Annonce
Fredericia

40 år: Birgitte Andersen blev udlært hos Frisør Klausen og har holdt ved lige siden

Jacob Klausen er kun på besøg, for efter Kaj Klausens dødsfald er det Birgitte Andersen, som er mester hos Frisør Klausen, men hans søn Jacob Klausen tager sig af det administrative. Hun har været i salonen i 40 år. Foto: Steen Højgaard
Birgitte Andersen blev i frisørsalonen i Vendersgade, efter at hun var udlært. I alt 40 år har hun nu været aktiv i samme lokale. Hendes tre søskende har også haft 40 års jubilæum i deres job.

Fredericia: En mangeårig kunde kom forleden med blomster til Birgitte Andersen og gjorde hende opmærksom på, at hun nok snart havde jubilæum.

Kunden ønskede til lykke med 40 år hos Frisør Klausen i Vendersgade 41.

Kunden er gennem alle årene blevet klippet af Birgitte Andersen, der også blev udlært i salonen.

Hun er opvokset i Sandal ved Fredericia, hvor hendes forældre fortsat bor, og hendes tre søskende bliver også længe på samme arbejdsplads, for nu har alle fire søskende haft 40 års jubilæum.

De tre andre er Susan Andersen, der er hos Sport 24 i Fredericia, Sonny Boy Andersen, der er hos Bankdata i Erritsø, og endelig Jan Andersen, der for 40 år siden blev ansat på på handelsskolen i Vejle, hvor han er it-chef.

Og deres 87-årige far har fortsat nogle timers dagligt arbejde med udbringning af blomster for en forretning i Fredericia.

Ingen i familien var frisører, men i 9. klasse kom Birgitte Andersen lidt tilfældigt i praktik i salonen i Vendersgade, hvor hun senere havde fritidsjob, og hun kom på det sidste hold, der havde mesterlære.

- Det er det hele ved arbejdet i salonen, jeg holder af, svarer hun, da hun bliver spurgt, hvorfor hun fortsat er i salonen.

- Det er hyggen. Glæden ved at lave om på kunders hår og at opleve kunder, der altid er glade og tilfredse, når de går herfra. Jeg kender jo alle kunder, deres børn og meget andet. Mange er kommet gennem alle årene, og størstedelen kommer her heldigvis fortsat.

Også nye er kommet til.

"Bortset fra to barsels-perioder har Birgitte Andersen ikke været væk fra salonen. Hun har nemlig ikke haft en eneste sygedag gennem 40 år".

Citat fra artiklen

Pludselig død

Det var i sin tid prestigefyldt at blive ansat hos Frisør Klausen, for Kaj Klausen var én af Europas bedste frisører. Sådan beskrives han af folk, som kendte ham.

Kaj Klausen åbnede salonen for 47 år siden og vandt det ene mesterskab efter det andet, og på et tidspunkt havde salonen syv medarbejdere.

- Jeg var med til alle mesterskaberne. Det var spændende, og der hang diplomer overalt i salonen dengang, husker hun.

Men pludselig var det slut:

Birgitte Andersen og hendes mester havde begge haft kunder i salonen én dag, og næste dag var han død. Han steg af cyklen og faldt pludselig om med hjertestop. Det var i juni 2018.

Blev mester

Dødsfaldet kom altså helt uvarslet, og sønnen Jacob Klausen og Birgitte Andersen satte sig sammen for at drøfte situationen.

- Skulle vi lukke? Fortsætte? Eller hvad? Vi vidste det ikke. Men vi besluttede at fortsætte og har aftalt, at hvis Birgitte helt vil overtage en dag, gør hun det, fortæller Jacob Klausen.

Begge er glade for, at der fortsat er salon i lokalerne. Den var blevet en institution, der var værd at bevare, synes de. Og måske er salonen den eneste forretning i Fredericia, der fortsat er på samme adresse.

Aftalen blev, at Kaj Klausens søn tager sig af det administrative med salonen, og at hun passer salonen i det daglige. Sammen ejer de forretningen.

I dag er Birgitte Andersen altså frisørmester, og regnskaber og andet passes af Jacob Klausen, der ellers koncentrerer sig om en gros-firmaet Stuff Design i Erritsø, som han og hans kone driver sammen.

Både Helle Jensen og hendes mand bliver klippet af Birgitte Andersen. Og parrets datter og barnebarn har været kunder i Frisør Klausen. Foto: Steen Højgaard

Mangeårig kunde

I frisørstolen sidder Helle Jensen fra Jens Baggesensvej i Fredericia, efter at en anden mangeårig kunde netop har forladt salonen med klippet og opfrisket hår.

- Jeg er kommet her gennem 30-40 år, efter at en anden salon i byen lukkede. Jeg er meget tilfreds, for alle mine veninder i roklubben går et andet sted. Men jeg fortsætter hos Birgitte. Min mand bliver også klippet af hende, fortæller Helle Jensen.

Også hendes datter og barnebarn er blevet klippet af Birgitte Andersen i Frisør Klausen, som fortsat er navnet på salonen i Vendersgade 41.

Helle Jensens veninder i roklubben bliver ikke klippet hos Birgitte Andersen, der har Frisør Klausen. Men Helle Jensen har ingen planer om at skifte frisør efter 30-40 år. Foto: Steen Højgaard

Ikke sygedage

Bortset fra to barsels-perioder har Birgitte Andersen ikke været væk fra salonen. Hun har nemlig ikke haft en eneste sygedag gennem 40 år.

- Det normale er, at efter syv til ni år holder man op som frisør, fordi man har fået gigt, eksem eller ondt i ryggen. Jeg er så heldig, at sådan er det ikke gået for mig, og jeg bliver ved, fortæller 57-årige Birgitte Andersen.

Hun er i dag eneste frisør i salonen, der fik ny facade i foråret, men siden januar har hun haft selskab af Sascha Markussen, der er uddannet make up-artist og har lejet sig ind.

I salonen er der plads til begge, og Sascha Markussen, der er fra Middelfart og bor i Fredericia, udfører voksbehandlinger, forlænger hår, ordner negle og meget andet i en del af lokalet.

Der holdes jubilæums-reception i salonen, der ligger over for Sct. Michaelis Kirke, onsdag 29. maj kl. 14-18.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Åbent brev til byrådet i Fredericia: Tænk disse punkter ind i arbejdet med næste års budget

Læserbrev: På det ugentlige tværpolitiske, offentlige møde i Demokraticontaineren i Kanalbyen var emnet tirsdag 10. september "Velfærdspolitik i de kommende år i Fredericia". Som sædvanlig var der en livlig diskussion i en positiv ånd. Samtalen foregik endnu en gang på tværs af partiskel og andre interesser. Mødet endte ud med enighed om at opfordre byrådspolitikerne til at tænke nedenstående punkter ind i arbejdet med næste års budget. Vi håber, I vil sætte fokus på de svageste borgere og på arbejdsmiljøet for de kommunalt ansatte. Der var enighed om, at velfærden generelt skal være i centrum, og følgende områder blev specifikt nævnt som indsatsområder: Folkeskolerne. Der er kun fem kommuner i landet, der bruger færre økonomiske midler pr. elev. Var det en ide og en mulighed at tildele midlertidig "førtidspension” til syge borgere, så de får ro til at komme sig og samle kræfter, inden der tages stilling til deres fremtidige tilknytning til arbejdsmarkedet? Fritidstiltag for den ungdomsgruppe, der ikke er knyttet til Ungdommens Hus. Sikring af, at frivillig indsats ikke på nogen måder indregnes i normeringsbehovet. Personale nok til at tage sig dybtgående nok af de underretninger, der indsendes til familieafdelingen. For at fremme arbejdsmiljøet på de offentlige arbejdspladser skal der være mindre kontrol og mere tillid, og i den sammenhæng vil det være en god idé at lade en stor del af arbejdsprocesserne bestemmes af selvstyrende teams. Det er vigtigt, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for de områder, der vedrører velfærden. Når forholdene er gode for de kommunalt ansatte, er der stor sandsynlighed for, at flere får lyst til at tage en uddannelse inden for disse områder, så der på sigt kan blive et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere at vælge imellem. Det er væsentligt, at der bliver lagt endnu mere vægt på et positivt og inkluderende menneskesyn i den kommunale organisation. Vi ønsker byrådet rigtig god arbejdslyst i processen med budgetforhandlingerne!

Annonce