Annonce
Alarm 112

43-årige Heino Kegel fra Aarhus er strømernes nye formand

Heino Kegel er ny formand for Politiforbundet, som er politifolkenes faglige organisation. Han afløser Claus Oxfeldt, der før jul valgte at trække sig til fordel for et nyt job. Foto: Politiforbundet/Free
Politiforbundet har valgt en afløser til den mangeårige formand Claus Oxfeldt, der trak sig før jul.
Annonce

De ansatte ved politiet har fået ny formand. Fredag blev 43-årige Heino Kegel fra Aarhus valgt til ny formand for Politiforbundet, som er faglig organisation for landets politifolk.

Han afløser Claus Oxfeldt, der efter næsten otte år på posten har valgt at takke af. Og spørger man Heino Kegel, så vil der både være ligheder og forskelle på den tidligere og den nye formand.

- Vi er jo begge vokset op i det samme system og har den samme baggrund. Så rent politimæssigt er der jo ikke den store forskel. Jeg tror bare, at Claus og jeg er to vidt forskellige personer, lyder det fra Heino Kegel.

Hans stemmeføring i sig selv er anderledes. Tonen er dyb - en jysk bas - hvor forgænger Oxfeldts toneleje var mere højfrekvent og accenten præget af det geografiske ophav, Køge.

Forskellene mellem de to vil ifølge Heino Kegel blandt andet også komme til udtryk i den nye formands optræden i offentligheden.

Her var Claus Oxfeldt kendt for at være både flittig og hurtig på de sociale medier med en kommentar om alt fra politik til de seneste resultater for fodboldklubben HB Køge.

- Jeg tror ikke, at man kommer til at se mig lige så meget i medierne, som man har set Claus. Jeg har den holdning, at alt sådan noget med medier skal give værdi for medlemmerne. Og gør det ikke det, så afstår jeg hellere end gerne fra en hurtig kommentar, siger Heino Kegel.

Den nye formand har flere punkter på sin fagpolitiske dagsorden. I top står blandt andet et ønske om at styrke efter- og videreuddannelse inden for politiet.

Ifølge ham er det vigtigt både i forhold til løndannelse og rekruttering, men også for at kunne fastholde medarbejderne i politiet og forhindre, at de søger over i den private sektor.

- Og så er jeg også gået på valg på de traditionelle fagforeningsdyder, såsom flere ressourcer og bedre lønforhold, lyder det fra den nyvalgte forbundsformand.

Derudover har Heino Kegel et ønske om i højere at kunne påvirke den politiske styring, der er af politiet. Som et eksempel nævner han den nye flerårsaftale.

Her blev det bestemt, at der skulle oprettes 20 nye nærpolitistationer. Og politikerne slog fast, at ti af dem skulle ligge i den østlige del af landet, mens de resterende ti skulle ligge i vest.

Her kunne Heino Kegel godt forestille sig, at man i højere grad tog udgangspunkt i politiets faglighed og konkrete viden, inden man besluttede den slags i detaljer.

- Det kunne have været rart, hvis vi på forhånd kunne være kommet med vores input. Så kunne det have været det, politikerne havde lyttet til, og så kunne det være, at der havde været en anden fordeling af de ressourcer, siger Heino Kegel.

Det var et flertal blandt 180 delegerede, der på Politiforbundets ekstraordinære kongres valgte Heino Kegel som ny formand. Han blev valgt frem for Poul Buus, der er formand for Nordjyllands Politiforening.

Heino Kegel har været formand for Østjyllands Politiforening siden 2017, og han har inden da haft forskellige mindre tillidsposter i politiet.

Den nyvalgte formand er far til tre børn på 15, 18 og 22 år og bor sammen med hustruen Henriette midt i Aarhus, hvor han har boet i knap 20 år.

Hvor den HB Køge-glade forgænger Oxfeldt godt kunne finde på blandt sine mange tweets indimellem at give udtryk for en mindre begejstring for aarhusklubben AGF, så garanterer Kegel, at den slags fortid.

- Det kommer ikke til at ske. Ikke sådan som de spiller lige for tiden. Vi må håbe, det bliver ved, siger Heino Kegel, der har første arbejdsdag som formand mandag den 25. januar.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Fredericia

Podernes ilddåb begyndte roligt: - Det eneste, vi ikke er lært op i, er, hvad vi skal lave, når der ikke er nogen, vi kan teste

Coronavirus

Live:  Hver fjerde med corona er ikkevestlig indvandrer eller efterkommer

Annonce