Annonce
Fredericia

300 DLG-ansatte flytter ind i nyt domicil mandag: Få et smugkig på de nye lokaler her

Mandag slår DLG dørene op for sine ansatte til sit nybyggede domicil på Ballesvej, og alle glæder sig rigtig meget, fortæller administrerende direktør i DLG Kristian Hundebøll. Foto: Søren Gylling
Omkring halvdelen af de ansatte følger med fra DLGs andre lokationer, mens resten er ansat indenfor de seneste to år i forbindelse med flytningen fra Axelborg. Datterselskabet Vilofoss' ansatte er også flyttet med.
Annonce

Snoghøj: Mandag morgen træder DLG og Vilofoss' ansatte ind i det nyopførte hovedkvarter på Ballesvej 2. Her vil de møde paneler i lærketræ, mødelokaler ved navn siloen, hveden og havren og mange små uformelle steder, de kan sætte sig og arbejde foruden de traditionelle kontorpladser.

Fra alle tre etager er der udsigt enten over Lillebælt eller en kornmark, og udenfor kan de ansatte gå en tur på stierne i det grønne område og eventuelt bruge det til walk and talk-møder.


Mange af de gode gamle kræfter har trukket et stort læs af kærlighed til selskabet. Der har vi fået en utrolig stor hånd fra mange, som ikke er her længere.

Kristian Hundebøll


Landbrugsselskabet DLG offentliggjorde i efteråret 2017 sin beslutning om at flytte fra Axelborg i København for i stedet at flytte ind i et nybygget hovedkvarter på Ballesvej i Snoghøj og samle en række af sine folk og funktioner her.

Eftersom DLG varslede flytningen i god tid, har virksomheden i ro og mag kunnet planlægge sin flytning og rekruttere nye medarbejdere løbende, efterhånden som en stor del af Axelborgs ansatte fandt andet job og sagde op.

I stueetagen kan DLG samle sine medarbejdere til sammenkomster. Mandag morgen møder de ansatte ind i hold efter afdeling. De vil blive samlet til en velkomst her, hvor der er plads til, de kan følge med fra de forskellige etager. Foto: Søren Gylling

De nyansatte har holdt til i midlertidige lokaler på Vesterballevej. DLG har rekrutteret cirka 150 nye medarbejdere. Dermed har virksomhedens rutinerede medarbejdere kunnet tage de nye under deres vinger, hjælpe dem i gang og dermed har landbrugsselskabet ikke mistet momentum undervejs.

- Vi har så at sige kørt dobbelt husholdning i overgangsfasen. Vi har stille og roligt gearet op på Vesterballevej, så vi allerede var omkring 100 derude i sommeren 2018, fortæller administrerende direktør i DLG Kristian Hundebøll og fortsætter:

- Mange af de gode gamle kræfter har trukket et stort læs af kærlighed til selskabet. Der har vi fået en utrolig stor hånd fra mange, som ikke er her længere.

Annonce

Datterselskab rykker med

- Hvordan har det været at rekruttere nye medarbejdere i Trekantområdet?

- Det har været en positiv oplevelse. Der har været stor søgning til vores stillinger, så vi har haft et stort rekrutteringsgrundlag fra meget kompetente folk. Vi forventer, de nyansatte kan byde ind med den nytænkning, en stor organisation som vores har brug for i respekt for virksomhedens gamle værdier, forklarer han.

DLG Ballesvej

Bygningen er cirka 7500 kvadratmeter stor og er opført af AP Pension, som ejer bygningen.

PLH Arkitekter har tegnet stregerne og indrettet domicilet, mens NRE Denmark var totalentreprenør, og Rambøll var bygherrerådgiver.

For år tilbage var DLG medejere af Axelborg, hvor DLG har holdt til i over 50 år. For et par år siden solgte DLG sin aktiepost på 20 procent, og i dag ejer Landbrug og Fødevarer 100 procent af Axelborg. DLG bevarer dog nogle enkelte repræsentationslokaler på Axelborg i tilfælde af mødeaktiviteter i København.

Foruden at flytte tættere på sine kunder og ejere, de danske landmænd, rykker DLG flere funktioner tættere sammen, ligesom datterselskabet Vilofoss er flyttet fra sin nuværende placering i Gråsten til Ballesvej.

Annonce

Officiel indvielse i 2021

Placeringen i Trekantområdet giver desuden let adgang til det tyske marked, ligesom det bliver lettere for DLGs fredericianske ansatte at mødes med deres tyske kolleger, som i 2021 flytter ind i et nybyggeri i Flensborg.

- De to F'er, som vi kalder det, bliver et stærkt setup. Tyskland er vores ubetinget største marked og står for over 60 procent af vores omsætning, forklarer Kristian Hundebøll.

Udsigt til Ny Lillebæltsbro og kornmarken fra det grønne område ved siden af kantinen, hvor der er anlagt små stier. Der bliver også lavet en krydderhave til køkkenet, ligesom der er planer om et komposteringssystem. Foto: Søren Gylling

DLG rykkede tidligere i år ind i sit nye logistikcenter på 28.000 kvadratmeter i Taulov Dryport, som bliver et knudepunkt for DLGs lager- og logistikaktiviteter.

DLG gør klar til indflytningen på Ballesvej i denne weekend.

- Vi er klar og flytter alt det, der kan lade sig gøre, så vi mandag officielt kan gå ind af døren, fortæller Kristian Hundebøll.

På grund af coronakrisen bliver der dog kun en mindre markering af indflytningen i det nye domicil mandag. Den store officielle indvielse med indbudte gæster fra nær og fjern er udskudt et år - til juni 2021.

DLG har ansat 150 nye medarbejdere til Ballesvej. Det har været en positiv oplevelse at rekruttere i Trekantområdet, fortæller administrerende direktør Kristian Hundebøll. Foto: Søren Gylling
Panelerne er lærketræ. PLH Arkitekter har tegnet stregerne og været med til at indrette bygningen. Foto: Søren Gylling
Der er indrettet små stillelokaler rundt omkring i bygningen. Foto: Søren Gylling
Når de ansatte møder ind mandag morgen, vil deres computere også være klar. Foto: Søren Gylling
Fredag var der travlt i det nye hovedkvarter. Det skal være klar til de ansatte mandag morgen. Foto: Søren Gylling
Auditorium til større møder og konferencer. Foto: Søren Gylling
26. oktober 2018 var Kristian Hundebøll med til at tage første spadestik til bygningen i baggrunden. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se billederne: Mette Frederiksen og Bo Tengberg er blevet gift på Møn

Annonce