Annonce
Udland

279 bortførte skolepiger er blevet frigivet i Nigeria

De hundredvis af unge piger blev i sidste uge bortført fra denne skole i det nordvestlige Nigeria. Foto: Sunday Alamba/Ritzau Scanpix
Kriminelle bander har de seneste år gennemført flere kidnapninger i det nordlige Nigeria for at få løsepenge.

279 unge nigerianske skolepiger er tirsdag morgen dansk tid blevet frigivet efter at være blevet bortført i sidste uge.

Det oplyser guvernøren i den nordlige stat Zamfara, Bello Matawalle.

- Jeg er glad for at annoncere, at pigerne er frie. De er netop ankommet til regeringsbygningen og er alle sunde og raske, siger guvernøren.

Billeder delt på guvernørens Twitter-profil viser, hvordan de mange unge piger ankommer til bygningen efter at være blevet transporteret i hvide minibusser.

De mange skolepiger blev kidnappet fredag i sidste uge ved midnatstid, da ukendte gerningsmænd trængte ind på deres internatskole i byen Jangebe.

Myndighederne fortalte efterfølgende, at over 300 piger var savnet, men Matawalle siger, at der har været tale om 279 skolebørn.

Så sent som i weekenden blev 42 personer - heriblandt et flertal af børn - frigivet i staten Niger efter at være blevet bortført fra en anden skole.

Under bortførelsen blev en elev dræbt af de bevæbnede gerningsmænd.

Det nordvestlige og centrale Nigeria er i de seneste år blevet rystet flere gange af kriminelle bander, som blandt andet gennemfører kidnapninger for at få løsepenge.

Her udnytter væbnede grupper, at der er en generel mangel på lov og orden i regionen.

Den militante, islamistiske organisation Boko Haram er blandt dem, som har stået bag bortførelser af flere hundrede børn i det nordvestlige Nigeria. Det er sket i områder, der grænser op til Tchad og Cameroun.

Andre bortførelser af børn er også blevet begået af fattige, der har forsøgt at tiltvinge sig adgang til landbrugsjorde og græsningsområder til deres kvæg.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Formodet serietyv på spil hos lokale arbejdspladser: Virksomhed fik besøg i frokostpausen

Kolding

Truende ægtemand videofilmer hustruens hjemmehjælpere: Nu nægter de at komme i hjemmet

Fredericia For abonnenter

Gluten styrer hele Pernilles tilværelse: - Du skal ikke have ondt af mig

Annonce