Annonce
Kultur

100-året for Genforeningen blev fejret med flæskesteg og fællessang

Den danske ambassadør i Tyskland Friis Arne Petersen fortalte blandt andet om det dansk-tyske samarbejde i dag og om sit 42 år lange virke i Udenrigsministeriet. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Mandag var det præcis 100 år siden, sønderjyderne stemte om atter at blive en del af Danmark. Det førte til Genforeningen fire måneder efter. Det blev fejret i Balle Forsamlingshus mandag aften.

Balle: Mandag 10. februar 1920 var den måske mest skelsættende begivenhed i Danmarks historie de sidste 100 år. Her gik sønderjyderne til stemmeurnerne for at vælge, om de ville tilbage til Danmark eller forblive under tysk styre, som de havde været siden 1864.

Her stemte 75 procent af befolkningen for, at de ville være danske, og det førte til Genforeningen fire måneder senere.

Den dag, sønderjyderne stemte sig tilbage til Danmark, er værd at fejre. Ikke mindst i anledning af 100-års jubilæet. Det skete også i Balle Forsamlingshus mandag aften, hvor Balle Valgmenighed, Balle Forsamlingshus, Historisk Samfund for Sydøstjylland, Grænseforeningen Vejle Vesteregn og Folkeuniversitetet i Vejle havde inviteret til afstemningsfest.

Ved festlighederne deltog 120 gæster, hvilket var det maksimale antal gæster, der var plads til i forsamlingshuset.

- Vi var blevet glade, hvis der var mødt 75 op. 120 fremmødte er overvældende. Vi har endda været nødt til at sige nej til flere, fordi der var udsolgt, kunne formand for Grænseforeningen Vejle Vesteregn, Kirsten Rykind-Eriksen, berette.

Annonce

Det er helt symbolsk, at det regner og stormer udenfor. Det gjorde det også den dag for 100 år siden. Det er på en måde med til at sætte en ramme for aftenen.

Kirsten Rykind-Eriksen, formand for Grænseforeningen Vejle Vesteregn

Symbolsk vejr

Aftenen startede med en fællessang og flæskesteg, og kort efter summede hele salen af hyggesnak og glade mennesker.

- Det er helt symbolsk, at det regner og stormer udenfor. Det gjorde det også den dag for 100 år siden. Det er på en måde med til at sætte en ramme for aftenen, lød det fra Kirsten Rykind-Eriksen under spisningen.

Da tallerkener og bestik var stakket og båret væk på bedste højskolemanér, holdt den danske ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, et oplæg om den aktuelle situation mellem Danmark og Tyskland og i høj grad også om EU.

- Det må næsten være skæbnens ironi, at vi fejrer 100-året for Genforeningen i det år, hvor Storbritannien er trådt ud af EU, og hvor man i USA har en præsident, der klart siger "America first". Vi hylder Genforeningen og samarbejdet, mens de trækker sig ud og ønsker at stå for sig selv, lød det blandt andet fra Friis Arne Petersen.

Mere ansvar til Tyskland

En spørger i salen ville vide, om Tyskland efter Storbritanniens udtræden af EU vil få mere magt - og om det i så fald er noget, vi bør frygte. Et meget relevant spørgsmål, mente den danske ambassadør.

- Tyskland vil få et større ansvar nu, og det bør Tyskland også tage. Det er ikke noget, vi bør frygte. Tyskland har angret og undskyldt for landets handlinger under de to verdenskrige og er kommet meget langt siden. Tyskland har i dag et meget stabilt demokrati, eksempelvis har tyskerne kun haft otte kanslere de sidste 70 år, mens Danmark har haft 16 forskellige statsministre. Samtidig er det at være europæer noget, der ligger meget dybt i den tyske folkesjæl, svarede Friis Arne Petersen, der understregede, at det er vigtigt ikke at glemme fortiden og det, der skete under krigene, men at situationen er en helt anden i dag, hvor Tyskland har et godt og stærkt samarbejde med Danmark såvel som resten af EU.

Herefter ventede fællessang akkompagneret af højskoleforstander Jakob Bonderup og hans hustru Kathrine. Danske sange, der sammen med Dannebrogsflagene i salen, var med til at runde afstemningsaftenen godt af.

Der var helt fyldt i Balle Forsamlingshus, da 120 gæster deltog i afstemningsaftenen mandag aften. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Der blev sunget et udvalg af danske sange fra Højskolesangbogen, som var med til at stemningen for fejringen af 100-året for Genforeningen. Foto: Vibeke Frost Oxholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

USO åbner pop-up outlet i Vendersgade: Vi har fået gode tilbud fra leverandører

Fredericia

Frisør håber på biler i Vendersgade: Kunder parkerer for langt væk i dag

Fredericia

Efter voldskred: Rydnings-firma er ekstra opmærksom i regnen

Annonce