Fredericia: En 40-årig mand fra Fredericia blev kort før midnat ramt af to knivstik i ryggen. Knivstikkeriet skete på åben gade på Viaduktvej kl. 23.21. Den 40-årige var ikke i livsfare, men blev straks kørt til akutmodtagelsen på Kolding Sygehus, hvor han blev behandlet.
- Han var stukket to gange, og der skal ikke så meget til, før det kan gå helt galt, når man stikker i ryggen, siger politikommissær Arno Dahl fra Patruljecenter Syd.
Knap 40 minutter efter anmeldelsen kunne politiet anholde en 33-årig mand, som er blevet sigtet for forsøg på manddrab.
- Vi arbejder stadig med sagen, så der er ikke blevet taget stilling til, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør endnu, siger leder af efterforskning Syd ved Sydøstjyllands Politi vicepolitiinspektør Frede Nissen.
Manden har ikke været i livsfare, men når man får to stik i ryggen, så skal der ikke meget til, før det kan gå helt galt.Politikommissær Arno Petersen, Patruljecenter Syd
Det store apparat i gang
Natten igennem har efterforskerne arbejdet med knivstikkeriet. Der er blevet gennemført undersøgelser på retsmedicinsk institut og ledt efter det eventuelle gerningsvåben.
- Vi fik anmeldelse om knivstikkeriet via alarmcentralen, så alarmen er kommet ind via 112. I sådan en sag sætter vi det store apparat i gang, og vi har været ude på stedet hele natten, siger politikommissær Arno Petersen fra Patruljecenter Syd.
Han kan således bekræfte, at politiet har fundet det formodede gerningsvåben, men ikke yderligere om, hvor det blev fundet.
- Kan I sige noget om motivet til knivstikkeriet og til de to personers relation?
- Nej, vi kan ikke oplyse så meget endnu, for efterforskningen er i fuld gang, siger han.
Han ønsker derfor heller ikke at oplyse, om de to personer i forvejen er kendt af politiet.
(opdateret mht. offer og sigtets alder)