Annonce
Danmark

10 spørgsmål til Alex Vanopslagh: - Det har uden tvivl været en lidt hektisk tid

Det er ikke meget mere end et år siden, at Alex Vanopslagh blev den nye spidskandidat til folketinget for Liberal Alliance. Nu er han partileder.Arkivfoto: Johan Gadegaard
28-årige Alex Vanopslagh var knap nok blevet udnævnt som ny partileder af Liberal Alliance tilbage i juni måned, før partiet gik ind i nogle betydelige omvæltninger. I kølvandet på udmeldingen om den nye formand forlod flere partimedlemmer partiet, heriblandt flere offentligt kendte medlemmer som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og næstformand Mai Christensen. Dagbladet Holstebro-Struer bad ham derfor svare på ti spørgsmål om sin tid som partileder og hans visioner om fremtiden for Liberal Alliance - men det var ikke alle spørgsmål Alex Vanopslagh havde lige meget lyst til at svare på.

Struer: Du har nu siddet som partileder af Liberal Alliance siden juni. Hvordan har tiden derefter været?

Det har uden tvivl været en lidt hektisk tid, hvor jeg både har skullet finde mig til rette som partileder og også lære Borgen at kende som folketingsmedlem. Men det har også været fantastisk at komme rundt i alle afkroge af partiet og møde medlemmerne og den gejst, der fortsat hersker i partiet.

Hvordan blev nyheden om dig som partiets nye partileder modtaget?

Den er blevet modtaget godt både i Liberal Alliances bagland og blandt kollegerne på Borgen. Jeg har følt mig meget velkommen i min nye rolle.

Siden du tiltrådte partiet har en række andre medlemmer meldt sig ud, blandt andre Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund samt næstformand Mai Christensen. Hvordan ser du Liberal Alliances fremtid efter udmeldingerne?

Jeg spår Liberal Alliance en lys fremtid, men jeg anerkender også, at det bliver hårdt arbejde. Det er ikke unaturligt, at der er en afgang i et parti efter et partilederskifte, og det ændrer ikke på, at der er behov for et liberalt parti som LA, der leverer de gode bud på, hvordan Danmark kan blive rustet til fremtiden. Her taler jeg ikke om, hvordan vi kan ruste velfærdsstaten, men om hvordan vi kan gøre det bedre for danskerne og det danske samfund. For der er behov for, at der er et parti for de flittige. For alle dem, der tager ansvar og som er noget for sig selv og for hinanden. Den eneste grund til, at velfærdsstaten stadig hænger sammen – den eneste grund til at humlebien stadig flyver – det er danskernes livsindstilling og deres værdier. Mange arbejder, selvom det ikke altid kan betale sig. Mange starter nye virksomheder, fordi de bare ikke kan lade være. Og mange står tidligt op hver eneste dag og gør deres bedste. Sådan skulle det gerne blive ved med at være. Lige nu forsøger Christiansborg på alle mulige måder at spænde ben for, at der er noget incitament for at forfølge denne naturlige drift, som mange mennesker har. Der skal Liberal Alliance være bagstopper og arbejde for, at det altid vil kunne betale sig at være driftig i Danmark.

Hvordan tænker du, at genopbygningen af partiet skal tage sig ud?

Der er én vej, og det er fremad. Vi er en lille gruppe folketingsmedlemmer med meget begrænset parlamentarisk indflydelse, så for os er vores stærkeste våben lige nu at være med til at starte de vigtige debatter – også ude ved danskernes køkkenborde. Jeg ser Liberal Alliances rolle lidt som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder, der påpeger, at kejseren ikke har noget tøj på. Det er der, vi skal være. Vi skal være med til at påpege, når regeringen vedtager ting, der er helt forrykte, og i det hele taget gør det dyrere og mere besværligt at være dansker. Vi vil gerne være med til at ændre danskernes holdning og åbne op for, at der er andre måder at se tingene på. Fx som vi gjorde med debatten om kontanthjælpen, hvor vi politikere i årevis har talt om fattigdom målt i kroner og ører, men hvor Liberal Alliance påpegede, at der faktisk ikke eksisterer fattigdom i Danmark – det er den åndelige fattigdom, vi skal være bekymrede for. Det er det faktum, at det sjældent lykkes kommunerne og socialsystemerne at hjælpe folk videre, så danskere på sociale ydelser aldrig bliver i stand til at genvinde troen på sig selv og rejse sig, få et arbejde og forsørge sig selv. Hvordan kan det være, når nu vi angiveligt har et system, der skulle løfte den opgave? Det mener vi handler om, at vi har et system, der ikke er indrettet til mennesker, og det er emner som dét, Liberal Alliance gerne vil være med til at sætte fokus på.

Hvordan er det som nyvalgt partileder at ens første tid er præget af kolleger, der vælger at gå?

Alle situationer, der opstår og skaber uro i et parti, er selvfølgelig trælse og en udfordring at manøvrere i. Men sådan er det i politik, og det er en del et partis økosystem, at nogen går og andre kommer til. Jeg havde da foretrukket, at der havde været ro på bagsmækken, så vi kunne bruge tiden på noget fornuftigt, nemlig at udvikle politik, men sådan blev det ikke. Men det bliver det nu.

Er du, set i lyset af de sidste måneders uro i partiet, den rette partileder for Liberal Alliance?

Det mener jeg fortsat, at jeg er, ja.

Hvordan skal Liberal Alliances politiske linje nu tegnes?

Vi kommer ikke til at ændre på Liberal Alliances DNA. Politikken er den samme. Vi er bevidste om, at vi er en lille gruppe, med meget begrænset parlamentarisk betydning, men det skal ikke afholde os fra, igen og igen, at arbejde for lavere skatter, en slankere og mere effektiv offentlig sektor, bedre vilkår for iværksættere og selvstændige, og - ikke mindst - beskyttelse af den personlige frihed i alle tænkelige sammenhænge. Her er kursen fuldstændig uændret. Den eneste forandring i Liberal Alliance er, at det er slut med at stille ultimative krav.

Er der nu blevet "ryddet op" i Liberal Alliance?

Det har vi ikke kommenteret på offentligt, så det vil jeg helst også undlade at gøre her.

Er udmeldingerne et udtryk for dig som partileder eller er der andre ting på spil?

Det synes jeg ikke, at jeg er den rette til at svare på.

Hvordan vil du sikre at Liberal Alliance bliver styrket i fremtiden? Svarene på dette spørgsmål er dækket ind under ”Hvordan tænker du genopbygningen af partiet skal tage sig ud” samt ”Hvordan ser du Liberal Alliances fremtid efter udmeldingerne”.
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce