Annonce
Erhverv

450 busser får nyt navn: Konkurrencerådet giver grønt lys til Papuga-fusion

Peter Papuga, tidligere direktør i Papuga Bus A/S, har sammen med de øvrige deltagere i den store bus-fusion fået grønt lys af Konkurrencerådet. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Vikingbus-fusionen blev offentliggjort i juli sidste år, men først den 28. april kom den formelle godkendelse fra Konkurrencerådet.

Vejle: Konkurrencemyndighederne har nu godkendt fusionen af de fire busselskaber Egon's A/S og Larsenbus Aps og Vejle-selskaberne Papuga A/S og Papuga Bus A/S.

Fusionen blev offentliggjort i juli sidste år, men først den 28. april kom den formelle godkendelse fra Konkurrencerådet til fusionen.

Efter fusionen bliver kapitalfonden Polaris indehaver af aktiemajoriteten i det nye selskab, der får navnet Vikingbus.

Annonce

Konkurrencerådet skriver selv i sin afgørelse, at det nye selskab vil være "den klart største aktør på markedet for turistbuskørsel".

Rådet skriver dog videre, at der gives grønt lys for fusionen, fordi rådet vurderer, at konkurrencen på området er så robust, at "den nye, store aktør ikke vil få tilstrækkeligt styrke til eksempelvis at gennemføre vedvarende prisstigninger", samt at fusionen "samlet set ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt".

Tidligere følger med

Polaris kommer til at eje 60 procent af det nye selskab, mens de resterende 40 procent deles mellem ejerne af de tidligere busselskaber.

De tidligere ejere får desuden poster i det nye selskab, hvor Mogens Pedersen fra Egon's A/S bliver administrerende direktør, mens fætrene Peter og Carsten Papuga fra henholdsvis  Papuga Bus A/S og Papuga A/S bliver ansvarlig for busaktiviteterne i Vestdanmark og for indkøb og udbud.

Annonce

Grundlagt i 1964

Papuga-busselskabet blev grundlagt i Smidstrup i 1964 af Hein Papuga og flyttede til Vinding i 1985.

Hein Papuga døde i mai 2020, hvorefter Peter Papuga overtog selskabet, der har specialiseret sig i turisme- og erhvervskørsel.

Det nye selskab, Vikingbus, råder over omkring 450 busser og har 775 medarbejdere på afdelingerne i Vejle, København, Køge, Lynge, Slagelse, Kalundborg, Vordingborg, Fredericia, Kolding, Brørup, Esbjerg, Skjern og Aarhus.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce