Annonce
Indland

Efter kamp mod Islamisk Stat får 22-årig fængselsstraf

Delil Souleiman/Ritzau Scanpix
Københavns Byret følger i hælene på Højesteret i terrorsag om ulovligt ophold i Syrien.

En ung studerende er mandag blevet idømt ubetinget fængsel i seks måneder efter at have deltaget i kampe imod Islamisk Stat i Syrien.

Dommen er afsagt af Københavns Byret. Den 22-årige mand opholdt sig i et område nær Raqqa. Men det havde danske myndigheder forbudt.

- Han er i tænkeboks, om han vil modtage eller anke dommen, siger hans forsvarer, advokat Rasmus Hedegaard.

Den nu dømte sluttede sig til den kurdiske milits YPG og varetog blandt andet transport- og bevogtningsopgaver, da der blev kæmpet mod Islamisk Stat i slutningen af 2017 og i begyndelsen af 2018.

Ifølge forsvareren er den unge mand lettet over at have overstået retsmødet. Den unge mand stammer fra Sønderjylland og har tidligere været murerlærling. Han studerer nu på Københavns Universitet, har mediet Konfront tidligere oplyst.

Forleden fastslog Højesteret i en tilsvarende sag mod den 41-årige Tommy Mørck, der også havde kæmpet imod Islamisk Stat, at seks måneders ubetinget fængsel er taksten.

Meningen med at indføre bestemmelsen var at få mulighed for at straffe fremmedkrigere, som sluttede sig til Islamisk Stat, lød det fra den daværende justitsminister Søren Pind (V) i 2016.

Den blotte indrejse og ophold i bestemte områder er strafbar - med mindre man har fået tilladelse af politiet.

Hidtil er kun Tommy Mørck og den 22-årige blevet straffet for at overtræde bestemmelsen. Begge havde tilsluttet sig de kurdiske styrker i YPG.

Efter dommen i Højesteret har retsordførere for SF og Enhedslisten udtalt, at straffeloven bør revideres. De Radikales ordfører mener også, at loven rammer skævt.

- Det er skørt, at man får en dom for at rejse ned og bekæmpe Islamisk Stat, sagde SF's Karina Lorentzen.

- Loven rammer tydeligvis ikke dem, den var møntet på, sagde Søren Søndergaard fra Enhedslisten.

I Højesteret stemte et mindretal af dommerne i øvrigt for en betinget straf på tre måneder til Tommy Mørck. De noterede blandt andet, at YPG har spillet en afgørende rolle i den militære indsats mod Islamisk Stat.

Om den 22-årige faktisk skal opholde sig i en fængselscelle, hvis han accepterer dommen, er ikke afklaret. En domfældt kan ansøge om at afsone med fodlænke, når straffen er på seks måneder og derunder.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Lå på sofaen da det bankede hårdt på døren: Beboer advarede Anne om brand i nabolejlighed

Erhverv

Virksomheder og studerende mødte Google i Fredericia: Danske Medier er kritiske over for Googles bustur

Annonce