Annonce
Middelfart

42 år og 10 meter høj: Forhavekæmpe skal sprede julestemning på Torvet

Ved at spænde et bånd om det 10 meter høje grantræ, var det muligt at fælde det, uden at det væltede ind i hus eller naboens have. Det var en lidt mere besværlig opgave at få læsset det kæmpestore træ på ladet af lastbilen uden at knække grene. Foto: Peter Leth-Larsen
Det var en bevæget Margit Thede Jørgensen, der torsdag morgen sagde farvel til forhavens elskede grantræ, da medarbejdere fra kommunens entreprenørafdeling fældede det. Træet ender sine dage som juletræ på Torvet.

Strib: - Det var på tide. Det var nu, vi skulle gøre det, for vi skal have lagt forhaven om.

Sådan forklarer Margit Thede Jørgensen, som torsdag morgen kunne se til, mens tre medarbejdere fra kommunens entreprenørafdeling fældede forhavens store kæmpe. En prægtig 10 meter høj nordmannsgran på 42 år.

Træet fik Margit Thede Jørgensen foræret af overlæge Knud Munck i 1977, og dengang var det ikke mere en 25 centimeter højt. Træet var en gave til overlægen fra et medicinalfirma, men Margit Thede Jørgensen og manden Benny havde netop bygget hus i Strib, og derfor havde overlægen besluttet, at parret skulle have træet.

- En dag kom han op på afdelingen, hvor jeg arbejdede og sagde "Fru Thede, du har jo et nyt hus og sikkert plads til et ekstra træ, så jeg vil gerne forære dig et sådant", husker Margit Thede Jørgensen, som gik hjem og plantede træet i forhaven.

- Jeg troede ikke rigtig på, at det ville gro, men jeg plantede det alligevel.

Og gro, det gjorde træet i den grad. En enkelt gang for mange år siden måtte det endda flyttes længere væk fra huset, så det kunne få mere plads at vokse på. Siden voksede det sig så højt, at det efterhånden skyggede for solen på terrassen.

Annonce
Specialarbejder i Middelfart Kommunes entreprenørafdeling Klaus Junker har fældet de fleste af byens store juletræer gennem de seneste 20 år. I år var ingen undtagelse, og denne gang var det Benny og Margit Thede Jørgensens forhave-kæmpe, der skulle fældes og med til Torvet i Middelfart. Foto: Peter Leth-Larsen

En svær beslutning

Beslutningen om at forære træet til Middelfart Kommune og lade det ende som juletræ har Margit Thede Jørgensen brugt flere år på at træffe. For træet har altid haft en helt særlig plads i hendes hjerte. Faktisk var beslutningen så svær, at hun for to år siden fortrød, da kommunen havde været ude og se, om træet var egnet som juletræ på Torvet i Middelfart.

- Knud Munck var en alment kendt skikkelse dengang. Han var en fantastisk mand, og vi havde kontakt, helt til han døde. Da han fyldte 90 år, sendte jeg ham et billede af træet, fortæller Margit Thede Jørgensen, som derfor også har set på træet som et minde om overlægen og sin egen tid som plejer på sygehuset i Middelfart.

Margit Thede Jørgensen var ansat i 42 år og har stadig en relation til det gamle sygehus. I dag er hun rundviser på Psykiatrisk Samling.

En tradition

Det er ikke helt uvant, at det juletræ, som hvert år tændes på Torvet for at markere julens komme, kommer fra en privat have. Faktisk er det blevet lidt af en tradition, fortæller specialarbejder i kommunens entreprenørafdeling Klaus Junker.

- Jeg har været ansat i kommunen i 21 år, og jeg har fældet juletræer i næsten alle årene. Efterhånden er det blevet en tradition, at borgere donerer juletræerne, vi stiller op på Torvet og i Nørre Aaby, siger han og tilføjer, at er der ikke et træ, som egner sig, må kommunen ud i egen skov og finde et.

Det var Margit Thede Jørgensens nabo, der for et par år siden foreslog, at det store træ i forhaven kunne ende sine dage som juletræ, og tanken om, at det store træ nu faktisk ender med at få sig nogle storslåede sidste dage, glæder hende.

- Jeg havde slet ikke troet, at kommunen ville have det. Men det ville de, og min mand og jeg skal helt sikkert ind og se, når det bliver tændt.

Julemanden ankommer traditionen tro til Gl. Havn, og i år sker det 29. november klokken 16. Herefter hilser han på de to kæmpejulenisser Julle og Tulle, hvorefter han tænder lysene i det store juletræ.

Specialarbejder i Middelfart Kommunes entreprenørafdeling, Klaus Junker, savede en tykke stamme over på få minutter. Han har fældet de fleste af byens store juletræer gennem de seneste 20 år. Foto: Peter Leth-Larsen

Træfældning på tre minutter - se videoen af kæmpens fald her:

Ved at spænde et bånd om det 10 meter høje grantræ, var det muligt at fælde det, uden at det væltede ind i hus eller naboens have. Det var en lidt mere besværlig opgave at få læsset det kæmpestore træ på ladet af lastbilen uden at knække grene. Foto: Peter Leth-Larsen
I 42 år har grantræet stået i Margit Thede Jørgensen og mandens forhave i Strib, men nu skal forhaven lægges om, og derfor skulle træet fældes. Træet er en gammel foræring, og Margit Thede Jørgensen glæder sig over, at det får lov at ende sine dage på Torvet i Middelfart fyldt med lys. Foto: Peter Leth-Larsen
Julemanden ankommer traditionen tro til Gl. Havn, og i år sker det 29. november klokken 16. Herefter hilser han på de to kæmpejulenisser Julle og Tulle, hvorefter han tænder lysene i det store juletræ. Foto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce