Annonce
Fredericia

30 ledige fra hotel- og restaurationsbranchen får job: Skal gøre rent i daginstitutionerne indtil sommerferien

Fredericia Kommune har ansat 30 ledige til rengøringsjob i dagtilbuddene frem til 1. juli. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Fredericia Kommune har ansat 30 ledige i ordinære job på kontrakt indtil 1. juli. De begynder med et kursus i rengøring i morgen, tirsdag.
Annonce

Fredericia: Når dagtilbudene i Fredericia Kommune åbner på torsdag, bliver det med en række nye ansigter.

Fredericia Kommune har ansat 30 ledige til 30 timers rengøringsjob i institutionerne. En person i hver daginstitution. Det oplyser byrådspolitiker Inger Nielsen (DF) til Fredericia Dagblad.

- Det er midlertidige job frem til 1. juli med mulighed for forlængelse. De er ansat på ordinære vilkår - altså ikke noget med løntilskud eller andet. Deres primære opgaver bliver at vaske legetøj og spritte af i institutionerne, fortæller Inger Nielsen, der både sidder i børne- og skoleudvalget og social- og beskæftigelsesudvalget.

Hun oplyser desuden, at selvom der er stor forskel på institutionernes størrelse, har politikerne i første omgang besluttet at ansatte én person til hver daginstitution for ikke at risikere at bringe eventuel smitte med rundt. Men hvis der bliver brug for flere ansatte i nogle af de store institutioner, vil kommunen se på det.

Det er midlertidige job frem til 1. juli med mulighed for forlængelse. De er ansat på ordinære vilkår - altså ikke noget med løntilskud eller andet. Deres primære opgaver bliver at vaske legetøj og spritte af i institutionerne.

Inger Nielsen (DF)

Annonce

Regeringen betaler

De 30 nyansatte begynder i morgen, tirsdag, og lægger ud med et repetitionskursus i rengøring.

- Det er primært folk fra hotel- og restaurationsbranchen. Vi håber, de fleste af dem kan vende tilbage til deres brancher hen over sommeren, men ellers er der mulighed for at blive forlænget, fortæller Inger Nielsen.

Rengøringsfolkene vil som udgangspunkt begynde deres arbejdsdage kl. 7.30.

Regningen for de 30 ekstra ansatte skal Fredericia Kommune ikke betale.

- Som jeg har forstået det, går regeringen ind og dækker de ekstra omkostninger, der er ved at genåbne, forklarer Inger Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fredericia For abonnenter

Eksercerhuset renoveres for 8,5 millioner kroner -  husets indhold skal spille sammen med andre kulturhuse

Annonce