser en rasende debat. Navnekonkurrencen havde budt på over 80 forslag, hvor af syv pegede på navnet Colloseum. De blev i første omgang udpeget som vindere, men politikerne skred ind og valgte istedet navnet Othello.

Byggeriet går i gang. Første fase er at pilotere på mosebunden, hvor plejecentret skal opføres. Over 100 pæle skal slås dybt ned for at sikre, at det store byggeri står solidt.

2008:

Januar: Byrådet sætter punktum for en måned lang og hidsig debat om navnet. Politikerne erkender, at sagen blev håndteret uheldigt, men fastholdt navnet. Det får dog ikke debatten til helt at forstumme, og længe brugte mange kælenavnet "Lagkagen" for plejecentret.

Februar: Grethe Jørgensen, leder af plejecentret Skovhave, blev udpeget til at stå i spidsen for det nye store plejecenter.

Marts: Navnedebatten får nyt liv. 200 medlemmer af Ældre Sagen opfordrer politikerne til at genoverveje navnet Othello, men forgæves.

Juli: Byrådet beslutter alligevel at beholde det gamle Sct. Joseph - ikke som plejeboliger, men som base for psykiatri og fritidsklub.

2009:

Februar: Othello er så vidt, at de første beboere kan vises rundt.

Juni: Hovedentreprenøren Hoffmann afleverer nøglerne til Othello til Fredericia Kommune. I dagene efter bliver dørene slået op, så alle kan få lejlighed til at kigge ind i det nye plejecenter. Folk strømmer til.

September: Alle beboere er på plads, og i flot sensommervejr blev der klippet meterlange snore som festlig indvielse af Ohtello.

2019:

Juni: 10 års fødselsdag for plejecentret med gallamiddag og dans. Centerleder Grethe Jørgensen er tilfreds med det byggeri, som rejste sig 10 år tidligere, selv om det blev opført lige før, mange velfærdsinstallationer var opfundet - udstyr, som man naturligt ville etablere i et nye plejeboliger, men som man nu må indbygge i de eksisterende rammer, hvor det giver mening.

Garanti holder ikke

Folketinget har udstukket en garanti om, at man ikke må vente længere end to måneder på en plejehjemsplads, men hver måned får fem-seks borgere besked på at de må vente.

- Politikerne har valgt, at vi har en fleksibel venteliste, så vi har lov til at lade borgere springe over ventelisten, hvis der viser sig et akut behov. Det sker, hvis hverken de eller deres pårørende længere kan magte, at de er i eget hjem. Det vil typisk være borgere, som kommer fra aflastningspladser til en permanent bolig, siger ældrechef i Fredericia Kommune Mona Nederby Larsen.

Men selv om plejeboligen må vente, så betyder det ikke, at borgerne skal klare sig selv.

- Hvis de er nødt til at vente, så sørger vi for at vi følger op med den pleje der er nødvendigt for, at alle er trygge. Det kan i nogle tilfælde betyde, at vi er i hjemmet hen over en nat, hvis der er behov for det, siger Mona Larsen.

Seniorråd på sidelinjen

Seniorrådet i Fredericia holder tæt øje med situationen på plejebolig-området, og her tror man ikke, at nye boliger på Stævnhøj kommer til at dække behovet i fremtiden.

- Gennem nybyggeriet på Stævnhøj prøver kommunen at tage brodden af situationen ved de 14 nye boliger (samt otte aflastningsboliger, red.), men det tager tid, før de er færdige, og i Seniorrådet tror vi, at der vil være behov for flere boliger, siger seniorrådsformand Flemming Larsen.

Fra Seniorrådets side peger man på en løsning med et fleksibelt plejecenterbyggeri inden for voldene.

Det fleksible byggeri skal sikre, at boligerne ikke alene er målrettet til plejeboliger. Det skal være fleksibelt, så det kan rumme både unge og ældre.

- På den måde kan man tage forbehold for, at behovet for plejeboliger svinger. Der er kommuner, som har forbygget sig i plejehjemsboliger, og som netop har valgt at udleje dem til andre formål, siger Mona Larsen.

10 år med garanti for en plejebolig

Ældre fik pr. 1. januar 2009 en plejeboliggaranti. Garantien er et påbud i lovform til de danske kommuner om, at der skal tilbydes plads i en plejebolig/på et plejehjem senest to måneder efter, at behovet er konstateret. Demensboliger er også omfattet af plejeboliggarantien.

Fristen løber fra det tidspunkt, kommunen har truffet afgørelse om, at der er behov for en plejebolig og til det tidspunkt, hvor der tilbydes en bolig. Boligen skal være klar indflytning senest to uger efter udløb af fristen.

Kommunen kan opfylde garantien ved at tilbyde bolig i kommunen eller plads i en anden kommune.

Afslår man et tilbud, slettes man ikke af den generelle venteliste, men to-måneders fristen annulleres, og ny frist løber fra det tidspunkt, hvor kommunen modtager afslaget.

Ønsker man at bo i en bestemt plejeboligbebyggelse, gælder garantien på de to måneder ikke. Man bliver i stedet optaget på en specifik venteliste frem for den generelle venteliste.

Kommunen skal sørge for, at der er det nødvendige antal plejeboliger og skal på en lettilgængelig måde oplyse om ventelister til ældrebolig, plejebolig og plejehjemsplads.

(Kilde: Ældre Sagen)

Behovet steg inden spadestik

Det stod i 2017 klart, at der ville blive behov for flere plejehjemspladser i de kommende år, og politikerne var i første omgang indstillet på, at løsningen måtte være et helt nyt bynært plejecenter.

Men en analyse af behovet for plejeboliger skød politikernes plan til hjørne. Den viste, at behovet kunne dækkes med ekstra ti nye plejeboliger.

Den plan valgte byrådet at gå efter, og beslutningen blev, at de skulle opføres i forbindelse med Stævnhøj Plejehjem i Taulov. Men inden spaden blev stukket i jorden, viste et øget pres på demensområdet, at der var behov for yderligere fire boliger.

Krystalkugle og aktuelle ventelister viste et yderligere behov for plejeboliger på den lange bane.

- Så da det desuden viste sig, at der var plads på arealet på Stævnhøj og i økonomien til flere boliger, så blev der slået til, forklarer Mona Nederby Larsen udvidelsen til i alt 22 boliger.

Prisen for de 14 plejeboliger og otte aflastningsboliger bliver i alt 35,7 millioner kroner.

14 plejeboliger og otte aflastningsboliger slår efter planen dørene op ved Stævnhøj på Tingvejen til maj 2020. Byggeriet er i fuld gang og kører planmæssigt. Der bliver tale om to fløje på hver 20 meter, som kobles på øst og vest-fløjene. Foto: Peter Leth-Larsen

Uenighed om privat byggeri

Skal der bygges nye plejeboliger, vil det til dels påvirke den anlægsramme, som Fredericia Kommune er underlagt. Det vil berøre den del af et byggeri, som dækker de servicearealer, som ligger uden for selve boligen.

Fredericia Kommune kunne også vælge at indgå partnerskab med private om at opføre plejehjemspladser.

- Det ville vi se meget positivt til, hvis private kunne have lyst til. Det vil give borgerne flere muligheder for frit valg, og det går vi ind for, siger Pernelle Jensen (V).

Enhedslistens Cecilie Roed Schultz er medlem af senior- og handicapudvalget og vil stemme imod et privat byggeri.

- Private skal ikke tjene penge på at forringe velfærden. Erfaringer fra kommunerne viser, at udlicitering i mange tilfælde fører til dyrere, dårligere service og dårligere arbejdsvilkår for dem, der løser opgaverne. Derfor skal vores velfærd løses af den offentlige sektor med ordentlige vilkår og med tillid til de ansatte. Vigtige samfundsopgaver skal blive under fællesskabets kontrol, mener hun.

Dansk Folkeparti er åbne for at se på muligheden for en privat model.

- Hvis det er en mulighed for, at vi kan komme igang med at bygge et nyt plejehjem i Fredericia, så kunne det være fint. Vi skal bare sikre os, at kvaliteten og kravene er de samme som på de kommunale plejehjem, som kommunen driver, siger Susanne Eilersen.

Othello og dets beboere kunne i denne uge fejre 10 års jubilæum. Det blev markeret med en gallafest. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Læserbrev

Hvis det er naturen, man kerer sig om, hvordan kan man så lade en tom pengekasse have ansvaret for naturen?

Læserbrev: Ingen har sagt, at skovejerne i Trelde Skov ikke har passet på deres skov og natur; skoven er endda blevet kanoniseret. Ved en fredning påhviler det Fredericia Kommune at være plejemyndighed og tilsynsførende. Det er muligt, at skovejerne efter en fredning efter det forslag, der er sendt til Fredningsnævnet, stadig har lov at færdes med en sav i dele af skoven, men dér skal de største træer være urørte, have lov at brede sig, skygge, være urørte efter fald, og på sigt vil det dominere skoven. Med det for skovbrug værste scenarie vil det tage incitamentet for at drive skoven med 100 pct. indleven og interesse. Der er ingen til at betale for den tid, man bruger på at pleje en uproduktiv skov. Danmarks Naturfredningsforening stiller heller ikke med frivillige til at passe alt det, de så gerne vil passe på. Hvis det er naturen, man kerer sig om, hvordan kan man så lade en tom pengekasse have ansvaret for naturen? Når Fredericia Kommune ikke har råd til at skifte rørene i et springvand, var det så ikke bedre at lade skoven blive passet som hidtil. Det, kan man være lidt mere sikker på, virker. Der er andre end Danmarks Naturfredningsforening, der kan passe på natur!

112

Brandfolkene rykkede ud tre gange i streg: Lejlighed udbrændte

Annonce