Annonce
Danmark

230 millioner kroner imponerer ikke støjramte F-35-naboer

Der er blevet holdt flere borgermøder om de kommende F-35 fly og den støj, de kommer til at udsende. Arkivfoto: Jacob Schultz
Forening af naboer til flyvestation føler sig kun delvist imødekommet i udkast til kompensation for F-35-støj.

230 millioner kroner som kompensation til støjramte naboer til flyvestationen i Skrydstrup er ikke prangende.

Det siger Agnes Østergaard Rosenlund, formand for foreningen Flyvestation Skrydstrups Naboer.

- Jeg synes jo ikke, at 230 millioner kroner er så prangende, når man ser på, hvor mange boliger det her berører.

- Men alligevel synes jeg, at vi er blevet imødekommet et stykke ad vejen, siger hun.

Ifølge DR Nyheder lægger regeringen op til at kompensere op mod 1600 beboere i området.

Det skal ske ved, at de mest udsatte boliger bliver enten opkøbt eller kompenseret i form af støjisolering.

Området vil ifølge aftaleudkastet, som DR Nyheder har set, blive inddelt i to zoner:

En rød zone med 117 ejendomme, som vil være hårdest ramt af støj fra de nye kampfly.

Samt en gul zone med cirka 1500 boliger i periferien til flyvestationen.

Naboformanden er tilfreds med, at de mest støjbelastede boliger får tilbud om opkøb af deres ejendomme.

Det er beboerne i den gule zone, der bekymrer hende mest.

- Beboerne i den røde zone er dem, der bliver overfløjet. De vil kunne blive opkøbt ud fra de maksimale støjniveauer frem for en beregning af gennemsnitsstøjen. Det er positivt, siger Agnes Østergaard Rosenlund.

- Men vores store bekymring er beboerne i det gule zone. De får tilbudt en støjisolering af for eksempel vinduer.

- Men det kan jo ikke kompensere for, at boligerne uden tvivl kommer til at tabe værdi, siger hun.

Naboformanden mener, at forligspartierne bør supplere ordningen med en erstatning for boligernes værditab.

- Vi efterlyser en gradueret erstatningsmodel for værditab af vores boliger.

- Her kunne vi godt tænke os, at man inddrager uvildige eksperter og ejendomsmæglere, der kunne finde en model for en erstatningsordning for værditab, siger Agnes Østergaard Rosenlund.

De 27 F-35-fly skal erstatte de nuværende F-16-fly. De ventes indfaset i flyvevåbnet i årene fra 2021 til 2026.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Lad os hylde medarbejderne i sundhedsvæsenet

Et dansk medie lavede for nylig en øvelse, hvor man udnævnte de 100 mest magtfulde mennesker i det danske sundhedsvæsen. Udnævnelsen af magtfulde personer er interessant, fordi den er meget symptomatisk for den måde, som mange ser på sundhedsvæsenet for tiden. Medier og politikere fokuserer på magt, økonomi og antallet af eksempelvis sygeplejersker på sygehusene, og det er selvsagt vigtigt, fordi de strukturelle forhold har stor betydning. Men engang imellem savner jeg, at vi også sætter fokus på dem, det hele handler om: Menneskerne i sundhedsvæsnet i form af det dedikerede personale, der gør en stor indsats for patienterne på sygehusene og i kommunerne. Personalet er ikke bare tal i et Excel-ark, og masser af sygeplejersker, læger og andre i sundhedsvæsenet har stor betydning for patienterne, selvom de hverken er chefer eller har formel magt. Mottoet på det tidligere amtssygehus i Aarhus lød: ”Helbrede, lindre og trøste”. Hvis vi ikke kan helbrede, skal vi lindre, og kan vi ikke lindre, skal vi trøste. De tre nøglebegreber er centrale i ethvert pleje- og behandlingsforløb, og vi bør tale langt mere om de medarbejdere, der i hverdagen gør en indsats for at understøtte og forbedre denne pleje og behandling, end om hvem der er placeret hvor på en magtliste. I virkeligheden burde man lave en liste med de medarbejdere i sundhedsvæsenet, der har haft den største betydning for patienternes pleje og behandling gennem tiderne. Listen kan indeholde personer fra hele landet, der for eksempel har udviklet nye metoder, gjort en stor faglig indsats eller iværksat initiativer, der har betydet meget for patienternes hverdag. På Fyn kan det eksempelvis være de sygeplejersker, læger og IT-ingeniører, der på Odense Universitetshospitals telemedicinske enhed har udviklet en patientkuffert til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). KOL-kufferten er en bærbar PC med webcam, og den har givet særdeles gode resultater, som blandt andet kan ses direkte i antallet af genindlæggelser og patienttilfredsheden. I Østjylland kan det være initiativtagerne bag et tilbud om netværksfokuseret sygepleje til unge med kræft udviklet på Aarhus Universitetshospital. Her rustes de pårørende og det øvrige sociale netværk, så de kan støtte den unge med kræft under behandlingsforløbet. Gennem den netværksfokuserede sygepleje skabes rum for den unges normale vækst og udvikling. I Sydjylland kan det være folkene bag et akutteam, som er er oprettet af Esbjerg Kommune i samarbejde med Sydvestjysk Sygehus. Akutteamet sikrer, at borgerne oplever sammenhængende og trygge forløb ved at give borgerne mulighed for at få akut sygepleje i eget hjem, hvilket forebygger unødvendige indlæggelser og genindlæggelser. I det nordjyske kan det være den sygeplejerske på Aalborg Sygehus, som i samarbejde med Region Nordjyllands innovationsenhed Idéklinikken har opfundet en iltsut for at sikre bedre iltbehandling af børn. Sutten er udformet, så den samtidig fører to slanger med ilt op til barnets næsebor og har vakt så stor begejstring, at den sælges til resten af verden. Og på Sjælland kan det være de sygeplejersker og læger, der står bag ordningen med en børneonkologisk udgående sygepleje på Rigshospitalet. Ordningen aflaster kræftsyge børn og deres familier, der i hjemmet kan få besøge af en sygeplejerske, som kan medicinere, tage blodprøve og oplære familien i pleje- og behandlingstiltag. Jeg anerkender fuldt ud ledernes store betydning for de nævnte initiativer og alle de øvrige formidable initiativer, jeg ikke har nævnt. Uden ledelsesopbakning går det ikke. Samtidig er det bare vigtigt at anerkende, at ildsjælene bag initiativerne også har en stor betydning for patienterne i hverdagen. På trods af besparelser, manglende ressourcer og tidspres gør de en stor forskel ved at skabe omsorg, tryghed og pleje, og det er dem og deres resultater, vi bør få frem i lyset, så mennesker andre steder i sundhedssektoren kan lade sig inspirere af deres arbejde. Lad os sammen hylde dem for at understrege den store betydning, som de har for patienterne, for menneskeheden og ikke mindst velfærdsstaten.

Annonce